Hej,

Jeg er 13 år og føler mig meget ensom.
Når jeg er sammen med mine venner er jeg ikke glad, hvis jeg bare bliver derhjemme er jeg heller ikke glad 🙁
Jeg føler mig også usikker på mig selv i forhold til mit udseende.
Jeg har det bare ikke særligt godt psykisk.
Jeg ved ikke hvad der gør mig glad eller hvornår det stopper. Jeg føler lidt lige nu at mit liv er meningsløst :/
Hvad er meningen med livet?

(Dreng, 13 år)


Hej Dreng på 13 år

Det er hårdt at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For det er så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Det kan blive godt igen

Det lyder som om, du oplever at føle dig ensom, både når du er derhjemme alene, men også når du er sammen med dine venner? Er det rigtigt forstået. Nogle gange kan man godt tænke, at ensomhed kun er en følelse, man kan få, hvis man er alene. Men det er slet ikke unormalt også at opleve ensomhed, når man er sammen med andre. Det kan der være mange forskellige grunde til. Men jeg tænker, at det tit handler om, at man ikke helt føler sig på samme bølgelængde som de andre, man går med. 

Det kan for eksempel være fordi, man går og kæmper med nogle svære tanker og følelser, mens de andre omkring en griner og virker til at have det rigtigt godt. Så kan man godt komme til at føle sig rigtigt alene. Jeg ved ikke, om det giver mening for dig? Uanset hvad, så er det vigtigt, at du ved, at der er en vej ud af ensomheden igen. For du er langt fra alene om at føle dig ensom. Det er en følelse, som de fleste møder på et tidspunkt i deres liv. Men heldigvis så kommer de fleste også ud af ensomheden igen og får det godt. Nogle gange kræver det måske bare lidt hjælp fra folk omkring en. 

Det er helt normalt 

Du skriver, at du også føler dig rigtigt usikker omkring dit udseende. Det er ikke særligt rart at have det sådan, for det kan gøre rigtigt ondt, hvis man ikke føler, at man ser godt nok ud. Men det er også helt normalt at opleve, især når man er teenager. For når man bliver teenager, så begynder man også at blive mere opmærksom på, hvad andre mon tænker om en. Og derfor begynder man også at tænke mere over, hvordan man ser ud i forhold til andre. Hvis du har lyst, så kan du prøve at læse vores artikel om at slutte fred med sit udseende. For der er nemlig nogle ting, man selv kan gøre for at blive lidt mere okay med sin krop. Og i den artikel står der en masse om, hvad det for eksempel kunne være. 

Der er ikke noget enkelt svar

Når man har det svært og har svært ved at finde ud af, hvad der gør en glad, sådan som du beskriver. Så er det ikke unormalt, at livet kan komme til at føles meningsløst. Det er en super hård følelse, for de fleste af os har brug for at føle, at der er en mening med vores liv. Derfor er det også helt normalt, at man begynder at spørge sig selv, hvad meningen med det hele egentligt er, når man oplever meningsløshed. Det er et spørgsmål, som vi mennesker har stillet os selv i flere tusind år. Og det er nok et spørgsmål, der ikke er noget enkelt svar på. 

For jeg tænker, at meningen med livet er at gøre det i livet, som man selv synes gør en glad og giver livet mening. Det kan være at være sammen med sine venner, det kan være at spille fodbold, eller det kan være noget helt tredje. Derfor kan jeg heller ikke give dig et klart svar på, hvad meningen med dit liv er. Men du kan måske prøve at sætte dig ned og tænke over, hvad for nogle ting i livet, du godt kan lide at lave og skrive dem ned. Måske kan det få dig lidt tættere på et svar? 

Snak med nogen 

Det allerbedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med nogen om, hvordan du går og har det for tiden. For det første skridt ud af ensomheden er at tale med nogen om den. Vi mennesker er nemlig flokdyr, så vi har brug for at føle os set og hørt af andre omkring os. Specielt når vi har det svært. Derfor kan ensomhed også bygge sig op og blive værre, hvis man går alene med det. For så er man jo alene med sine tanker og følelser og har ikke nogen, som man kan få hjælp og støtte fra. 

Det kunne for eksempel være dine forældre. De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne lytte og hjælpe, hvis man kommer og fortæller dem, at man har det svært. Men du kan også prøve at fortælle nogle af dine venner, hvordan du har det. For det kan være rigtigt rart, at ens venner ved, at man er i en periode, hvor man ikke har det så godt. Og hvem ved? Måske er der nogle af dine venner, der kan genkende de ting, du siger? Du kan kigge i vores artikler om at snakke med sine venner og sine forældre om de svære ting. Der er nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan få startet de svære samtaler. 

Tag fat i din læge 

Hvis du bliver ved med at gå og føle, at det hele er meningsløst. Og har svært ved at finde noget, der kan gøre dig glad. Så synes jeg, at du skal tage en snak med din læge. Nogle gange kan meningsløshed og tristhed nemlig også være et tegn på, at man er blevet ramt af en depression. Du kan læse mere om, hvad depression er i den artikel, jeg har linket til. 

Hvis det er en depression, man er blevet ramt af, så er det vigtigt, at man får hjælp. For man kan nemlig få det godt igen, selv hvis man har fået det så svært, at man har fået en depression. Men det kræver noget hjælp fra nogle professionelle, der ved en masse om depression. Og den hjælp kan ens læge hjælpe med at finde, hvis han eller hun tænker, at man kunne have en depression.  

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Sådan så du ikke skal gå og tumle med følelsen af ensomhed alene. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper