Hej,

jeg er 13 år gammel og har brug for hjælp.
Jeg er forelsket i en dreng, jeg kun har set 6 gange.
Jeg ikke om det er særlig normalt, eller det bare er skørt.
Han går på en skole i nærheden af min og nu skal det ikke lyde mærkeligt men, jeg ved hvor han bor.
Min veninde så ham gå ind i sin lejlighed, så hun fortalte mig det selvfølgelig.
Jeg ville gerne komme i kontakt med ham, men jeg er alt for genert.
Jeg får så ondt i maven hver gang jeg ser ham, som om jeg smelter.
Han er bare så perfekt, at det ville tage flere timer for mig at snakke om ham.
Hvis i kan må i meget gerne hjælpe, hvis ik er det helt i orden.
Måske jeg finder en løsning en dag

(13 år)


Kære Du

Det lyder til, at du er blevet ret vild med fyren, og at du tænker en del på ham. Forelskelse kan være både rart og forvirrende. Og nogle gange kan det være svært at finde ud af, hvad man skal gøre. Derfor er det også rigtig fint, at du har skrevet herind til os. 

Det er normalt 

Du skriver, at du er blevet forelsket i en dreng, som du kun har set seks gange. Og at du ikke helt ved, om det er normalt eller bare skørt. Det er helt normalt. Man kan sagtens blive vild med en anden, som man ikke kender særlig godt, og som man måske ikke engang har snakket med. Det tror jeg, at langt de fleste unge har prøvet. 

Og når man er vild med en fyr, og synes at han er den mest fantastiske person i hele verden, så kan man godt komme til at blive lidt genert. For vil han overhovedet synes man er sød? og hvad nu, hvis man får sagt noget pinligt? Derfor er det også helt normalt at have det ligesom dig, hvor man egentlig gerne vil i kontakt med fyren, men samtidig er ret genert. 

Kan du skrive til ham? 

Det kan sommetider godt være en stor mundfuld at skulle gå op og snakke med en, som man er vild med. Derfor kan det også nogle gange rart at starte med at skrive til personen i stedet. For det føles måske ikke helt ligeså skræmmende. Så måske du kan skrive en besked til ham fyren, og så kan det være at I kan snakke sammen i virkeligheden senere, når du er lidt mere tryg ved det? 

Kender du nogen, som kender ham? 

Du skriver, at han går på en skole i nærheden af dig. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du måske kender nogen, som kender ham? For så kan det være, at du kan få kontakt til ham igennem dem. Det kan også være at I kan aftale at hænge ud alle sammen. For så kan du ligeså stille lære ham at kende på den måde. 

Bliv ved med at snakke med dine veninder 

Når man er vild med en fyr og alle sommerfuglene bakser rundt nede i maven, kan det være rigtig rart at snakke med nogen om, hvordan man har det, og hvor fantastisk ham fyren er. Derfor skal du endelig også blive ved med at snakke med dine veninder om det. Og måske de også har et råd eller to til, hvad du kan gøre. 

Det kan være ret svært at finde ud af, hvad man skal gøre, når man er blevet vild med en fyr. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper