Hej Mindhelper

Jeg er vild med en dreng som går i 9.ende klasse altså et år ældre end mig. Jeg har aldrig rigtig snakket med ham, kun udvekslet blikke. Vi ser hinanden hver dag i skolen og jeg synes det er lidt akavet. Jeg vil gerne snakke med ham, men han er altid sammen med hans venner og jeg tør heller ikke at gå op til ham. Jeg har ingen ide om han kan lide mig eller ej. Jeg har haft et crush på ham længe nok, og han går snart ud af folkeskolen. Jeg vil bare gerne have en afklaring og snakke med ham.

Pige på 14 år

(14 år)


Hej pige på 14 år

Det kan være så frustrerende at have et crush og ikke vide om det er gengældt. Så jeg kan sagtens forstå, hvis du gerne vil nå at prøve at snakke lidt med fyren og måske få en fornemmelse af om crushet er gengældt, inden han pludselig er færdig med 9. klasse. 

Hvor modig er du? 

Et gammelt ordsprog siger ‘hvor intet vover, intet vinder’. Det betyder helt kort, at hvis man ikke risikerer noget, så sker der heller ikke nogen forskel i ens liv. 

Meeeeen jeg kan samtidigt godt forstå, hvis du synes det er lidt svært at finde en måde at komme til at snakke med ham, hvis han altid står sammen med sine venner. For jeg tror de fleste ville synes det var lidt for sårbart bare at vandre op og sige ‘hej’. Men der er nogle, der er modige, bare gør det og satser på det bedste. 

Det super modige råd er derfor også: prøv bare at snakke med ham, selvom det er sårbart. 

Måske han er super sød og nysgerrig. Og ellers er det værste der kan ske, at det bliver lidt pinligt. Det dør du ikke af, og der går ikke så længe før, han er ude af skolen og så er det ikke akavet længere. Og hvis han ikke er sød, når du snakker med ham, så er du nok heller ikke gået glip af så meget i ham som flirt. 

Det lidt nemmere råd er: kontakt ham på sociale medier først. 

Har i Instagram, SnapChat eller andet, hvor du måske kan fange ham på? Det er nogle gange den lidt nemmere indgang lige at starte med at like et par billeder eller sende ham en besked frem for at skulle gå hen til ham i skolen. Hvis han svarer og virker nysgerrig, så er det typisk også et godt tegn. 

Sæt dine veninder på arbejde 

Hvis du gerne vil prøve at tale med ham i skolen, men ikke kan få dine fødder til at gå hen til ham og vennerne, så prøv eventuelt at hive dine veninder med. Hvis I nu var nogle stykker, som gik hen og snakkede med ham og hans venner, så ville det måske være lidt nemmere? Så virker det lidt mere naturligt, at du lige kom forbi og faldt i snak med ham. 

Hvis du ikke ved, hvad du skal snakke med ham om, så kan du altid spørge ind til, hvad han skal efter 9. klasse og om det ikke er dejligt snart at være færdig med folkeskolen. 

Jeg håber at mine råd har givet dig lidt mod på at tage kontakten til ham. Og så krydser jeg fingre for, at han er sød i virkeligheden og ikke kun på afstand. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper