Hej


Jeg er en pige på 17-år – snart 18 – som er meget ked af det. Jeg gik på et gymnasie i 1.g, som jeg følte mig meget ensom på og følte at jeg intet tilfælles havde med min klasse.
Jeg skiftede derfor og jeg har nu gået på et andet gymnasium i 2.g fra sommerferien indtil nu.
Jeg føler mig også her allerede nu meget ensom og går alene, selvom jeg har mere tilfælles med disse mennesker. Der er sket konflikter i klassen, som har gjort at mange er blevet sure på hinanden – og også mig, pga en misforståelse – men efter alle disse rygter, trækker folk sig fra mig og ingen gider at være sammen med mig mere. Jeg ved også at jeg bliver bagtalt.
Jeg har snakket med studievejledere og lærer men intet af det hjalp og jeg bliver stadig holdt kraftigt udenfor selvom at jeg også selv har snakket med klassen og prøvet at forbedre ting.
Jeg er meget ked af det og overvejer at droppe ud og skifte til en ny 2.g – men det også hårdt at starte forfra igen – eller arbejde indtil sommerferien og lave noget andet derefter.
Men er det en god idé her i 2.g? Har i nogle gode råd? Fordi jeg går meget uden nogen venner og laver heller ikke så meget i hverdagen eller i weekenden.

Mvh mig

(17 år)


Kære Dig

Det lyder rigtig hårdt, at du ikke har det godt i klassen og føler dig ensom. Det kan være rigtig svært, når man ikke har det godt på gym. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind. For det skal du bestemt ikke gå med alene. 

Det gør ondt at blive holdt udenfor

Du skriver, at du bliver holdt udenfor, og at de andre i klassen bagtaler dig. Det lyder hammer svært. For det er super ubehageligt at være den, som bliver holdt udenfor og bagtalt. Derfor er det heller aldrig okay at andre behandler en på den måde. 

Vi mennesker er flokdyr, og derfor bliver vi også rigtig kede af det, når vi bliver holdt udenfor. Det er noget som sidder i os helt tilbage fra dengang, hvor vi boede ude i vildmarken. Der var det nemlig super vigtigt, at være del af flokken, så man ikke blev efterladt alene til at kæmpe mod vilde rovdyr. Og derfor var den ubehagelige og svære følelse, som popper frem når man bliver holdt udenfor smart, for den fik os til at søge tilbage mod flokken. Og selvom vi ikke længere lever i risiko for at blive spist af vilde dyr, så sidder det stadig i os. Derfor er det også helt naturligt, at du bliver ked af det, og synes det er mega svært, når de andre i klassen holder dig udenfor og bagtaler dig. 

Mærk efter

Du skriver, at du overvejer at droppe ud og skifte til et andet 2.g eller arbejde indtil sommeren. Når man går og er ked af det og har det svært i den klasse som man er i, er det helt naturligt, at overveje om det måske er bedre at stoppe og skifte til noget andet. Så man ikke skal blive ved med at være i noget, som gør en rigtig ked af det. Du skriver samtidig også og spørger om det er en god ide at skifte. Jeg kan sagtens forstå, at du kan komme i tvivl, og at det kan være svært at finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre. Men det er kun dig som ved, hvad der er det rigtige for dig. For det er kun dig som kan mærke, hvordan det føles. Og du skal vide, at det er helt okay at stoppe, hvis du kan mærke at det er det, som er det rigtige. For man behøver ikke blive ved med at gå i en klasse, hvor man bliver holdt voldsomt udenfor, og er rigtig ked af det. Samtidig skal du også vide, at det er helt ligeså okay at blive og forsøge at løse konflikterne og få det bedre, hvis det føles rigtigt. 

Sommetider kan det hjælpe lidt at lave nogle tankeeksperimenter. Du kan fx prøve at forestille dig at du blev på skolen og spørge dig selv “hvordan føles det?”. Giver det en rar eller svær følelse?” Og også prøve at forestille dig, at du arbejder eller går et andet sted om et halvt år – hvordan føles det? Ofte kan det første svar som popper frem, når man spørger sig selv om det, nemlig hjælpe en med at mærke, hvad der er det rigtige. 

