Hej

Jeg er en pige på 13 år, jeg har været forelsket i en der hedder B. Vi skrev meget tit sammen på Snapchat, men så begyndte han at skrive onde og nedeladende kommentarer. Hvad skal jeg gør for at komme videre?

(13 år)


Kære Pige på 13 år

Det gør ondt at få nedladende kommentarer. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

Kommentarer

Du skriver, at en du har været forelsket i har skrevet onde og nedladende kommentarer til dig på Snapchat. Det lyder ikke særlig rart. For det kan gøre en ret sur og ked af det, når andre taler grimt til en. Og hvis det så også er en, som man har været forelsket i, så kan det godt ramme ekstra hårdt. Derfor er det heller aldrig okay, at andre skriver nedladende eller onde ting til en.

Hvad kan du gøre?

Du spørger også, hvad du kan gøre for at komme videre. Det er helt normalt, at tænke over det i noget tid efter, at man har fået en grim kommentar. Og for de fleste kan det tage lidt tid, før de stopper med at tænke på det. Derfor er det også naturligt, at man kan være lidt ked af det og skuffet i noget tid efter.

Jeg ved ikke, om du stadig har følelser for ham drengen, som du var forsket i? Men hvis du har, så kan det være, at der er noget i artiklen Er du ulykkeligt forelsket? – sådan kommer du videre, som du kan bruge. Der er nemlig nogle tips til, hvordan man kan komme videre. For selvom det er mega hårdt at være ulykkeligt forelsket, så skal det nok blive bedre! Og for de fleste unge, forsvinder følelserne af sig selv, når der er gået lidt tid.

Jeg kommer også til at tænke på, om han stadig skriver onde kommentarer til dig? For hvis han gør det, så er det helt okay, at sige fra. Det er nemlig en god ting, at kunne sætte grænser, når andre gør noget, som man ikke kan lide. Det kan du læse mere om i artiklen om at sætte grænser. Du kan også slette ham på snapchat, hvis du har det bedst med det.

Snak om det

Når man har fået nogle dumme kommentarer, er det også en god ide, at tale med andre om det. For det kan være rart at dele ens tanker. Og så skal man heller ikke gå med oplevelsen alene. Så hvis du ikke allerede snakker med nogen om det, så er det mit allerbedste råd. Måske du har en god veninde, en søskende, eller en helt tredje, som kunne være god at tale med?

Hvis det bliver ved

Hvis du bliver ved med at få nedladende kommentarer, eller at det bliver ved med at fylde, så tal med en voksen om det. De fleste voksne tæt på en vil gerne være der og lytte. Og så kan de hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre. Voksne som er gode at tale med kan f.eks. være dine forældre eller en lærer på skolen. 

Hvis du gerne vil snakke med en voksen ude fra, så må du også altid ringe til Børnetelefonen. Børnetelefonen er for både børn og unge. De voksne som arbejder der er super søde. Og de er vant til at tale med unge, om alle mulige forskellige ting. Så dem kan du trygt tage fat i.

Det er ikke i orden, at andre skriver nedladnede og onde kommentarer til en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge.

De bedste hilsner fra en Mindhelper