Hej,
jeg kan virkelig godt lide en pige fra min klasse, men hun er med i en vennegruppe hvor de alle sammen kan lide mig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal gøre, jeg har prøvet at finde på noget, men det er bare for pinligt. Der er også 3 andre drenge der godt kan lide hende. Heg håber i forstår og kan hjælpe mig. Tak
(13 år)
Hej Ung på 13 år
Det kan være rigtig svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er vild med en anden person. Derfor er det også rigtig godt, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker.
Det er normalt
Du skriver, at virkelig godt kan lide en pige fra din klasse. Det kan være mega dejligt at være vild med en anden person, og mærke at sommerfuglene blafrer rundt nede i maven. Men samtidig kan det også være svært, når man ikke helt ved, hvad man skal gøre.
Man vil måske rigtig gerne give et godt indtryk, og helst ikke komme til at gøre noget, som er pinligt. Derfor er det også helt normalt at blive lidt usikker, når man er vild med en anden person.
Det lyder også til, at det er lidt kludret, når nogle fra hendes venindegruppe er vild med dig og 3 andre drenge er vilde med hende. Derfor kan jeg også godt forstå, at det kan være svært at finde hoved og hale i det hele. Derfor tænker jeg også, at det er rigtig vigtigt, at du får mærket efter, hvad der er rigtigt for dig. For hvis du gerne vil gå efter pigen, er det helt okay at gøre, selvom der er andre som også er vilde med hende.
Snak med hende
Når man er vild med en anden, kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gøre. Men mit allerbedste råd til dig er at samle mod og snakke med hende. Og jeg ved godt, at det kan virke skræmmende at skulle gøre. Men heldigvis bliver de fleste rigtig glade for, at man gerne vil dem. Og lige med kærligheden er man sommetider nødt til at tage en chance og springe ud i det, for at finde ud af, om den anden også er vild med en.
Nogle unge synes, at det kan være lidt svært at finde ud af, hvad de skal snakke med den anden om. Hvis du også har det sådan, kan jeg varmt anbefale dig, at tage et kig i vores artikel om smalltalk. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvad man kan snakke om, så samtalen ikke går i stå.
Snak med dine venner
Når man går med en masse forvirrende tanker i forhold til, hvad man skal gøre, kan det være rigtig rart at vende det med nogle andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine venner om, hvordan du har det. For det med at være vild med en anden og være i tvivl om, hvad man skal gøre, er noget som rigtig mange unge kender til. Derfor tænker jeg også, at der måske er nogle af dine venner, som også har prøvet det. Og så kan det være, at I kan snakke lidt om det. Det kan også være, at dine venner har nogle gode råd, som du kan prøve af. Og uanset om de har det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne lytte, når man fortæller dem, at man går og bøvler med nogle ting.
Børnetelefonen
Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Børnetelefonen. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare mennesker klar til at hjælpe og lytte. Du kan både ringe til dem, chatte eller sende dem en SMS. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i.
Det kan være hammersvært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er vild med en anden. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt for dig. Jeg hepper på dig og krydser fingre for, at du får snakket med pigen. En masse varme tanker herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper