Hej Mindhelper

Hej mit navn er A, jeg er 18 år og næsten lige flyttet hjemme fra. Jeg er flyttet fra en lille provinsby og ind til K, her er jeg startet på en hf, men jeg føler mig ensom. Jeg føler ikke jeg er det rigtige sted, jeg ved ikke om det ville hjælpe at skifte hf, men selv hvis det gjorde, så har jeg ikke overskud til at gå i gang med det. Jeg savner min familie, men har ikke lyst til at flytte tilbage, og hvad skulle jeg også lave der. Jeg føler jeg sidder fast på en bro, mellem der hvor jeg kom fra og til hvor jeg skal hen, men nu har jeg så bare valgt at holde stille midt i mellem, det er frustrerende, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre

(18 år)


Hej A

Det lyder til, at der er mange ting som fylder hos dig lige nu. Det kan være rigtig svært at flytte hjemmefra. Derfor er det også mega fint, at du skriver herind til os og deler dine tanker og frustrationer. For dem skal du ikke gå med alene. 

Jeg vil også lige fortælle dig, at jeg har fjernet dit navn og navnet på den by, som du er flyttet til i dit spørgsmål, så du kan være helt anonym.

Det kan være en stor omvæltning at flytte hjemmefra 

Du skriver, at du næsten lige er flyttet hjemmefra. Og det lyder til, at der er flere ting som er svære lige nu. Når man flytter hjemmefra, er der rigtig meget som er anderledes end det man er vant. Pludselig skal man finde sig tilrette i en helt ny by, og man skal få skabt sine egne vaner, rutiner og venskaber. Der er intet som man bare kan køre på rutinen. Og det kan dræne ens overskud og være rigtig hårdt. Derfor tænker jeg også, at det giver rigtig god mening, at du synes det er svært at flytte hjemmefra. For du har både skulle forholde dig til et nyt hjem, en ny by, en ny uddannelse og nye mennesker. 

Der er stor forskel på en lille provinsby og en storby

Du skriver, at du er flyttet fra en lille provinsby og ind til en storby. Der kan være rigtig stor forskel på at bo i en provinsby og bo i en storby. Der foregår meget mere, der er flere mennesker og det føles måske helt anderledes og mere hektisk end det, som man er vant til det. Og det kan godt være rigtig overvældende, når man står midt i det. For alt er måske rigtig langt fra det, som man er vant til og har kendt hele sit liv. 

Det kan også være, at det er første gang, at man skal bo så langt væk fra sine venner og familie. Og måske er man vant til at have familien tæt på, og se dem oftere end man kan nu. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at du savner din familie og føler dig ensom. Rigtig mange som er flyttet til en ny by føler sig ensomme, for det tager tid at falde til og få et nyt netværk. 

I en storby er der rigtig mange mennesker. Man ser måske også en masse mennesker, som hygger sig, drikker kaffe eller går en tur. Og så kan det måske godt føles endnu mere ensomt. Fordi der er så mange mennesker, men man selv kender så få. Giver det mening?

Sådan er der rigtig mange som flytter til en storby, der har haft det. Derfor er du også langt fra er alene om at føle dig ensom efter at være flyttet hjemmefra. Men heldigvis kan man godt komme ud af ensomheden igen. I vores artikel om at bryde ensomheden, kan du læse lidt mere om, hvad man kan gøre for at komme ud af ensomheden. Jeg tænker, at der måske er noget i den, som kan være hjælpsomt for dig. Så ensomheden ikke skal blive ved at fylde så meget hos dig 

Snak med nogen om ensomheden

Det kan være rigtig tungt at gå og bare på alle de svære tanker og følelser helt alene. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med nogen om, hvordan du har det. For ensomhed er en følelse som rigtig mange kender, og det kan gøre den mindre tung, når man taler om den.

Det kan være, at du kan snakke med dine forældre om, hvordan du har det. De er måske nogle af de voksne, som kender dig allerbedst. Og de fleste forældre bekymrer sig stadig rigtig meget om deres børn, selvom de er flyttet hjemmefra. Derfor vil de som regel også stadig rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært. 

Det kan også være, at du har nogle venner eller veninder, som du kan snakke med. Det kan være, at de også har oplevet at føle sig ensomme. Og så kan I snakke lidt om det. Og uanset om de har oplevet det eller ej, så vil langt de fleste venner rigtig gerne lytte. 

Det kan også være en helt tredje person. Det er nemlig ikke så vigtigt helt præcist, hvem du snakker med. Det vigtige er, at du får delt det med nogen. Så du ikke skal gå med de svære tanker helt alene. For det er alt for hårdt. 

Kan du opsøge nye fællesskaber? 

Når man er ensom, kan det måske være rigtig svært, at finde ud af, hvordan man finder nye mennesker at være sammen med. De fleste af os synes det er lidt for skræmmende at opsøge nye mennesker i fx supermarkedet eller på gaden. Derfor kan det være en rigtig god ide at opsøge fællesskaber, hvor man er fælles om noget andet. Og hvor det måske føles lidt mere naturligt at komme og deltage og snakke med de andre. Måske du har en hobby, som du synes er mega fed? 

At starte til en fritidsinteresse kan nemlig være en rigtig god måde at møde nye mennesker på. Og der findes rigtig mange forskellige fællesskaber, som man kan deltage i. Nogle spiller fodbold, andre bager kager og nogle andre laver noget helt tredje. Du kan eventuelt prøve at google lidt rundt og se, hvilke muligheder der er i nærheden af dig. Mange steder kan man også skrive til en kontaktperson, at man godt kunne tænke sig at prøve at komme og være med. Og så sørger de for, at man bliver præsenteret og møder de andre. Det synes mange er rart, så man ikke står helt alene, når man dukker op. Så hvis du har lyst, tænker jeg at det kunne være en rigtig god ide, at du prøvede at undersøge, hvilke fællesskaber der i nærheden af dig og tog kontakt, hvis der er noget, du synes lyder spændende. 

Ventilen 

Jeg kommer også til at tænke på om du kender Ventilen? Ventilen er et sted, hvor man kan komme og møde andre, som også kæmper med ensomhed. Det kan være et rart og trygt sted at møde andre unge. Og der er en masse søde og rare frivillige, som hjælper og sørger for at alle er med. De laver en masse forskellige aktiviteter såsom spilleaftener, ture i biografen og gåture. Og man kan også bare komme og hænge ud. Det er helt gratis at komme i Ventilen, og det kan være rigtig rart at snakke og være sammen med andre, som har det ligesom en. Så jeg kan varmt anbefale dig at tage fat i dem. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre om, hvordan du har det. Så kan du også tage fat i Headspace. Der sidder nemlig en masse frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor sørger de også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Du kan både chatte med dem og få tid til en samtale. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Det kan være mega svært at flytte til en ny by. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og krydser fingre for, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det. Så du ikke skal blive ved med at gå og have det svært og føle dig ensom.

De bedste hilsner fra en Mindhelper