Hej Mindhelper

Min far har et kæmpe temperament. Når han bliver stresset så går det ud over alle andre. Det skal lige siges han har aldrig gjordt psykisk vold. Men hans ord gør ondt. Så når han er sur og man for eksempel prøver at hjælpe så får man en sviner. Og den sider fast på sjælen. Der var engang han var blevet virkelig sur over et eller andet. Kan ikke huske hvad men det er også irrelevant. Jeg var bange for ham. Jeg troede helt seriøst han ville myrde mig. Og det er virkelig langt ude men det troede jeg altså. Så jeg sov med døren låst. Jeg løb også hjemmefra en gang fordi han blev sur på mig. Og min papmor er ikke bedre…

(Pige, 14 år)


Hej Pige på 14 år

Det kan være rigtigt svært og utrygt, når man har en forælder, der har et stort temperament. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Ord gør ondt

Det lyder som om, det er rigtigt utrygt at bo hjemme hos din far, når han er sur, fordi han bliver ubehagelig med sine ord. Og som du selv så fint skriver, så kan ord gøre rigtigt ondt, og de kan sætte sig på små ar som sjælen. Det kan de specielt, hvis det er grimme og ubehagelige ord, der kommer fra ens forældre. For vi har allesammen brug for vores forældres kærlighed, og det har vi specielt, når vi er børn og unge, fordi vi ikke kan klare os uden vores forældre. Så når ens forældre bliver bliver rigtigt sure og måske giver en en ordentlig sviner, så bliver man både rigtigt ked af det og rigtigt utryg. 

Det er ikke okay 

Forældre kan godt blive vrede og komme til at råbe af sine børn en gang imellem. Det er nemlig helt menneskeligt at blive vred. Det sker for os alle sammen ind imellem. Men ligesom vi andre skal opføre os ordentligt, når vi bliver vrede, så skal ens forældre det også. Derfor er det heller ikke okay, at din far giver dig en ordentlig sviner, hver gang han bliver sur. Ligesom det heller ikke på nogen måder er okay, at han kan blive så vred, at du bliver bange for, at han kan finde på at slå dig ihjel. 

Vrede kan blive til psykisk vold

Der er nogle unge, der oplever, at deres forældre kan blive så vrede, at deres forældre råber en masse grimme og ubehagelige ting af dem. Og at de faktisk er så bange for deres forældre, når de er vrede, at de hele tiden går på listetæer omkring deres forældre for at undgå, at der kommer et vredesudbrud. Hvis man oplever nogle af de ting derhjemme, og det sker rigtigt tit, så kaldes det for psykisk vold, og det er ulovligt i den danske lovgivning. Det er det, fordi alle børn i Danmark har ret til at have det godt og være trygge derhjemme. Og  psykisk vold kan gøre lige så ondt og gøre en lige så utryg som fysisk vold kan. 

Snak med en voksen 

Når jeg læser dit brev, så tænker jeg på, om du mon stadig snakker med din mor? Hvis du gør det, så tænker jeg nemlig, at det ville være en rigtigt god idé at snakke med hende om, hvordan du har det hjemme hos din far. For så kan din mor nemlig hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan gøre. Og hvis det dur, så kan du måske også komme hjem til din mor at bo, hvis det er tryggere og rarere for dig at være hos hende?

Hvis det ikke dur at snakke med din mor, er der så en anden voksen, du kan snakke med? Det kunne være en sød bedstemor, en rar tante eller måske en god lærer på din skole? Det er nemlig vigtigt, at du får snakket med nogen om, hvordan det er at bo hjemme hos din far, når han bliver sur. Både så du kan få noget hjælp, for det skal ikke være sådan at bo hjemme hos den ene af sine forældre. Men også så din far kan få noget hjælp til at forstå, at det ikke er okay, at han bliver så sur, som han gør. 

Tag fat i Børnetelefonen 

Du kan også altid ringe til Børnetelefonen. Der sidder der nemlig nogle frivillige rådgivere klar til at snakke med dig om, hvad de kan gøre for at hjælpe dig. Og, hvad der kunne være rart for dig, at der skete nu. De frivillige rådgivere hos Børnetelefonen er vant til at snakke med børn og unge, som har det svært derhjemme. Og de skal nok prøve at hjælpe dig så godt, som de overhovedet kan. Selvom det godt kan lyde på navnet som om, man kun kan tage fat i Børnetelefonen, hvis man er barn, så er Børnetelefonen for både børn og unge. Og de frivillige rådgivere er vant til at snakke med både børn og unge. 

Til allersidst vil jeg lige nævne, at der er kommet et andet spørgsmål fra en pige, hvis far også bliver rigtigt sur. Måske er det også fra dig? Uanset hvad så kan du i hvert fald læse svaret her. Måske er der noget i det, som du også kan bruge. 

Det kan være rigtigt utrygt, når man har en forælder, som kan blive voldsomt sur. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen, sådan så du ikke skal klare det her alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper