Hej Mindhelper
Jeg har ses med en dreng siden februar on and off sådan efter byen, jeg har fået nogen ekstremt stærke følelser for ham, som desværre ikke er gengældt på samme måde. Men her de sidste gange vi har ses, er han begyndt at indrømme at han er lidt glad for mig selvom han ik er meget for det, han har ogs noget med at han ik er så god til følelser og det har jeg valgt at acceptere, han sagde så til mig den anden dag at han gerne vil ses ædru hos mig en dag hvis jeg havde lyst til det, så jeg troede egentlig det var ved at være bedre imellem os. I fredags møder jeg så hans kammerat i byen hvor han siger at drengen jeg ses med er mega ligeglad med mig osv. men han er tit lidt en dramaqueen og kan finde på at sige ting, jeg konfrontere så drengen jeg ses med med det jeg fik afvide på en sød og ærlig måde i en lang besked, den valgte han bare at åbne og svarede aldrig tilbage, dagen efter sender jeg så en ny lang en hvor jeg siger jeg bare gerne vil have svar og hvor glad jeg er for ham, den halvswiper han bare på Snapchat (altså kigger den uden at åbne beskeden), så jeg har faktisk aldrig fået et svar, jeg tror ikke på han er ligeglad, når han har sagt de andre ting til mig.
(18 år)
Kære dig,
Det lyder som en svær situation, du står i. For hvad skal man gøre, når den person man godt kan lide, ikke vil svare én tilbage?
Jeg kan desværre ikke fortælle dig, præcis hvad du skal gøre. Det er kun dig der kan mærke, hvad der er det rigtige at gøre. Men jeg vil gerne komme med nogle forslag til, hvad du kan prøve.
Skriv til ham igen
Indtil nu har du sendt ham to beskeder. Han har ikke svaret på dem. Det kan jeg godt forstå er mega frustrerende. For det kan være rigtig ubehageligt, når man fortæller nogen, hvordan man har det, og de så ikke svarer.
Den ene mulighed jeg vil foreslå, er at du prøver at skrive til ham igen. Beskeden kunne for eksempel lyde:
- “Hey, jeg har prøvet at skrive til dig, og forklaret hvordan jeg har det. Jeg ved ikke, om du ikke har set beskeden, men jeg ville blive virkelig glad, hvis du ville svare mig.”
Jeg kan ikke love dig, at han svarer tilbage. Men så ved du i det mindste, at du har gjort, hvad du kunne for at få svar.
Hvis ikke han svarer på den tredje besked. Så kan det være en god ide at acceptere, at han nok ikke kommer til at svare. Det kan gøre mega ondt, og være mega frustrerende. Men så ved du i det mindste, at du har gjort hvad du kunne, for at kontakte ham.
Acceptér at han ikke vil svare
Den anden mulighed er, at du accepterer, at han indtil nu ikke har svaret, og måske heller ikke kommer til det. Det kan jeg godt forstå kan være rigtig svært. Men hvis du vælger at acceptere at det er sådan det er, så kan du også fokusere på selv at komme videre.
Jeg forstår godt, hvis du sidder tilbage og tænker meget over, hvorfor han ikke svarer. Det kan der være mange grunde til. Og jeg kan desværre ikke fortælle dig hvorfor han ikke svarer.
Men jeg synes det er vigtigt, at du giver dig selv et klap på skulderen for, at du har været ærlig og mega sej. Det kræver mod at turde fortælle andre, hvordan vi har det. Så selvom han ikke har svaret, så har du turde stå ved dine egne følelser.
Hvis du vælger at acceptere, at han ikke kommer til at svare, så kan jeg godt forstå, hvis du bliver ked af det. Som du selv skriver, så har du fået meget stærke følelser for ham, og så er det helt naturligt at blive trist.
Gør gode ting for dig selv
Når vi bliver afvist af en som vi rigtig godt kan lide, så kan det gøre mega ondt. Man kan måske også føle en hjertesorg over, at de ikke vil det samme som én selv. Men her er der heldigvis meget man kan gøre, for at få det bedre.
Én ting man kan gøre er at fokusere på at gøre ting, som gør én glad. Det kan være alt mellem himmel og jord. Det vigtigste er, at man bruger tid på at være god ved sig selv.
Nedenfor har jeg skrevet en liste som inspiration til ting, man kunne gøre.
- Spise sit yndlingsslik
- Se en god film
- Se sine venner
- Bade
- Løbe en tur
- Skrive dagbog
- Læse en god bog
- Spille brætspil
- Købe en ny plante
- Bruge tid med sin familie
Listen ovenfor er blot til inspiration. Du kan lave din egen liste, med alle de ting du godt kan lide at lave.
Tal med dem omkring dig
En anden god ting at gøre, hvis man er ramt af hjertesorg, er at tale med sine venner og familie.
Det kan nemlig være rigtig rart at bruge tiden med nogle som kender én godt. Så kan man få luftet alle sine tanker, følelser og frustrationer.
Det er nemlig mega vigtigt, at man ikke går med det alene. For ens tanker kan have det med at vokse sig større, når man går med dem selv.
Så tag fat i dine gode venner, og tal med dem om det. Ofte kender dine venner dig også rigtig godt, så det kan være de har nogle gode råd.
Tit vil man også opleve, at dem omkring sig faktisk har prøvet det samme som en selv. Det kan være rigtig rart at vide, at man ikke er alene. Og så kan man også få hjælp fra nogen, som selv har prøvet det man går igennem.
Hvis du gerne vil læse flere gode råd til, hvad du kan gøre for at få det bedre, så kan jeg varmt anbefale vores artikel: Er du ulykkeligt forelsket? Sådan kommer du videre.
Uanset om du vælger at skrive til ham igen eller ej, så er der ikke noget der er mere rigtigt end det andet. Det vigtige er, at du gør, hvad der føles rigtigt i din mave.
Jeg håber at mit svar kan hjælpe dig på vej, og så sender jeg dig en masse helende og positive tanker.
De bedste hilsner fra en Mindhelper