Skader du dig selv? Eller kender du én, der gør? Hver femte ung har prøvet at slå, brænde eller skære i sig selv. Her får du den vigtigste viden om selvskade og råd til, hvor du kan få hjælp.
Selvskade er et tegn på indre smerte, uro og kaos. Man skader ikke sig selv for at blive syg af det eller dø, men for at flytte fokus fra alt det svære indeni.
I et kort øjeblik, når smerten hviner gennem kroppen, giver det en pause fra alt det svære. Men kort efter vender de svære følelser tilbage. Og samtidig rammer skammen, og trangen til selvskade kommer igen snigende.
Kort sagt: selvskade er en ond spiral at være fanget i.
Heldigvis findes der flere steder, hvor du kan få hjælp. Herunder har vi samlet en liste med 4 idéer til, hvem du kan starte med at snakke med. At bryde tavsheden er nemlig det allerførste skridt på vejen til at få det bedre.
Søg hjælp – gerne allerede i dag
Vi forstår godt, at det kan være svært at snakke med andre om, hvordan du har det. Måske skammer du dig. Måske tvivler du på, at du nogensinde får det godt igen. Husk på, at du langt fra er alene. Masser af unge har stået i samme situation som dig og fået det bedre. Fælles for dem var, at de tog det første skridt. De brød tavsheden og fik hjælp. Her får du 4 ideer til, hvordan du kan gøre det samme:
1. Tal med dine forældre
Et godt sted at starte er at fortælle dine forældre, hvordan du har det. Vi er helt med på, at det kan være svært at tage hul på snakken. Måske bekymrer du dig om, hvad dine forældre vil tænke, sige og gøre. Det er helt naturligt. Men husk dine forældre vil helt sikkert dig det bedste. Vil du have idéer til, hvordan du bryder isen? Tjek vores guide til at snakke med forældre om svære ting.
2. Tal med din yndlingslærer, skolepsykologen, fodboldtræneren eller en helt fjerde
Duer det ikke snakke med dine forældre lige nu, så brug lidt tid på at tænke på, hvem du ellers kunne snakke med. Måske har du en lærer i skolen, som du er særligt glad for. Eller hvad med din venindes mor? Eller din fodboldtræner? Folk vil gerne hjælpe dig! Det vigtigste er, at du får brudt tavsheden. Så du kan få hjælp og ikke skal bære dine problemer alene. Du kan få mere inspiration i guiden få hjælp på din skole eller uddannelsessted.
3. Få råd af en ekspert hos Landsforeningen mod Selvskade
Hos Landsforeningen mod Selvskade sidder dygtige folk klar til at hjælpe dig. Du kan både ringe eller chatte anonymt. Foreningen har over 15 års erfaring med at rådgive unge om selvskade, så de har både viden, erfaringer og masser af gode råd klar til dig.
4. Få hjælp af din læge
Alle danskere har deres egen læge. Og du kan gå til lægen helt gratis. Læger er vant til at tale om svære ting og kender til hjælpemuligheder nær dig. Her kan du læse mere om at gå til lægen, når du har det svært.
Hvordan viser selvskade sig?
Selvskade betyder at påføre sig selv smerte. Og det sker på mange forskellige måder. Den mest kendte og udbredte er cutting, hvor man skærer i sig selv. Herunder kan du se liste med de almindelige former for selvskade:
- Du skærer i dig selv
- Du niver dig selv
- Du slår dig selv
- Du brænder dig selv
- Du hiver hår ud
- Du skader dig selv ved at dyrke sex, som du egentlig ikke har lyst til
- Du drikker alt for meget eller tager stoffer (indirekte selvskade)
- Du har en spiseforstyrrelse (indirekte selvskade)
Hvorfor begynder nogle at skade sig selv?
Det er typisk ikke muligt at pege på en enkelt årsag til, at du – eller en du kender – begynder at skade sig selv. Nogle er født mere sårbare end andre. Andre har været udsat for hårde ting i løbet af livet, der har gjort dem ekstra sårbare. Det kan eksempelvis være mobning, svære ting i familien eller misbrug.
Læs også: Interview med Nanna på 19, der gennem flere år cuttede dagligt.
Lær nye måder at håndtere smerte og modgang
Vi har alle forskellige måder at håndtere smerte og modgang. Psykologer kalder det for vores coping-strategier. Selvskade er et eksempel på en virkelig dårlig coping-strategi. Den fysiske smerte giver måske en kortvarig lettelse. Men
…det er farligt
…det får dig til at føle dig alene
…det løser ingenting
Har din selvskade stået på i længere tid, skal du sandsynligvis have professionel hjælp.
Det kan fx være hos en psykolog eller læge. Eller hos hjælpetilbud som Landsforeningen mod Selvskade eller Headspace.
Et vigtigt første trin handler om at finde ud af, hvorfor du begyndte at selvskade. Men behandlingen handler i høj grad også om, at du skal lære nogle nye og bedre måder at tackle svære følelser og problemer på.
Det kan tage lang tid at lære nye coping-strategier, og rigtig mange falder i igen. Specielt i starten. Derfor er det rigtig vigtigt, at du holder fast i behandlingen – også selvom det føles svært og hårdt!
Vil du have inspiration til gode copingstrategier?
Gode copingstrategier er guld værd. En klog kineser sagde engang: “Du kan ikke hindre sorgens fugle i at flyve over dit hoved. Men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår”. Her får du en håndfuld eksempler på gode copingstrategier, der har hjulpet millioner af mennesker gennem modgang, sorg og smerte. Vi er alle forskellige, og det er forskelligt, hvad der virker for os. Så tjek dem ud og pluk de værktøjer, som du tror, kan hjælpe dig.