hej Brevkasse
jeg har brug for hjælp med at finde en kæreste. Min veninde har flere drenge der kan lide hende men hun ved ikke hvem hun vil være kærester med. når vi snakker om det er jeg lidt trist fordi jeg har aldrig oplevet at nogle kunne lide mig og jeg kunne lide dem. Jeg har i forvejen ikke særlig mange relationer med drenge. Jeg kunne virkelig godt bruge en kæreste som er lidt ældre end og som godt kan lide mig.
Er der nogle tips til hvordan jeg kan få en kæreste?
fra den anonyme pige på 13 år
(13 år)
Kære anonyme pige på 13 år
Det er helt normalt at blive lidt trist over at se, at ens veninde virker til at være populær hos drengene, mens man måske selv ikke har så meget held.
Du er helt normal, men derfor kan det stadig være træls
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg med det samme, at du er helt normal. Det er de færreste 13 årige, som har særligt meget erfaring med drenge. Mange er heller ikke helt klar til at få deres første kæreste, når de er 13 år og venter måske lige et år eller to.
Hvis du tæller antallet af piger i din klasse, som har kærester, så er det sikkert størstedelen, som ikke har.
Det gør det selvfølgelig ikke mindre træls, hvis du nu står der og tænker “jamen jeg er helt klar til at få min første kæreste”.
Men et irriterende voksenråd er at acceptere, at det med kærester kommer, når det kommer. Du kan ikke tvinge det igennem og du ved jo aldrig, hvornår den rigtige fyr lige dukker op.
Men jeg har lidt tips til, hvordan du kan øge dine chancer for at få en kæreste.
Tips til, hvordan du kan få en kæreste:
- Det er bedre ikke at have en kæreste end at have en dum kæreste. Så vent på en, du synes virker rigtigt sød.
- Drop eventuelt idéen om, at han skal være ældre end dig. Det indskrænker dine muligheder og kommer tit med lidt problemer at være kærester med ældre fyre.
- Vær steder, hvor der er drenge. Fx. Ungdomsklubben, sportsforeninger eller klassearrangementer.
- Begynd at udse dig en bestemt, som du måske kunne være interesseret i.
- Skriv til ham på telefon/sociale medier. Det er en god start for at starte snakken op.
- Få hjælp fra dine veninder. 2 hoveder tænker ofte bedre end 1.
Få råd af din veninde
Det lyder til, at din veninde er god til det med drenge. Men i stedet for at ærgre dig, kan du måske udnytte det lidt til din fordel?
For jeg tænker at hun kan hjælpe dig med 2 ting.
For det første, så kan hun komme med lidt tips til, hvad hun gør for at komme i kontakt med drengene og hvordan hun flirter med dem, siden de bliver så interesserede i hende.
For det andet, så kender hun måske flere drenge end dig. Både fordi der er dem, som er interesseret i hende, men de drenge har vel også andre drengevenner? Og måske der var en blandt dem, som du kunne ende med at blive interesseret i.
Så prøv at se din venindes succes som en gylden mulighed for dig selv.
Jeg håber mine råd har hjulpet dig lidt på vej. Og så krydser jeg fingre for, at der snart er en sød, jævnaldrende dreng, som kigger i din retning. Kram herfra.
De bedste hilsner fra en Mindhelper