Hej Mindhelper

Jeg føler mig hver dag ensom og jeg har aldrig rigtig haft en ven eller veninde jeg har følt mig glad sammen med og jeg har aldrig følt mig velkommen i en klasse eller som en del af venne kredsen i min fritid er jeg alene på mit værelse har ingen at være sammen med eller skrive sammen med 😥💔

(Pige, 17 år)


Hej Pige på 17 år

Det er rigtigt hårdt at føle sig ensom. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå med de svære ting alene.

Du er ikke alene

Det lyder super svært, at du føler dig ensom hver dag. For ensomhed er en super hård følelse. Vi mennesker har nemlig alle sammen brug for at være en del af noget og føle, at vi hører til. Vi er nemlig flokdyr, og dengang vi stadig boede på savannen, var det super farligt ikke at høre til nogen steder. Hvis man gik alene rundt på savannen, var der nemlig meget større risiko for at blive spist af en bjørn. Så det ligger meget dybt i os, at vi har brug for at høre til et sted. Men selvom ensomhed er virkeligt hårdt, så kan det heldigvis godt lade sig gøre at komme ud af den. Og du er langt fra alene om at føle dig ensom. Det er der rigtigt mange unge, der fortæller, at de gør. Men der er heldigvis også rigtigt mange af de unge, der kommer ud af ensomheden igen.

Øv dig i at tage kontakt til de andre

Det lyder ikke særligt rart, at du ikke føler dig velkommen i din klasse. For det er hårdt at bruge så meget tid et sted, hvor man ikke føler sig velkommen. Hvis man føler sig udenfor eller ikke føler sig velkommen i sin klasse, så kan man nogle gange godt gøre lidt selv for at komme mere ind i klassen. En af de ting er at øve sig i prøve at tage kontakt til de andre. Det er super svært, det ved jeg godt. For man kan måske være bange for at blive afvist, eller at de andre i virkeligheden ikke har lyst til at snakke med en. Men det er ikke altid med vilje, at de andre i klassen ikke lukker en ind i fællesskabet.

Hvis man selv kommer til at virke lidt lukket, så kan de andre godt komme til at tænke, at man måske slet ikke har lyst til at snakke med dem. Men for det meste så vil folk gerne snakke, hvis man forsøger at være åben og tage kontakt selv. Og jo mere du øver dig i at tage kontakt til de andre elever i klassen, jo lettere bliver det. Præcis ligesom når man skal lære alt muligt andet. Hvis du har lyst til det, så kan du læse vores artikel med gode råd til smalltalk. Måske er der nogle råd i den, som du kan bruge.

Kan du lære nogle nye mennesker at kende

Hvis det ikke dur at tage kontakt til dem i din klasse, så tænker jeg på, om du kan lære nogle nye mennesker at kende udenfor skolen? Det ændrer selvfølgeligt ikke på, at du ikke føler dig velkommen i klassen. Men nogle gange kan det alligevel hjælpe lidt at vide, at man har nogen udenfor skolen at snakke med. Derfor tænker jeg også på, om du har nogle ting, du godt kan lide at lave i din fritid? Eller som du godt kunne tænke dig at lave, men som du ikke lige får gjort. Det kunne være at male, at spille håndbold eller at klatre.

Hvis du har en fritidsinteresse, så kan du jo undersøge, om der er nogle klubber i nærheden af dig, der dyrker lige præcis det, som du godt kan lide at lave. Fritidsklubber hvor man dyrker sine interesser, er nemlig et rigtigt godt sted at lære nogle nye mennesker at kende. For der har man altid et oplagt samtaleemne at starte samtalen op, hvis man ikke lige ved, hvad man skal sige. Du kan også prøve at kigge på vores artikel om, hvordan man lærer nye mennesker at kende. Jeg tænker, at der også er nogle råd, du måske kan bruge.

Snak med dine forældre

Jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dine forældre om, at du føler dig ensom? Hvis ikke du har det, så synes jeg, at du skal gøre det, hvis du kan. For ensomhed er en super hård følelse, som du ikke skal gå alene med. Og den kan faktisk blive forstærket af, at man ikke snakker med nogen om den. For så er man jo faktisk helt alene med sin følelse af at være ensom. Men hvis man snakker med nogen om det, så er der lige pludseligt nogen til at lytte til en. Og der er nogen til at støtte en og hjælpe en med at finde ud af, hvordan man kan komme ud af ensomheden. Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, er der så en anden voksen omkring dig, som plejer at være god til at snakke med dig? Det kunne for eksempel være en rar onkel eller tante eller måske en sød lærer på din skole.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis du ikke kan snakke med dine forældre. Og du ikke lige kan komme i tanke om andre, du kan snakke med, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace sidder der nemlig altid nogle super søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke med dig, og du kan snakke med dem om alt, hvad der fylder for dig. Der er nemlig ikke noget, der er hverken for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. De frivillige rådgivere er vant til at snakke med unge, der føler sig ensomme, då måske har de også nogle råd til, hvad du kan gøre. Du kan være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det, så dem kan du trygt tage fat i.

Kender du Ventilen

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender Ventilen? Ventilen er et mødested for unge, der føler sig ensomme. Der kan man komme og hygge sig med andre, der har det lidt ligesom en selv. Der er nogle søde frivillige hos Ventilen, der nok skal sørge for, at du ikke kommer til at føle dig udenfor fællesskabet. Så hvis der ligger et Ventilen mødested i nærheden af dig, kunne det måske være en tryg måde at lære nogle nye mennesker at kende.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Så du kan få hjælp til at komme ud af ensomheden.

De bedste hilsner fra en Mindhelper