Har du tit minus på kontoen for dit mentale overskud? Her får du en teknik, der kan give mere overskud og mindre pres i dit liv.
Mange af os har det med at stille høje krav til os selv og køre super hårdt på, så vi helt glemmer at mærke efter, hvordan vi har det.
Vi tænker, at vi bare skal knokle derudaf og tage os sammen. Dag ud og dag ind.
Alt imens vores batterier bliver mere og mere flade, så vi bliver mere og mere pressede, og det gør os mere og mere modløse.
Kender du det? Og ved du, at det kan gøre dig stresset?
Her får du en teknik, der hjælper dig med at undgå at havne der og i stedet få en bedre balance i dit eget energiregnskab.
Teknikken går kort fortalt ud på, at du øver dig i at lægge mærke til, hvilke aktiviteter i hverdagen der dræner dig for energi, og hvilke aktiviteter der giver dig mere energi.
Undgå minus på kontoen
Du kan tænke på det som et regnskab, hvor det er vigtigt, at der ikke er flere udgifter end indtægter, for så ender det med minus på kontoen.
Det er det samme med dit personlige energiregnskab.
Aktiviteter, der tager energi, kan fx være at tage i skole, lave afleveringer og lektier, tage på arbejde eller rydde op og holde orden i dine ting.
Aktiviteter, der giver dig energi, kan fx være en gåtur i skoven, at lytte til en god podcast, at gå til sport eller en tur i byen.
Et helt normalt liv kræver, at du gør begge dele. Og det er sådan, det skal være.
Men det er vigtigt, at der er en god balance mellem det, der tager energi, og det, der giver energi, for ellers ender du med at blive alt for presset.
Lav dit eget energiregnskab
Hvordan gør du så helt konkret, hvis du vil have et overblik over dit energiregnskab?
Det får du en metode til her:
1. Få overblik over din dag
Først skal du finde et stykke papir og noget at skrive med i to farver.
Så skriver du alle de ting ned, du har lavet i løbet af i dag.
Listen må gerne være ret detaljeret, så der fx står: Stå op, tage bad, tage tøj på, spise morgenmad, cykle i skole, dobbeltlektion i matematik, elevrådsmøde i frikvarteret, osv.
2. Skriv ned, hvad det giver og koster af energi
Når du har fået overblik, så skal du ud for hver aktivitet skrive ned, hvad det har givet dig af energi med den ene farve, og hvad det har kostet af energi med den anden farve.
Brug en skala fra 1-5. Giv aktiviteten 1, hvis den giver lidt energi eller den koster dig lidt energi. Og giv aktiviteten et 5-tal, hvis den giver dig meget energi eller koster dig meget energi.
Husk, at en aktivitet sagtens både kan give dig energi og koste dig energi på samme tid.
Det kan fx være, at du har skrevet ‘fodboldkamp’ på listen. Det koster energi at komme derhen og spille kampen.
Men det giver også energi at være sammen med vennerne og have det sjovt. Måske hænger I også ud bagefter.
Derfor skal du give to tal ud for hver aktivitet, så du får et overblik over, om aktiviteten har givet mere energi end den har kostet.
3. Regnskabets time
Så er vi kommet til den mest spændende del. Det er nu, du skal regne ud, hvad den samlede score er i dit energiregnskab.
Det gør du helt simpelt ved at lægge scoren sammen for alle de aktiviteter, der giver energioverskud. Og det samme for aktiviteterne, der giver underskud.
Er der mest overskud eller underskud på din konto
Planlæg efter energiregnskabet
Det smarte ved energiregnskabet er, at du lige så stille får et overblik over, hvordan dit samlede regnskab ser ud.
Prøv fx at lave det hver dag i en uge. Og skriv alle de aktiviteter ind, du allerede nu ved, du skal lave i den pågældende uge.
Hvis du opdager, at der er dage med underskud, så kan du forsøge at rykke rundt på aktiviteter, så du får bedre balance netop den dag.
Eller du kan planlægge den efterfølgende dag, så du kan rette op på energiunderskuddet med ting, der giver dig energi.
Selvfølgelig vil du ind imellem opleve, at der er perioder, der kræver meget energi, og dage, hvor du er fuldstændig mast og helt presset. Det kan du ikke undgå.
Men med et overblik over, hvad der giver og tager din energi, så ved du også, hvad du så kan gøre for at lade op.
Det kan give dig mindre stress og pres i din hverdag.