Hej

jeg har lidt en udfordring med en god ven. Jeg er simpelthen så forelsket i ham, at det ikke er til at bærer. Jeg har gjort alt hvad jeg kan for at komme over mit crush, men da vi ser hinanden 4-5 gange om uge. I flere timer af gangen, gør det det meget svært for mig.

Jeg tør ikke sige det til ham, fordi jeg ved at han vil stoppe kontakten til mig, for sådan noget er han ikke til… jeg er bange for at miste ham i mit liv. Håber i kan hjælpe

(Dreng, 20 år)


Kære dreng på 20 år

Æv, hvor lyder det bare hårdt, at du er så forelsket i din ven uden, at du kan fortælle ham det. Så det er super godt, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Det går som regel over af sig selv

Det lyder super hårdt, at du ikke kan fortælle din ven, at du er forelsket i ham. For lige så dejligt som det kan være at være forelsket, lige så hårdt kan det bare være, når man er forelsket i en, som man af den ene eller den anden grund ikke kan få. Det kan være rigtigt svært, og nogle gange kan man komme til at føle, at forelskelsen aldrig nogensinde går over igen. Men forelskelse er ligesom alle andre følelser. Det er en følelse, der kommer. Og som kan føles rigtigt intens, når den er der. Men det er også en følelse, der forsvinder igen på et tidspunkt. Så selvom det måske ikke føles sådan lige nu, så skal dit crush på din ven nok gå over igen med tiden.

Kan du holde en pause fra at se ham?

Jeg kan godt forstå, at det er rigtigt svært for dig at komme dig over dit crush, når du ser din ven så tit. For når man ser den person, man har et crush på ofte, er det nogle gange med til at puste til forelskelsen igen og igen. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om det mon er muligt for dig at snakke med din ven om at holde en pause med at se hinanden i et stykke tid. Og hvis det ikke er muligt for jer at lade være med at se hinanden, fordi I for eksempel går i klasse med hinanden, så kan I måske prøve at holde en pause fra at være sammen med hinanden og snakke sammen. Det behøver jo ikke at være for altid, men bare lige indtil forelskelsen har lagt sig lidt. Hvis du har lyst til det, kan du også prøve at læse vores artikel om at være ulykkelig forelsket. Jeg tænker, at der er nogle råd i den, du måske også kan bruge.

Dropper han virkeligt kontakten, hvis han ved det?

Jeg kommer også til at tænke på, om din ven virkeligt ville droppe kontakten til dig, hvis han vidste, hvordan du har det? Jeg tænker i hvert fald, at hvis han er en god ven, så kan han godt forstå, at følelser ikke er noget, du selv kan bestemme over. Du har jo ikke selv bestemt, at du gerne ville være forelsket i din ven. Og jeg tænker, at din ven også selv har oplevet at være forelsket i en på et tidspunkt, som han ikke kunne fordi, fordi han vidste, at hans følelser ikke var gengældt.

Det er selvfølgeligt din egen beslutning, om du har lyst til at fortælle det til ham. Men jeg tænker, at det er en mulighed at gøre det, hvis du virkeligt har brug for at fortælle det til ham. For du kan jo godt fortælle ham, at du er forelsket i ham, men på en måde hvor du samtidigt får sagt, at du godt ved, at dine følelser ikke er gengældt. Men at du bare havde brug for at fortælle ham det, så han kan tage lidt hensyn til det. Hvis du fortæller ham det, bliver det måske også nemmere for ham at forstå, hvorfor du lige har brug for at få en pause fra at være sammen med ham.

Snak med nogen om det

Jeg kommer til at tænke på, om du har nogle andre venner, som du kan snakke med om, at du er så forelsket i din ven? Jeg tænker nemlig, at det ville være en mega god idé at få snakket med nogen om det. For forelskelse kan være en virkeligt kraftfuld følelse. Og hvis man går med den for sig selv, så kan den nogle gange bygge sig så meget op, at man nærmest føler, at man er ved at eksplodere til sidst. Men det hjælper tit at få snakket med nogen om det. For så får man sat ord på den følelse, man har, så den ikke bare får lov til at køre rundt og rundt inde i en uden at komme ud. Og det er så oplagt at snakke med dine venner om det, hvis du kan. For de fleste unge har oplevet at blive forelsket i en, som de ikke kan få. Og det kan bare være så rart at vide, at der er andre, der er kommet igennem det, når man selv står midt i det. Samtidigt kan det jo også være, at dine venner har nogle gode råd til, hvordan du kan komme over forelskelsen, som du ikke selv har tænkt over.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så ønsker jeg dig alt mulig held og lykke med det fremover.

De bedste hilsner fra en Mindhelper