Jeg er med i en venindegruppe. Men jeg føler ikke, jeg er med til at bestemme, hvad vi skal lave. Jeg er begyndt at sige fra, men jeg er bange for at miste dem

Hej Mindhelper.

Jeg er med i en venindegruppe på 4. Føler ikke jeg er med i gruppens beslutninger om ting vi skal; Caféture, fester osv. og at jeg bare skal følge trop. Jeg er begyndt at sige fra da jeg ikke har lyst til diverse ting, men er bange for at miste mine veninder pga. det. Jeg ser ikke frem til at mødes med dem på samme måde jeg gjorde engang, og er begyndt at skille mig mere ud ift. de andre. Hvordan retter jeg op på venskabet?

(Pige, 17 år)


Kære 17 årige pige

Det lyder bestemt ikke særligt fedt, at du ikke føler, at du er med i din venindegruppes beslutninger om, hvad I skal lave. Så jeg er glad for, at du har skrevet ind og delt dine tanker.

Flot, at du siger fra

Jeg synes, at det er rigtigt flot, at du er begyndt at sige fra overfor dine veninder. Det er nemlig så vigtigt at passe på sig selv. Og respektere det, hvis man kan mærke, at der er noget, man bare ikke har lyst til at gøre. Det er bestemt ikke altid nemt lige at få det gjort, fordi man kan komme til at frygte, at man mister sine veninder af det. Præcis, som du beskriver. Og det er fuldstændigt normalt at have det sådan, når man siger fra. Mennesker er nemlig flokdyr og vil derfor rigtigt gerne passe ind i en gruppe. Og derfor kan det føles rigtigt svært at sige fra, når resten af gruppen ellers var blevet enige. Men det er rigtigt vigtigt, at man gør det. Man respektere nemlig sig selv, når man siger fra overfor noget, man ikke har lyst til. Så husk lige at ros dig selv for, at du faktisk siger fra. For det er bestemt ikke nemt.

Er I vokset fra hinanden?

Jeg kommer til at tænke på, om du har tænkt over, at I måske kan være vokset fra hinanden? Det sker nemlig nogle gange, når man bliver ældre, at ens interesser ændrer sig. Og man glider fra sine veninder, fordi man ikke længere har så meget tilfælles. Og så er det måske på tide at lære nogle nye mennesker at kende. Det er drønærgerligt, og det kan være rigtigt svært. For det er jo stadig nogle mennesker, som man er rigtigt glad for. Og som man ofte har mange gode minder sammen med, som kan være rigtigt svære at give slip på. Men jeg ved ikke, om der er noget af det, du kan genkende?

Snak med dine veninder

Du spørger, hvordan du kan rette op på jeres venskab? Og her tænker jeg, at det bedste, du kan gøre, er at få løst konflikten med dine veninder. Det gør du bedst ved at snakke med dem om, hvordan du har det. Fortæl dem, at du føler, at du ikke er særligt meget med til at bestemme, hvad I laver sammen. Og at det ikke er særligt rart for dig. Fordi mange af de ting, der bliver aftalt, faktisk er ting, du ikke har særligt meget lyst til. Det kan nemlig være rigtigt svært for dine veninder at vide, hvordan du har det. Men hvis du fortæller dem det, kan I sammen finde ud af, hvordan I kan løse problemet. Så du kan komme til at føle, at du også er en del af de beslutninger, der bliver taget i gruppen.

Tag en snak med nogen andre

Til sidst tænker jeg på, om du har prøvet at fortælle nogen andre om, hvordan du har det med din venindegruppe? For eksempel dine forældre? Hvis ikke du har det, synes jeg, du skal prøve at gøre det. Det kan nemlig være rigtigt rart at få talt med nogen om, det man går og tumler med. Tingene bliver nemlig tit lidt mindre, når man får sagt dem højt. Og så kan det jo også være, at dine forældre har oplevet at stå i en lignende situation engang. Og kan give dig nogle gode råd til, hvad du kan gøre.

Jeg håber, at mit svar har givet dig lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg fingre for, at du finder ud af det med dine veninder. Så du ikke skal gå og føle dig udenfor i de beslutninger, der bliver taget.

De bedste hilsner fra en Mindhelper