Hej Mindhelper

Jeg føler mig nogle gange lidt besat af tal. Især når jeg spiser. Jeg skal fx. spise 3, 5, 10, 15, 20 osv af madvarer. Spiser jeg fx. 7 vindruer, får jeg uro i kroppen, men hvis jeg spiser 10 er det bedre.
Men jeg kan fx sagtens blande noget bland selv slik, og spise 7 stykker af det, men kun hvis det er bland selv slik. Er det fra poser, skal det være “lige” tal.
Har i nogle gode råd? Er det bare at tage det lidt ad gangen?

(Pige, 18 år)


Hej Pige på 18 år

Man kan godt opleve at få en slags trang til at spise i en bestemt talrække. Og bryder man den, så oplever man måske at få en slags ubehagelig uro i kroppen. Det kan være svært lige at se sig ud af, hvad man så lige gør ved det. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har delt det med os.

Tag det lidt af gangen

Det er normalt at opleve i perioder, at man får sådan nogle lidt spøjse besættelser eller en trang til at gøre noget på en bestemt måde. Det er der som sådan ikke noget farligt ved, men det kan være irriterende og man bør være lidt opmærksom på, om det begynder at brede sig til andre dele af ens liv. For så kan det være en god idé at reagere på det, hvis det begynder at besværliggøre ens liv.

Jeg synes du skriver det så super fint, når du spørger, om det er en god idé at tage det lidt af gangen. For det tænker jeg, at du har helt ret i. Når man oplever at have sådan en slags trang, som du beskriver, så kan det være en god idé at prøve at udfordre den lidt. For selvom det giver uro i kroppen, og det kan være lidt ubehageligt, så sker der ikke noget andet ved at bryde talrækken end det. Og du vil nok opleve, at uroen i kroppen vil gå over af sig selv igen efter et stykke tid. Derfor kan det også være rigtigt hjælpsomt at prøve lidt af, hvordan det føles, når man “bryder” med sin trang. Altså at man nærmest udforsker den lidt.

Hvad sker der eksempelvis, når du spiser 7 vindruer og så venter 3 minutter? Kan du holde uroen ud? Hvis du kan det, hvad sker der så, når du venter 10 minutter. Går uroen så over af sig selv?

Hvad sker der, hvis du du tager en håndfuld med lukkede øjne, så du ikke ved, hvor mange der er? Og er der nogle tidspunkter, hvor det er sværere eller nemmere at spise tilfældige tal? Eksempelvis når du er sammen med andre vs. når du er alene.

Det ved jeg godt var en hel masse spørgsmål, men du kan bruge det som inspiration til at udfordre din trang. Og så kan du prøve at læse vores artikel om eksponering, som handler om, at udfordre sine bekymringer/ubehag, ved at gøre det med små skridt af gangen. Det kan godt være, at hele artiklen ikke er relevant for dig, men jeg tænker, at der er nogle god råd i den, som du også vil kunne bruge.

Breder det sig?

Jeg kommer til at tænke på, om der er andre dele af dit liv, som du oplever, bliver påvirket af tal? Nogle mennesker oplever nemlig, at hele deres verden pludseligt bliver styret af tal. Og hvis det sker, så kan det være en god idé, at få lidt hjælp til at håndtere det. For det kan godt være ret irriterende og hæmmende for en i ens hverdag. Så hvis du oplever, at det breder sig eller det bliver forstyrrende for dig, så kan du overveje lige at tage en tur til lægen. Så vil lægen kunne snakke med dig om, hvad der sker og eventuelt henvise dig til en psykolog, hvis det på et tidspunkt bliver hjælpsomt.

Snak med nogen om det

Det kan være en rigtig god idé, at snakke med nogen om, hvad der fylder for en. For hvis man går meget alene med de her ting, så kan de godt begynde at vokse sig større. Hvis man så i stedet snakker med nogen om, hvordan man har det, så kan det godt være med til at tage lidt af gassen af ballon. Det kunne eksempelvis være dine forældre eller nogle gode venner, som du er tryg ved at snakke med. Så kan du prøve at fortælle dem om, hvad du oplever og de kan hjælpe og støtte dig, når du udfordrer trangen.

Det kan være rigtigt irriterende, hvis man oplever at blive styret af tal. Men jeg håber at mine råd har kunne hjælpe dig lidt og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå super godt.

De bedste hilsner fra en Mindhelper