Hej mindhelper,

jeg har virkelig brug for hjælp, jeg bliver ved med at snakke om mine eks’er, jeg har gjort det imod alle mine kærester, så snart jeg får en ny, så snakker jeg om de andre, og når vi så slår op, snakker jeg også om ham bagefter, som om jeg samler på dem. Problemt er at jeg nu for 3 måneder siden slog op med min eks, som jeg havde været sammen med i 6 måneder, fordi han begyndte at tage stoffer, men jeg elskede ham stadig og er bange for at jeg stadig gør, og nu her for nogle dage siden fik jeg en ny kæreste, og han er mega sød, men jeg snakker hele tiden om mine 2 sidste eks’er, mest ham jeg havde for 3 måneder siden, fordi han var den første jeg sådan virkelig elskede. og det er meget svært at give slip på ham, fordi vi blev virkelig indblandet i hinandens liv, og vores familier blev meget kede af det når det sluttet, det gjorde vi også selv. Og han kan ikke se at han har et stofmisbrug, jeg har sagt det til hans mor, og vist hende beviser, hun prøver stadig på at overtale mig til at prøve at få ham tilbage, fordi hans mor og jeg havde et af de bedste forhold nogensinde, og hun synes at jeg fik det bedste ud i ham og at vi havde noget helt særligt, men jegb prøver at komme videre og jeg mere eller mindre gemmer mit forhold for dem, sådan at jeg ikke lægger noget ud af min nye kæreste, for at være sikker på at jeg ikke såre nogen, men nu er jeg ved at ødelægge det forhold fordi jeg snakker så meget om min eks, og jeg sammenligner dem hele tiden, og det er virkelig ondt af mig, men jeg kan bare så godt lide min nye kæreste, fordi han er ikke som alle andre drenge, og det ved jeg man altid siger, men han er en af de eneste der ikke hele tiden kigger på mig krop, og i stedet bliver forelsket i min personlighed. Alle hans venner siger at de slet ikke kan forstå ham, fordi han altid bare har gået efter personlighed, og jeg har oplevet så mange der kun ville have mig for mit udseende, fordi jeg er en meget flot pige, og jeg oplever også meget hate fra andre piger, mmen de forstår slet ikke at det slet ikke er så sjovt at være pæn, fordi man meget hurtigt bliver udnyttet.

(Pige, 17 år)


Kære pige på 17

Det lyder godt nok som om, at det har været en rigtig svær periode du er gået igennem, efter du har slået op med din ekskæreste. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Det tager tid at komme sig

Du skriver at det er 3 måneder siden, at du slog op med din ekskæreste. Men du oplever, at du måske stadigvæk elsker ham. Det tænker jeg er helt normalt. Ens følelser forsvinder ikke bare fra den ene dag til den anden. Det kan godt tage lang tid før man helt kommer sig over at man har slået op. Derfor synes jeg heller ikke der er noget mærkeligt i, at du stadigvæk tænker meget på din ekskæreste. Og det er mega hårdt at slå op med en. Man kan blive enormt ked af det og savne ens eks og hans familie, fordi de netop fyldte rigtigt meget i ens liv, og man har mange gode minder sammen. Derfor tænker jeg også, at du ikke behøver slå dig selv i hovedet over, at du har svært ved at give helt slip på ham. Lige så stille skal dine følelser for ham nok gå over, og han kommer til at fylde mindre og mindre i din bevidsthed. Det skal nok komme helt naturligt. Du skriver også og fortæller, at du har rigtigt svært ved at lade være med at snakke om dine eks’er. Igen tænker jeg, at det faktisk er ret normalt. Når det er så kort tid siden at i har slået op, så fylder han bare stadigvæk meget i dine tanker og følelser. Og det er også helt okay. Men det kan selvfølgelig give lidt problemer i forhold til den nye kæreste. For det er jo sikkert, at han synes det er særligt sjovt hele tiden at høre om ekskæresterne.

