Hej Mindhelper

Jeg er i en mærkelig situation med en fyr, hvor vi har ses on-off i godt og vel 9 mdr. Det tydeligt at vi har en god kemi og er tiltrukket af hinanden. Vi har været på dates og kysset få gange, men intet mere. Jeg er i en alder og vennegruppe hvor det er meget atypisk (måske også generelt i vores generation) at ses så længe uden at have lavet mere eller uden vi har ses særlig meget. Problemet bunder måske i, at vi begge er personer som har travlt i hverdagen, har to meget forskellige liv og bor langt fra hinanden, men alligevel har vi daglig kontakt til hinanden og skriver en masse. Han er god til at række ud og til at invitere på dates, men jeg er meget i tvivl om hvad det er han vil? hvorfor han trækker den så længe. På den ene side, virker det som om han gerne vil mig – idet jeg får så meget opmærksomhed, på den anden side virker han til at have alt for travlt til mig – og han lidt bare lader mig hænge i en vente-position. Jeg ved ikke om jeg skal blive ved med agere ”optaget” når andre drenge viser interesse, eller om jeg bare skal sige fuck det, så må han vise mig, at det er mig han vil have og imellem tiden er jeg single og kan gøre hvad jeg vil?

(17 år)


Hej med dig

Det lyder til, at du står i et rigtig svært dilemma. Skal du blive i kontakt med ham fyren her og være “optaget”, eller skal du vælge at være single og så må han gøre hvad han vil med det?

Det kan være svært at vælge. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.

Det kan være svært at tage det store spring

Det lyder til, at du har haft en rigtig lang og god flirt med ham fyren her. Det kan være enormt fedt og spændende, men nogle gange også forvirrende. For nu har man ses i noget tid, og hvad skal der så ske?

For når man har ses med nogen i lang tid, er der hurtigt et spørgsmål, der kan dukke op: Kan det her udvikle sig til mere og er det en, som jeg gerne vil være kærester med?

Derfor giver det også rigtig god mening, at du synes det er på tide at der sker noget. I har ses i 9 mdr., er tiltrukket af hinanden, har god kemi og skriver sammen næsten hver dag. Alt sammen tegn på, at jeres forhold godt kunne blive til mere.

Nogle gange kan det dog være rigtig svært at tage det store spring, og spørge den anden, om de vil mere end bare ses. Især hvis begge parter har svært ved det. 

Så kan det hurtigt ende i, at den ene venter på den anden og omvendt. Og hvis der ikke er nogen, der gør noget, så sker der heller aldrig noget. Derfor vil jeg nu prøve at komme med 2 gode bud på, hvad du kan gøre.

Mærk efter: Hvad er det du vil? 

Det ene af dem handler om, at jeg synes, du skal prøve at mærke godt efter. Mærk efter, hvilke følelser du har overfor ham og hvad du godt kunne tænke dig, at der skete med jeres relation.

Det kan være, at du kan mærke det bare skal være jer to. Eller det kan være, at du når du rigtigt mærker efter, så skal det faktisk ikke være jer.

En god måde at gøre det på er, at prøve at lave en liste med for og imod. På den ene side skriver du alle de ting ned, som taler for at I skal finde sammen som par, og på den anden side skriver du alle de ting ned, som taler imod at I skal finde sammen som par. 

Det er som regel nemmere at få gang i tankerne, når man skal lave en liste over sine følelser og tanker ift. et dilemma. Derfor er det også ofte nemmere at tage en svær beslutning, når man har fordelene og ulemperne lige foran sig. 

Kan du snakke med ham?

Du skriver, at selvom han inviterer på mange dates og skriver hele tiden, så er du stadig i tvil om, hvad han gerne vil. 

Derfor er mit andet råd til dig er, at du skal prøve at tage en snak med ham om, hvad han tænker om hele situationen. Selvom det er lettere sagt end gjort, er det den eneste klare måde, du kan finde ud af hvad han tænker om det hele og hvad han har lyst til.

Hvis du synes det kan være svært at tage hul på sådan en snak, kan jeg varmt anbefale dig vores guide: Sådan snakker du med din ven om svære ting

Selvom han måske er mere end en ven, så står der stadig nogle rigtig gode råd til, hvordan man tager hul på den svære snak.

Tag et valg og slut fred med det

Det kan være en rigtig stor beslutning, at gå fra at ses til at eventuelt at være kærester. Derfor kommer jeg også her til sidst med et endnu råd, som både kan hjælpe hvis du følger de to andre råd eller hvis du ikke bruger nogle af dem.

Mit sidste råd til dig er nemlig, at du skal prøve at beslutte dig for det ene eller det andet, og så finde fred med det. For står man i lang tid mellem to beslutninger, kan det nemlig være enormt hårdt og drænende ikke at vide, hvad man skal gøre.

Derfor er det nogle gange for det bedste, at man beslutter sig for en af de to muligheder og så holder fast i den. På den måde får man ikke kun truffet et valg, men får også fred for den evige, frem og tilbage i ens hoved, mellem de to muligheder. 

Så selvom det virker skræmmende, kan det være en rigtig god ide, at springe ud i det og vælge mellem de to sider. Hvis du ender med at vælge ham fra og bliver helt ulykkelig, får du også lige vores artikel: Kærestesorg: Sådan kommer du dig over din ekskæreste med på vejen

Det kan være enormt svært, når man på den ene side er træt af at vente på en fyr og på den anden side bare gerne vil have ham. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej og håber du finder ud af det. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper