Hej..


Jeg er ret forvirret over den her fyr. Jeg har mødt den her fyr, som jeg hurtigt blev vild med og til trods for, at jeg nogle gange håber, jeg er videre, kan jeg mærke, at det er jeg ikke. Problemet er lidt, at vi har haft nogle problemer i efteråret, som vi blev enige om at lægge bag os. Jeg har virkeligt prøvet og nogle gange har jeg det okay med vores fortid, men andre gange bliver jeg mindet om, hvor meget han har haft såret mig og hvor ondt det gjorde. Det går super godt nu, men når jeg bliver mindet om det her, så bliver jeg bange for at være i nærheden af ham og bange for at blive såret igen. Det skal lige siges, at vi ikke har noget og man kan vel ikke engang rigtigt sige at vi er venner. Vi læser sammen og skriver eksamensopgave sammen, men ellers har vi ikke det store med hinanden at gøre. Jeg ved også, at han ikke kan lide mig på den måde og aldrig har kunne det. Men når vi er sammen virker han super flink og han forstår mig ligesom og kan se på mig, hvis der er noget galt eller andet. Han har også spurgt om jeg ville hjælpe ham med et fag han er dumpet, hvilket jeg sagde ja til, men jeg bliver bare så forvirret, altså hvorfor har han ikke spurgt en anden?

(20 år)


Kære Du

Det lyder til, at ham fyren fylder rigtig meget i dine tanker. Det kan være svært og forvirrende at finde af, hvordan det lige skal være, når man er sammen med en fyr, som man har en fortid med. Derfor er det også fint, at du deler dine tanker med os. 

Når man er vild med en, som ikke har det på samme måde

Du skriver, at du ret hurtigt blev vild med fyren og kan mærke, at du egentlig stadig ikke er ovre ham. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du kan komme til at undre dig over, hvorfor han mon har spurgt dig og ikke en anden om hjælp til det fag, som han er dumpet. For når man er vild med en anden person, kan man nogle gange have en tendens til at lede efter tegn på, at den anden måske også vil en. Også selvom man måske inderst inde godt ved, at det ikke kommer til at blive sådan. Og det kan godt være ret hårdt at gå og håbe på noget, som den anden person måske ikke er interesseret i. Derfor tænker jeg, at der måske er nogle af rådene i vores artikel om at være ulykkelig forelsket, som du kan bruge? Så du kan komme helt videre, og så tankerne om tegnene fra ham ikke skal blive ved med at fylde så meget hos dig. 

Gå til højre eller venstre 

Når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til, at du bliver forvirret og får det svært, når I er sammen. Er det mon rigtigt forstået? For hvis det er, så tænker jeg, at det måske kunne være en god ide for dig at overveje, om I skal blive ved med at ses. Også selvom det måske kun er når I læser eller skriver opgaver sammen. Det kan nemlig være ret hårdt i længden, at man ikke rigtig ses, men at man heller ikke helt er stoppet med kontakten. Så jeg tænker, at det kunne være rigtigt godt, at du mærkede efter, om du kan leve med at skrive eksamensopgave med ham, og være sammen med ham, selvom du godt ved, at han ikke er vild med dig? Eller om det er bedre for dig at cutte kontakten, fordi du hele tiden håber på mere? 

Det kan være ret svært helt at finde hoved og hale i alle de følelser, som man har. Derfor kan det sommetider også være lidt lettere at overskue det hele, hvis man laver en liste. Så hvis du tænker, at det kunne være en hjælp, kan jeg klart anbefale dig at lave en liste, hvor du skriver, hvad der taler for, at blive ved med at ses, og hvad der taler imod.

Snak med dine venner 

Når man går og bøvler med nogle ting, kan det være rigtig rart at snakke med andre om det. For ofte fylder alt det svære lidt mindre, når man deler det med andre. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine venner om, hvordan du har det. Måske er der også nogle af dem, som kender dig godt, og derfor har et godt råd eller to til, hvad du kan gøre. 

Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en hel masse søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. Og de frivillige er vant til at snakke med unge, som bøvler med nogle ting. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man er vild med en, som ikke har det på samme måde. Det er helt gratis at komme i Headspace, og du kan også sagtens være anonym. 

Det lyder som en rodet og forvirrende situation, som du er havnet i. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender varme tanker din vej, og håber at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper