Hej Mindhelper.
Det er sådan at jeg i 8 klasse havde en meget god veninde. Jeg startede så på efterskole i 9 og så er hun begyndt at ignorere mig. Hver gang jeg spørger om hun kan være sammen eller om vi skal mødes, så kan hun aldrig og jeg har også prøvet at hun havde sagt at hun skulle noget, men at hun så ikke skulle noget. Jeg har før haft problemet med at hun har afvist mig og hun har tit valgt andre frem for mig.
Hvad skal jeg gøre?
Jeg vil gerne snakke med min veninde igen, men jeg føler ikke at hun gider mig.
Hilsen den meget forvirrede og fortabte pige.
(Pige, 15 år)
Kære den meget forvirrede og fortabte pige
Øv altså, det er super ærgerligt, når der er problemer i ens venskaber. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker med os.
Når hverdagen ændrer sig
Det er super ærgerligt, når venskaber begynder at gå i stykker. For man er måske rigtig glad for den ven/veninde, og vil ikke miste ham/hende. Men det kan være rigtigt svært, at holde fast på en veninde, hvis de ikke også prøver. Jeg ved jo ikke præcis hvorfor, at din veninde er begyndt at ignorere dig. Måske har din veninde lidt svært ved at acceptere, at du er begyndt på efterskole? Nogle gange kan det være svært, at få et venskab til at fungere, når man ikke ses til hverdag, som man plejer. Fordi der nogle, der synes det er for svært at holde fast i venskabet, når det kræver lidt mere planlægning. Derfor synes jeg også det lyder til, at du har gjort det helt rigtige. Du har skrevet til hende og prøvet at lave aftaler med hende, men hun ignorerer dig faktisk alligevel.
Vil du stadig gerne være veninder med hende?
Du skriver, at du før har prøvet, at hun har ignoreret dig, og valgt andre over dig. Det får mig til at tænke på, hvorfor du gerne vil blive ved med at være veninder med hende? For det lyder ikke særligt rart, at blive ignoreret. Når man har et venskab, så skal der helst være balance, for at det fungerer godt. Med det mener jeg, at det ikke kun bør være dig, der skal skrive til hende, for at få venskabet til at fungere. Det bør være sådan, at i begge to skriver til hinanden og glæder jer til at ses. Det virker ikke til, at din veninde rigtigt gider at gøre det. Derfor tænker jeg også, at hun måske ikke er så god en veninde for dig længere. Det er super ærgerligt, og kan gøre rigtigt ondt. Men du fortjener at have gode veninder, som vil dig lige så meget, som du vil dem. Måske har du fået sådan nogle veninder efter du er begyndt på efterskole? Hvis du har det, så synes jeg, at du måske hellere skal bruge din energi på dem i stedet.
Snak med hende om det
Hvis du tænker, at du godt vil give venskabet en chance mere, er du nok nødt til at snakke med din veninde. Du er nødt til at finde ud af, om der er sket noget mellem jer. Måske er der noget, der har gjort, at hun trækker sig? Du må prøve at finde ud af, om hun stadig har lyst til at være veninder. Det er selvfølgelig lidt svært, hvis hun ikke vil mødes dig i øjeblikket. Men måske du kan skrive en sms til hende? Jeg synes du skal prøve at læse denne artikel omkring at håndtere sine konflikter. Den kommer med nogle rigtigt gode råd til, hvordan man kan snakke sammen, uden at det ender i et kæmpe skænderi.
Du kan måske starte sms’en med at skrive “Jeg savner dig rigtigt meget, og ville høre, om vi måske kunne skrive lidt sammen om, hvordan det går med os som veninder?”. Så kan det være hun skriver “Ja det vil jeg gerne”, og så kan du jo prøve at sige til hende på en pæn måde, at du oplever, at hun ignorere dig. Hvis hun skriver “nej, det har jeg ikke lige tid til” – jamen så kan det altså godt være, at hun ikke er så interesseret i at være veninder mere. Og det er rigtigt ærgerligt, men samtidigt fortjener du også, at bruge din tid på nogle veninder, som helt vildt gerne vil være veninder med dig.
Snak med dine andre veninder
Det kan gøre rigtigt ondt, når der er problemer i ens venskaber. Derfor kan det også være en god idé, at dele sine tanker med nogle andre. Det kunne eksempelvis være nogle andre veninder. Så kan de støtte dig igennem den svære tid, og lave en masse hyggelige ting sammen med dig, så du kan tænke på noget andet. Det kunne måske være en god idé for dig?
Det er så mega svært, når venskaber begynder at gå i stykker – især hvis man selv rigtigt gerne ville have, at man skulle blive ved med at være veninder. Derfor er det vigtigt, at man deler sine tanker med nogle andre – venner, familie eller nogle helt andre.
Jeg håber du har kunne bruge mine råd til noget. Og så krydser jeg fingre for, at der snart kommer ro på igen, så du ikke behøver føle dig forvirret eller fortabt længere.
De aller varmeste hilsner fra en Mindhelper