Hej


Jeg er en 18 årig pige der pt arbejder 37 timer i en stående kundeservice job.

Jeg har adhd (ikke diagnosticeret) og har utrolig svært ved arbejde. Eftersom at jeg har mindre dopamin i hjernen, “keder” jeg mig hele tiden, og i stedet for at lave noget, så stiger jeg ud i luften og har slet ikke mulighed for at sætte mig selv igang.

Samtidig med at jeg føler mig ensom da jeg ikke har særlig meget kontakt med alle mine kollegaer der ellers går op og ned af hinanden. Jeg ser bare kunderne hurtigt.

Jeg er i en kø på 113 uger før jeg kan få min diagnose og medicin.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for jeg har det SÅ svært. Jeg vil bare gerne stoppe på mit arbejde, da jeg både “keder” mig, og ikke kan lave andet når jeg kommer hjem, da jeg er så overstimuleret, samtidig med at jeg ikke føler at jeg har lavet noget hele dagen.

Er på bar bund, og kan ikke finde et arbejde der passer til min adhd.

Min chef siger at hun forstår det, men hun forstår ikke at jeg ikke “bare kan gøre det”.

Derudover har chefen sagt at mine kolleger ikke mener at jeg siger hej og farvel, hvilket jeg slet ikke kan se. Jeg har noget social angst og bruger netop vildt meget energi på at sige hej
HJÆLP

(18 år)


Hej 18 årige pige

Det lyder til, at der er flere ting omkring dit arbejde, som fylder og bøvler lige nu. Det kan være hammerdrænende og frustrerende at have det sådan. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det med os. 

Det giver mening 

Du skriver, at du arbejder 37 timer i et kundeservice job. Du skriver også, at du har svært ved at arbejde, igangsætte opgaver og føler dig ensom. Når man ikke trives godt på jobbet, kan det påvirke en rigtig meget. Og det kan være vildt frustrerende, når man på den ene side gerne vil have et arbejde. Men på den anden side ikke har det så godt der og er helt drænet, når man kommer hjem. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du synes det er en svær situation at stå i. Og har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. 

En liste kan være hjælpsomt 

Når det med at sætte gang i opgaver bøvler, kan det være rigtig hjælpsomt at have en liste over opgaver, som man kan gå i gang med, når der ikke er kunder. På den måde skal man nemlig ikke selv finde på opgaver, men man kan i stedet kigge på listen og starte fra toppen. Det tænker jeg måske kunne være rart for dig, så du ikke keder dig så meget. Så måske du kan prøve at snakke med din chef, om hun kan lave sådan en liste til dig, som du kan have liggende. 

Kan I bytte rundt?

Du skriver, at du føler dig ensom fordi du ikke har særlig meget kontakt med dine kollegaer, som ellers går op ad hinanden. Er det mon fordi de har en anden funktion end dig, hvor de ikke betjener kunder på samme måde? Hvis det er det, så kommer jeg nemlig til at tænke på, om du har snakket med din leder omkring det? Måske I kan finde en løsning, hvor I skifter lidt rundt, så du også har nogle vagter, hvor du har mulighed for at snakke mere med de andre? 

Smalltalk kan gøre hjælpsomt

Du skriver også, at du bruger meget energi på at sige hej og farvel til dine kollegaer. Derfor kan jeg også godt forstå, at det føles som noget af en mavepuster, når din leder fortæller dig, at dine kollegaer ikke mener, at du gør det. Og når man får sådan en besked, kan man godt miste modet lidt. Men jeg tænker, at du gør det helt rigtige, så du skal endelig blive ved med at hilse på dine kollegaer. Og så tænker jeg også, at det måske kan være en god ide at smalltalke lidt med dine kollegaer fx når I møder ind eller holder pause. I vores artikel om smalltalk står der nogle gode råd til, hvordan man får gang i snakken. Så jeg tænker, at der måske også er noget i den, som kunne være hjælpsomt for dig? 

Snak med dine forældre om det 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med dine forældre om, hvordan du har det på jobbet. De er måske nogle af de voksne, som er tættest på dig. Og langt de fleste forældre vil rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også rigtig gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at man har det svært. Det kan også være, at I kan snakke lidt om jobbet er det rigtige for dig. Og uanset hvad, så kan det være rigtig rart og lettende at få lidt luft til ens tanker og følelser. 

Du er altid velkommen hos Headspace 

Hvis du tænker, at det kunne være rart at snakke med nogle helt andre, kan jeg også varmt anbefale dig at tage fat i Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man ikke har det godt på jobbet. Det er helt gratis og du kan også være helt anonym. Du kan både ringe til dem og få en tid, droppe ind eller skrive med dem på deres chat. De har centre rundt omkring i de fleste større byer. 

Det kan være rigtig drænende og frustrerende, når arbejdet sluger alt ens energi, og man ikke trives der. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig. Jeg sender en masse varme tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper