Hej Mindhelper
Jeg har ku li en fyr i et stykke tid nu, og min bedste veninde har sagt at hun syns han var pæn. Det samme har jeg sagt. Jeg kyssede ham farvel her den anden dag, mens min bedste veninde så det. Min anden veninde begynder straks at snakke grimt om mig, og jeg hører det. Jeg finder så ud af at min bedste veninde også kan li ham fyren. Jeg for straks skyld følelse. Jeg snakker med min bedste veninde om det, og jeg siger at hvis hun kan lide ham, så bakker jeg ud. Men hun siger ikke rigtig så meget til det. Jeg ved ikke hvorfor, men føler mig ret skuffet over begge mine veninder. Jeg har flere gange bakket ud og ladet en fyr være, hvis de har haft et problem med det. Føler mig virkelig glemt, og føler at de ikke rigtig tænker på hvordan jeg har det i denne situation. Er det fair at jeg bakker ud? Især fordi at jeg virkelig kan li den her fyr, og min anden veninde kender ham knap nok. Er jeg en dårlig veninde for at have det sådan her? Jeg har snakket med fyren efter følgende, og han siger at han også godt kan li mig. Jeg har lyst til bare at være sammen med ham, men er bange for at ødelægge mine venskaber med mine veninder. Men jeg bliver jo selv knust hvis jeg ik kommer sammen med fyren. En af mine veninder siger at hvis jeg virkelig føler noget for den her fyr, så er det det vigtigste. Men jeg ved bare virkelig ikke hvad der er vigtigste.
Håber i kan hjælpe mig, mvh en forvirret pige.
(Pige, 14 år)
Hej Pige på 14 år
Øv altså, det er mega svært, når man sidder i klemme mellem en fyr, man godt kan lide og ens veninder. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er selvfølgelig mega ærgerligt, at din veninde tilfældigvis godt kan lide dem samme fyr som dig. Men samtidigt tænker jeg også, at din veninde jo ikke har mere ret til at være sammen med ham end dig. Især når du er landet i den dejlige situation, at han også er vild med dig. Der er ikke mere grund til at du trækker dig, end at din veninde gør det. Og hvis hun er en god veninde, så tænker jeg også, at hun ikke dropper jeres venskab af den grund.
Veninderne
Når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at dine veninder er lidt uretfærdige. Hvis det ender med at ødelægge jeres venskab, at du bliver kærester med ham fyren, er de så specielt gode veninder? Måske kan du prøve at snakke med din bedsteveninde om, hvordan du har det. Det kan være, at det er en god idé, at snakke med hende alene, så der er ro på til at i kan snakke sammen. Så kan du jo prøve at forklare hende, at du er helt vild med den her fyr, at han også godt kan lide dig og at du ikke vidste, at hun måske også var lidt vild med ham. Så kan du jo fortælle hende, at du er mega glad for at være veninder med hende, og du håber, at det ikke kommer til at gå udover jeres venskab, at du dater fyren. Jeg tænker ikke, at du behøver spørge hende ad, om du skal trække dig. Og jeg tænker ikke, at du er en dårlig veninde, fordi du ikke trækker dig. Hvis din veninde siger, at hun vil have, at du trækker dig, så må du jo overveje, om du synes det er fair eller om din veninde er en dårlig veninde for at bede dig om det. Det må du mærke efter i maven, hvis det bliver aktuelt.
Det er mega svært, at få det med kærester og veninder til at fungere. Men forhåbentligt, så kan det lykkedes, hvis man får snakket om tingene. Jeg krydser fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt både med den nye søde fyr og din veninde.
De varmeste hilsner fra en Mindhelper