Vi er gode til at trøste dem, vi holder af, men at drage omsorg for os selv kan være svært. Her finder du ud af, hvorfor du bør være mindre kritisk over for dig selv.
Prøv at forestil dig en god ven, der lige er dumpet til sin køreprøve eller til sin matematikeksamen. Hvad tror du vil motivere din ven bedst i forhold til at komme videre:
At du siger til ham, at det er det endegyldige bevis på, at han er uduelig, værdiløs og et fjols.
Eller …
At du siger: ‘Jeg forstår godt, at det er rigtig hårdt for dig lige nu. Men jeg er sikker på, at det nok skal gå. Og når du er klar til det, så vil jeg gerne hjælpe dig med at lave en plan for, hvad du kan gøre’.
Vi gætter på, at du vælger vej nummer to … Den første tilgang strider simpelthen imod al sund fornuft.
Ikke desto mindre er det sådan, mange af os behandler os selv, når vi begår en fejl, eller når noget ikke lykkes for os.
Når det gælder os selv, tror vi, at nådesløs kritik virker, mens vi sagtens kan se, at det ikke er spor konstruktivt og gavnligt at møde andre på samme måde.
Sådan behøver det heldigvis ikke være. I stedet for kulde og kritik kan du øve dig i at møde dig selv med varme og venlighed, når livet er svært.
Herunder finder du en guidet øvelse, der hjælper dig netop med det.
Vis omsorg for dig selv, når livet er svært
Guidet øvelse
Selvomsorg giver dig styrke
Måske synes du, det virker mærkeligt, eller endda en smule egoistisk, at skulle drage omsorg for dig selv. Men der er faktisk en god grund til, at det giver mening.
Forskning viser nemlig, at vi får lettere ved at håndtere modgang, finde gode løsninger og komme ovenpå igen, når vi forholder os venligt til os selv.
Og der er også en del forskning, der viser, at selvkritik ikke virker motiverende, men tværtimod gør os modløse og opgivende.
Det er med andre ord langt fra ligegyldigt, hvordan du taler til dig selv.
Livet går op og ned – for os alle sammen
Nu ved du, hvorfor det giver mening ikke at være så hård ved dig selv.
Men vi ved godt, at det ikke bare lige er noget man laver om på. Slet ikke, hvis du længe har gået og været hård ved dig selv.
Noget af det smarteste, du kan minde dig selv om, hvis du har en tendens til at være hård ved dig selv er, at mange andre også har det svært i perioder.
For vi har en tendens til at se modgang som en fejl. Faktisk endnu værre … Som vores egen fejl.
Og på den måde gør vi det endnu sværere for os selv at være i det.
Men modgang og nedture er ikke fejl. Nogle gange går livet op. Andre gange går det ned. Og sådan er det for os alle sammen.
I videoen herunder fortæller Ene Ravn, hvorfor det er godt at huske på, at du ikke er alene om at have det svært.