Når man får en ny kæreste

Når man får en ny kæreste vil man nok altid komme til at sammenligne dem lidt. Det er helt normalt. Både ekskærester og den nye kæreste vil have gode og dårlige sider, og man vil komme til at sammenligne begge dele. Du fortæller at det er et problem, at du snakker meget om dine ekskærester og sammenligner dem meget. Men så tænker jeg, at det måske kunne være en rigtig god idé, hvis du prøver at være ekstra opmærksom på de ting, som din nye kæreste gør rigtigt. Altså alle hans positive sider. Og husker at fortælle ham, hvor glad du er for ham. Det er nok også vigtigt, at du ikke fortæller din kæreste om de ting, som du synes din ekskæreste var bedre til end ham. Det kan nemlig godt være enormt sårende at få at vide, og det kan godt ende i nogle ærgerlige konflikter. Derfor kan det også være en god idé, at holde kritikken lidt for sig selv og passe på, at man ikke bliver for hård overfor sin kæreste. Du skriver også, at du ikke vil vise din kæreste så meget frem, fordi du er bange for at såre din ekskæreste. Det tænker jeg egentligt er rigtigt sødt af dig, at du gerne vil passe på din ekskæreste og hans mor. Men det kan igen også være lidt sårende overfor din nye kæreste. Og selvom du ikke vil såre din ekskæreste, så har du jo faktisk fået en ny kæreste, og det er helt okay, at du har fundet ny. Derfor tænker jeg også, at du måske kunne skrive til din ekskæreste og fortælle, at du altså har fået en ny kæreste, og du lige ville advare ham, så han ikke fik et chok, når han ser det på sociale medier. Der bør jo også være plads til, at du kan nyde dit nye forhold og vise det frem til verden. Det vil sikkert også betyde meget for din nye kæreste.

Jeg tænker også, at du kan overveje om det vil være en god idé, at cutte kontakten til din eks og hans mor. Selvom du har været rigtig glad for dem begge to, så gør det det måske kun sværere at komme videre, hvis du stadig snakker med dem. Så kan det måske være en god idé for dig, at droppe kontakten, så du ikke bliver mindet om din eks og hans mor. Så kan du måske bedre koncentrere dig om din nye kæreste og jeres nye dejlige forhold. Du fortjener jo også, at kunne nyde livet.

Kan du snakke med nogle andre?

Jeg tænker at det måske kunne være en god idé, hvis du snakkede med nogle andre end din kæreste om dine ekskærester. For der er ikke noget galt i, at have brug for at snakke om sine ekskærester. Det er helt normalt og helt okay. Og jeg synes faktisk, at det er super positivt, at du er så god til at snakke om dem. Men det kan godt såre ens kæreste, hvis man snakker meget om sine ekskærester med ham. Også selvom det ikke er ens mening. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være en god idé, hvis du snakkede med nogle andre om det? For ekskæresterne fylder jo tydeligvis stadigvæk meget for dig, og du har brug for at snakke om dem.

Snak med dine veninder

Hvis du har nogle veninder, som er er tryg ved at snakke med, så kunne det måske være en god idé, at snakke med dem. Så kan i sammen snakke om de ting, som du har brug for at snakke om. Det kan være mega rart at få snakket det hele igennem. Og måske har dine veninder også oplevet noget lignende. Altså at have en ekskæreste, som det er svært at få ud af hovedet. Så kan de støtte godt op om dig, og hjælpe dig igennem den periode det tager dig, at komme dig oven på bruddet.

Snak med dine forældre

Hvis du har et godt forhold til dine forældre, så kan du jo overveje at snakke med dem om det også. Vores forældre kender os ofte rigtigt godt og vil gerne hjælpe os, når vi har det svært. Det kan være rigtigt rart at have den støtte, når man går igennem noget svært. Derfor tænker jeg også, at det måske kunne være rigtigt godt for dig?

Tag fat i Børnetelefonen

Hvis du trænger til at snakke med nogle, som ikke kender dig, så kan jeg anbefale Børnetelefonen. Selvom navnet måske ikke lyder sådan, så er Børnetelefonen faktisk også henvendt til unge. Der kan man ringe, chatte eller skrive ind og få hjælp til sine problemer. De er super søde, og rigtigt dygtige. Man er helt anonym, så du behøver ikke fortælle dem, hvem du er. De er vant til at snakke om alle slags problemer, og du kan være helt tryg ved at kontakte dem. 

Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget, og så ønsker jeg dig masser af held og lykke fremad. Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå super godt med dig og den nye kæreste.

De venligste hilsner fra en Mindhelper