Jeg har altid set søvn som noget praktisk, der bare skulle overstås

Jeg havde en lang periode som barn, hvor jeg sov dårligt. Jeg kunne ligge vågen hele natten og bare stirre ud i mørket, uden søvnen kom. Til sidst sendte mine forældre mig til en søvnterapeut. Han forklarede, at mange oplever det samme, og at vi måtte finde ud af, hvad der virkede for mig.

Dengang føltes det ikke som et stort problem – ud over at være træt dagen efter. Men på efterskole gik det for alvor op for mig, hvor meget søvn betyder. Jeg faldt i søvn til morgensamlinger, mistede fokus i undervisningen og endte med at tage middagslure, fordi alle indtryk udmattede mig. Når jeg først lagde mig om aftenen, sov jeg.

Jeg har gået i søvne, så længe jeg kan huske, især i perioder med stress. Det føles som at sove halvt. Rutiner har hjulpet: At gå i seng på samme tid og bruge sengen kun til at sove i. Nogle gange står jeg op, laver te og “går i seng” igen – som for at nulstille kroppen.

Jeg har altid set søvn som noget praktisk, der bare skulle overstås. Jeg får energi om aftenen, så det føltes næsten forkert at afbryde det for at sove. Nu prøver jeg at være mere mild med mig selv. Søvnterapeuten sagde, at det er normalt at sove dårligt. Det tog presset af. Så blev det ikke et nederlag – bare noget, man kan arbejde med.

Når jeg ikke kan sove, spiller jeg tit musik eller lytter til noget roligt – ofte binaural beats. Jeg ved ikke, om det virker eller om det er placebo, men det samler mig og giver ro.

Det, der har været sværest, er følelsen af at være alene om det. At ligge vågen og tro, at det kun er mig, der ikke kan finde ro. Men nu ved jeg, at vi er mange, der kæmper med det. Og det i sig selv gør det lidt lettere at falde i søvn.