Hej Mindhelper
Hvad skal man gøre hvis at man lige har mistes sin bedste kammerat, og der er ingen der vil være sammen med dig?
(13 år)
Kære Du
Det kan være mega hårdt, når man mister en god kammerat. Derfor er jeg glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker.
Når et venskab slutter
Når man mister et venskab, som har betydet meget for en, gør det ondt. Og man kan tit føle sig lidt fortabt i tiden bagefter. For så skal man måske pludselig til at finde nogle andre at være sammen med. Og hvis man ikke lige synes man kan finde nogen, kan man hurtigt komme til at føle sig ret alene. Og det er en rigtig ubehagelig følelse. For vi mennesker har allesammen brug for at føle, at vi er en del af noget, sammen med andre.
Det er normalt
Men du skal vide, at det er helt normalt, at føle sig lidt alene, når man lige har mistet en god kammerat. Og det kan godt tage lidt tid, at finde nogle nye venner at være sammen med. Derfor kommer jeg også til at tænke på, hvordan du oplever, at folk ikke vil være sammen med dig?
Jeg spørger fordi, at vi mennesker nogle gange kan føle, at andre ikke gider at være sammen med os, selvom det måske ikke er sådan i virkeligheden. Det ved jeg ikke om er sådan for dig, men hvis man for eksempel har været vant til altid at gå sammen med en kammerat. Og de andre i ens klasse, er vant til at gå sammen med nogle andre. Så er det ikke altid, at de lægger mærke til, at man måske ikke lige har nogen at være sammen med, når man ikke længere er venner med kammeraten. For så kan de andre måske tænkte: “Nå ja, Jeppe plejer jo altid at gå sammen med Silas, så vi smutter bare ned i gården, uden at spørge om han vil med”. I sådan en situation er det ikke sikkert at det handler om, at de ikke vil have en med. Men så er det fordi, de ikke tænker over det. Giver det mening?
Opsøg de andre
Så hvis det mest er en følelse, det her med, at de andre ikke vil være sammen med dig. Så tænker jeg måske, at det kunne være en ide, at prøve at opsøge dem lidt mere. Altså for eksempel gå hen og prøve at tale med dem i et frikvarter. Eller høre dem ad, om de vil spille fodbold, kigge på youtubevideoer, eller noget helt tredje. For så kan det være, at i måske kan lære hinanden lidt bedre at kende.
Det behøver heller ikke være nogen fra din egen klasse, men måske er der nogle fra en parallelklasse, eller en fra en anden årgang, der kunne være fed at lære at kende. For selvom det måske kan virke lidt grænseoverskridende at gå hen til en, man ikke kender så godt. Så er der mange der bare synes, det er fedt, at der er en anden, der gerne vil være venner. Og hvis man ikke giver det et skud, finder man måske aldrig ud af, om det kunne være blevet en ny god kammerat.
Mød nye mennesker
Det kan også være en ide, at prøve at møde nye mennesker, andre steder end på ens skole. Det kan for eksempel være til en fritidsinteresse. For det kan være et super godt sted, at møde nye mennesker. For så har man allerede, en ting til fælles. Og der er også ofte nogle søde voksne, som sørger for, at alle er med i fællesskabet. Så måske kunne det være en mulighed?
Du kan også tage et kig på vores artikel om at møde nye mennesker. Her er der lidt tips og tricks, som kan være rare at have med i tasken, når man skal ud og lære nye mennesker at kende.
Tal med en lærer
Hvis du ikke føler, at der er nogen der gider være sammen med dig i skolen. Så kan det være en god ide, at tale med en lærer om det. For det er ikke okay, at blive holdt udenfor. Og ligesom lærerne skal sørge for at undervise eleverne, så skal de også sørge for at skolen er at rart sted at være. For det skal ikke være sådan, at der er nogen, der ikke har nogen at være sammen med ovre i skolen. Og de fleste lærere, vil rigtig gerne prøve at hjælpe en, hvis man kommer til dem.
Snak med dine forældre
Jeg kommer også til at tænke på, om du har talt med dine forældre om, at du ikke synes, at der er nogen, der gider være sammen med dig? For ellers synes jeg, at du skal prøve at gøre det. For det er ikke en følelse du skal gå med alene. Og det kan sommetider gøre det som er svært, lidt lettere at gå med, hvis man får talt med nogen om det.
Børnetelefonen
Når man går og tumler med nogle svære ting, kan man altid ringe til Børnetelefonen. Børnetelefonen hjælper hver dag, både børn og unge, som har det svært. De er super søde og dygtige, og de vil altid prøve at hjælpe, så godt de kan. Du kan både ringe, skrive og chatte med Børnetelefonen. Så dem kan jeg varmt anbefale.
Det er mega hårdt, at miste en god kammerat. Derfor håber jeg meget på, at der er noget i mit svar du kan bruge. Og så krydser jeg fingre for, at du snart finde nogle nye mennesker at være sammen med.
De bedste hilsner fra en Mindhelper