Bliv ved med at række ud 

Du skriver, at du har snakket med både din lærer og studievejleder, men at det ikke hjalp. Det kan være mega frustrerende, når man rækker ud efter hjælp, men ikke oplever, at man egentlig får det ud af det, som man gerne vil have. Men jeg synes alligevel, at du skal have ros med på vejen. Du har nemlig gjort det helt rigtige. For vi mennesker er ikke skabt til at klare alt det svære alene. Vi er skabt til at have brug for hjælp, når livet er svært. 

Derfor skal du også blive ved med at snakke med dem omkring om, hvordan du har det. For selvom det ikke er sikkert, at den anden person kan løse problemet, så oplever langt de fleste, at alt det svære bliver lidt lettere, når man får luft for sine tanker og følelser. 

Snak med en studievejleder om mulighederne

Jeg tænker også, at det måske kunne være rart for dig at finde ud af, hvilke muligheder der er for både at skifte til et andet gymnasie og for at stoppe og arbejde indtil sommeren. For der er heldigvis rigtig mange andre muligheder, hvis et STX-gymnasium ikke er det rigtige for en. Der findes fx HF og HF-enkeltfag. Så selvom man stopper på STX, kan man sagtens få en gymnasial uddannelse en anden vej. Og lige netop det med uddannelse og hvilke muligheder der er, ved studievejledere rigtig meget om. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en rigtig god ide, at du snakkede med din studievejleder om, hvilke muligheder der er. Og jeg ved godt, at det måske ikke føles mega fedt at skulle tage fat i studievejlederen, når du ikke synes, at det hjalp sidste gang. Men jeg tænker alligevel, at det kunne være rigtig godt, at du gjorde det. For det kan måske være med til at give dig lidt ro.

Kan du søge fællesskaber andre steder? 

Du skriver, at du går meget uden nogen venner og ikke laver så meget i hverdagen eller weekenden. Når jeg læser dit brev, synes jeg, at det lyder til, at du godt kunne tænke dig at lave nogle flere ting og have nogle flere venner. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du kan søge fællesskaber andre steder? Har du en hobby eller noget andet, som du godt kan lide at lave? For der findes rigtig mange forskellige fællesskaber, som man kan blive en del af i fritiden. Nogle spiller fodbold, andre går ture, og nogle helt tredje laver noget andet sammen. Og det kan være en rigtig god måde at være sammen med andre og lære nye mennesker at kende. For ofte er det lidt lettere, når man er fælles om noget. Hvis du tænker, at det godt kunne være noget for dig, vil jeg anbefale dig at google lidt rundt. For så kan man finde en klub eller et fællesskab for næsten alt.

Du kan også tage et kig i vores artikel om at lære nye mennesker at kende. I den står der nemlig en masse gode råd til, hvordan man finder nye venner. Så jeg tænker, at der måske også er noget i den, som er hjælpsomt for dig.  

Ventilen 

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon kender Ventilen? Ventilen er et tilbud til unge som føler sig ensomme. Det er et sted, hvor man kan komme og møde andre unge, som også kæmper med ensomhed. De laver en hel masse fede aktiviteter bl.a. tager de på ture, laver mad og spiller spil. Og de frivillige i Ventilen sørger altid for, at det er et sted, som er rart og at alle er med. Derfor kan det også være et rigtig rart sted at møde nye mennesker. Det kan også være en rigtig god hjælp ud af ensomheden. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i. 

Det kan være mega hårdt, når man bliver holdt udenfor og ikke har det godt i klassen. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar som er hjælpsomt for dig. Jeg sender de varmeste tanker din retning og håber, at du får mærket efter, hvad der er det rigtige for dig.

De bedste hilsner fra en Mindhelper