Hej Mindhelper

Jeg kan virkelig godt lide den her dreng fra min klasse. Har kunne lide ham siden jeg startede i klassen for et år siden. Men han krammer og snapper med mange andre piger. Jeg ved godt at han kan lide mig, da vi sender hjerter og skriver sammen hver dag. Men er lidt bange for at han bare bruger mig og sender de samme ting til de andre. Jeg har flere gange oplevet at han holder om de andre piger. Hvad skal jeg gøre? 🙁

(13 år)


Kære Du

Det kan være mega dejligt, når man er blevet vild med en dreng. Måske basker sommerfuglene rundt i maven på en, og man kan næsten ikke stoppe med at tænke på ham. Samtidig kan forelskelse også sætte gang i en masse forvirrende tanker. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Forvirring er normalt

Du skriver, at du ved at ham drengen godt kan lide mig, men at han samtidig også snapper med andre piger og krammer dem. Når man har fået følelser for en, kan det godt give en et stik i maven, når man ser ham holde om en anden pige. Måske kan man mærke jalouisen boble indeni. Og man kan også komme til at blive i tvivl: for hvordan har han det egentlig? og har han mon noget kørende med en af de andre? Sådan tror jeg rigtig mange unge har prøvet at have det. Det er nemlig helt normalt, men også hammer træls!

Der kan være mange forskellige grunde til, at en dreng snapper og krammer andre piger. Nogle drenge har mange pigevenner, og så ligger der ikke noget i det. Andre drenge er måske lidt pigeglade og synes, det er hyggeligt at snakke med flere piger på en gang. Og andre gange handler det måske om noget helt tredje.

Han er den bedste til at svare

Du spørger også om, hvad du skal gøre. Og det kan jeg desværre ikke give dig noget direkte svar på. For det vigtigste er, at du gør det, som du har det bedst med. For nogle er det bedste at gøre, at hive den, de er vilde med til side, og snakke om, hvordan de har det. På den måde skal man ikke gå og undre sig over, om den anden er vild med en. For andre føles det bedre at se tiden lidt mere an, og tage den derfra.

Hvis det er svært at beslutte dig for, hvad du vil gøre, så kan du prøve at skrive en liste på din mobil eller på et stykke papir. Her kan du prøve at skrive de forskellige ting, du kan gøre ned. Og så skrive hvad fordelene og ulemperne er ved hvert scenarie. Det kan sommetider give en bedre fornemmelse af, hvad man skal gøre.

Snak med nogen om det

Når man går med en masse tanker og tvivl, er noget af det bedste, man kan gøre, at tale med andre om det. For det kan lette lidt at få tankerne ud af hovedet. Og måske har den, man taler med også et råd eller to. Så har du mon en god veninde, en søskende eller en helt tredje, som kunne være god at snakke med?

De sidder klar hos Girltalk

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen, som ikke lige kender dig i forvejen, så kan du tjekke Girltalk ud. Her kan man nemlig chatte med en af deres rådgivere. Rådgiverne er super søde, og de er vant til at tale med unge om alle mulige forskellige ting. Så dem kan jeg varmt anbefale.

Det kan være forvirrende når ham, som man er blevet glad for også snapper og holder om andre piger. Derfor håber jeg, at der er noget i mit svar, du kan bruge, også selvom jeg ikke kunne give dig noget direkte svar på, hvad du skal gøre. Jeg sender en masse gode tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper