Er det mig der er dum og ikke tænker mig om? Eller er det hende, som ikke kan tåle at høre, hvad jeg tænker?

Hej Mindhelper

Jeg er en dreng på 18 år som virkelig står i en svær situation.
Føler virkelig ikke jeg er til nogen nytte. Føler ikke at der er nogen som er interesseret i at have noget med mig at gøre og føler aldrig at jeg kan gøre noget rigtigt.

Det hele startede for godt en 2 måneder siden da jeg havde været sammen med en pige jeg virkelig holder af. Vi havde haft nogle fantastiske dage sammen og dagen efter jeg tog hjem fra hende spurgte jeg hende hvad hun følte omkring hende og jeg..desværre fik jeg ikke det svar jeg håbede på. Hun svarede da at hun ikke følte sig klar til et forhold. Problemet her er ikke at jeg ikke kan acceptere det. Problemet er at jeg føler at det er min egen skyld at de et hele er endt som det er..

Jeg har for nyligt været til fest hvor jeg var ret fuld… Samme aften var jeg så dum at skrive til hende hvor jeg var dum og beskyldte hende for at lyve overfor mig da jeg ikke har følt at hun har været ærlig overfor mig på nogen måde… Fortryder det virkelig men fik da en hård besked som virkelig gjorde mig trist..

Jeg er blevet inviteret til hende og hendes søsters fødselsdagsfest, hvor hun skrev til mig at hun ikke ville være der til festen men ville tage hjem til sin far i stedet… For at slippe for mig…

Ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre mere og føler virkelig ikke jeg kan åbne min mund uden at gøre folk sure… Er det mig der er dum og ikke tænker mig om, eller er det hende som ikke kan tåle at høre hvad det egentlig er jeg tænker?

Har siden da overvejet hvad meningen med mit liv er… Hvad er meningen hvis man ikke kan være til stede uden at fornærme folk..?

Ved godt det ikke direkte er et konkret spørgsmål men håber alligevel I kan give mig en ledetråd til hvordan jeg skal handle…

Vil virkelig ikke miste hende som ven men tror desværre det er for sent…

(Dreng, 18 år)


Kære dreng på 18

Øv, det er lidt en møgsituation, du er landet i. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Folk der betyder noget kan gøre en allervredest

Det lyder til, at du er endt i en rigtig uheldig konflikt med den pige, som du ellers holder super meget af. Og det er noget møg. Det er en rigtig besværlig situation at stå i, og derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du står tilbage med en frustreret følelse i kroppen. For det er aldrig rart at være i konflikt med nogen, men det er endnu værre, hvis det er nogle man virkeligt holder af. Nu står du så tilbage og vil helst ikke miste hende som ven også. Selvom hun ikke vil være kærester med dig, så tænker jeg godt, at i stadig kan nå at blive venner. Men konflikten er nok nødt til at blive løst først, før det er en mulighed. Jeg vil prøve at skrive lidt tanker og råd til dig, og så må du overveje, om det giver mening for dig og jeres situation.

Det lyder til, at hun er blevet virkeligt ked af det over den besked du sendte til hende, da du var fuld. Jeg tror godt, at jeg kan sætte mig ind i, hvorfor du sendte beskeden. Det virker til, at du blevet godt og grundigt forelsket, og måske havde regnet med, at hun havde det på samme måde. Når man så får en afvisning, så kan man godt blive lidt rundt på gulvet og helt ude af den. Og hvis man så yderligere blander det med alkohol, så kan alle følelserne godt boble op i en og blive større og større. Som resultat af det kan man så godt komme til at sende en besked, som måske ikke var så smart. Er det rigtigt forstået?

Du spørger om det er dig der er dum, eller om det er hende, der ikke kan holde ud at høre, hvad det er du egentligt tænker. Men jeg tænker faktisk, at der ikke er nogle af de to ting, som er rigtige. For jeg tror ikke, at du var dum. Jeg forestiller mig, at du måske har været super såret, da du tog til fest. Og så endte du med at sende en besked, hvor du har skrevet en masse følelser og tanker ned, som du lige umiddelbart oplevede i din fuldskab. Det der med at skrive en masse vrede/sårede tanker og følelser ned i fuldskab er noget, som jeg tror temmeligt mange unge og voksne kan nikke genkendende til. Det er noget vi gør, når vi er rigtigt kede af det, sårede eller vrede, og ikke føler at den anden person forstår os. Det gør vi fordi, at de mennesker som virkeligt betyder noget for os kan gøre os mega frustrerede. Så ‘råber’ vi af dem, for at få dem til at lytte. Derfor tænker jeg også, at du er temmelig hård mod dig selv lige nu. Jeg tænker ikke at du har været dum, jeg tænker bare, at du har været menneskelig. Og måske var det en fejl at sende beskeden, men venskabet kan måske stadig reddes, hvis du har lyst.

Du spørger også om det er hende, som ikke kan tåle at høre, hvad du egentligt tænker. Men det tænker jeg heller ikke er helt rigtigt. For selvom du rigtigt gerne vil være sammen med hende, så er hun måske ikke interesseret. Det er noget møg, men der er ikke så meget at gøre ved det. Måske har i bare haft helt forskellige opfattelser af, hvad jeres forhold gik ud på. Men det betyder jo ikke, at hun har løjet for dig. Du kan jo prøve at sætte dig i hendes sted. Hun kan jo ikke på magisk vis blive forelsket i dig eller klar til et forhold. Når du så skriver til hende, at du føler hun har løjet for dig, så er hun nok blevet såret. For hun har sikkert ikke følt, at hun har været uærlig på noget tidspunkt. I har bare begge to misforstået hinanden og hinandens intentioner med jeres forhold. Så når du skriver til hende, beskylder hende for ting, så hun er nok blevet vred, fordi hun føler, at hun er blevet beskyldt for noget, hun ikke har gjort. Så man kan forestille sig, at hun svarer vredt tilbage, fordi hun har følt sig uretfærdigt behandlet.

Hvordan løser i konflikten nu

Mit bedste råd til dig er at sige undskyld til hende. At sige oprigtigt undskyld over, at du sendte hende en vred besked og forklare hende, at du var fuld og såret. De fleste mennesker kan sagtens tilgive en, hvis man mener sin undskyldning oprigtigt. Det kan godt være, at i ikke bliver tiptop bedstevenner lige med det samme derefter – måske kommer det til at tage lang tid. Men jeg tror godt det kan lade sig gøre. En anden ting du kan overveje er, at undlade at komme til hendes fødselsdag. Hvis hun virkeligt ikke har lyst til at se dig, så er det måske rarest for jer begge to, hvis du bliver væk. Så ender i ikke i en kæmpe konflikt pga. alkohol og sårede følelser. Det er selvfølgelig ærgerligt for dig, men måske kan det være med til at give lidt ro på det hele. Det er nok også vigtigt, at i får snakket om jeres forhold. Hvis i snakker sammen, så er det nok også rigtigt vigtigt, at du hører godt efter, hvad hun siger. For i har begge to ‘tabt’ i den her konflikt. Du kan prøve at læse vores artikel om, hvordan man løser konflikter. Der står nogle rigtigt gode råd til, hvordan man tage svære snakke uden det ender i bål og brænd.

Når man kommer til at fornærme folk

Du skriver lidt om, at du føler dig ret nytteløs, fordi du kommer til at gøre folk sure nogle gange. Det tror jeg godt, at jeg kan sætte mig ind i. For hvis man er lidt for ærlig nogle gange, så kan man også godt brænde nallerne. Så bliver folk vrede og fornærmede på en, selvom det måske slet ikke var meningen at fornærme dem. Men det kan godt kræve lidt øvelse at lære, hvordan man bør og ikke bør tale til folk. Det kan være en hårfin grænse, og ting der lyder helt uskyldige i ens hoved eller måske var ment som en joke, tager andre måske meget personligt. Hvis det er et generelt problem for dig, at folk bliver vrede over de ting du siger, så er det en god idé, at arbejde på det. Der er flere måder, at man kan træne sine snakke-færdigheder lidt.

  • Træk vejret før du taler. Nogle mennesker oplever, at de får fornærmet folk uden at de overhovedet lagde mærke til det. Det kan være fordi, at man ikke når at tænke før man taler. Men det er en rigtig god idé lige at trække vejret inden man svarer/ taler med folk. For det giver en 2 sekunders pauser til lige at overveje, om det er smart at fyre den kommentar af, som ligger i ens baghovede og ulmer.
  • Bidrag positivt. En anden god overvejelse er, hvordan man kan bidrage positivt til en samtale. Med det mener jeg, at man kan gøre det til en slags mål for sig selv, at prøve at gøre samtalen med andre god. Det kan man gøre på mange måder, eksempelvis ved at virke interesseret i den anden, smile, lytte, og overveje om man har nogle positive input til samtalen.
  • Spørg ind. Hvis man har svært ved at finde ud af, hvad man skal sige til den anden uden at komme til at fornærme ham/hende, så spørg ind i stedet. Næsten alle mennesker kan godt lide, at andre spørger interesseret ind til dem. Så føler de sig set og hørt, og man fremstår selv super venlig.
  • Vælg dine kampe med omhu. Det er virkeligt et million-dollar råd. Selvfølgelig skal man ikke finde sig i hvad som helst. Men rigtigt ofte er det en fordel, hvis man ignorer små triggers, kommentarer eller holdninger de andre siger, som provokerer en. Hvis man lader det ligge, så kan man virkeligt undgå mange konflikter.

Snak med dine venner eller familie

Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du snakkede med dine venner eller familie om, hvordan du har det. Det lyder som om, at det er rigtigt svært at være dig i øjeblikket. Derfor kan det også være rigtigt rart at få nogle andres støtte og perspektiv på ens problemer. Det kan være en rigtig god måde at udvikle sig på og få forståelse for nogle af de ting, som man måske selv har lidt svært ved at se sig ud af. Om det er en ven, far eller en anden person er ikke så vigtigt, så længe det er er en, som du er tryg ved.

Tag fat i Headspace

Hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke kender dig, så er der også mulighed for det. Du kan eksempelvis bruge Headspace. Headspace er en frivillig forening, som hjælper unge med rådgivning og støtte. Der må man komme med alle slags problemer – ingen er for store eller små. Så kan man få en samtale med de frivillige, og så kan sammen snakke om, hvad der fylder for en. Det er meget stille og roligt, og deres frivillige er super søde. Jeg kan varmt anbefale dem. Det er forøvrigt helt anonymt.

Livslinien

Jeg bliver lidt i tvivl om, om det er et udtryk for selvmordstanker, når du skriver, at du har overvejet hvad meningen med livet er? Hvis det ikke er det, så kan du bare ignorere det her afsnit. Men hvis du oplever selvmordstanker, så tag lige fat i Livslinien. Der kan man nemlig snakke med deres dygtige frivillige, hvis man går rundt med selvmordstanker. Så kan man få rådgivning og støtte til at håndtere tankerne. De er eksperter i det, og de er super søde. Det er helt anonymt og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. Man kan forøvrigt kontakte dem både på brevkasse, telefon og chat.

Det er mega svært at være i konflikt med nogle, som man holder af. Men selvom det virker lidt håbløst, så kan konflikter ofte løses, hvis man siger undskyld og snakker om, hvad der skete. Jeg håber du har kunne bruge nogle af mine råd til noget, og så krydser jeg fingre for, at dig og pigen kan komme på god fod igen. Jeg hepper på dig.

De varmeste hilsner fra en Mindhelper.