Hej Mindhelper
Jeg ved ikke rigtig om man kan kalde det et spørgsmål, det er nok lidt mere et behov for rådgivning. Det er helt okay hvis i ikke kan hjælpe mig med det.
Jeg er bange for at jeg har depression, jeg har haft det virkelig skidt siden januar 2018, men jeg tror at ting begyndte at gå ned ad bakke for mig allerede i maj 2017
Jeg føler at jeg ikke rigtig har været mig selv, eller den jeg var engang. Jeg har de fleste symptomer på depression.
Mit problem er at jeg ikke tør fortælle det til nogen. Ikke engang mine forældre. Jeg føler at der kun er en person jeg kan fortælle det til, men det ville ikke være fair overfor den person.
Jeg har virkelig overvejet om jeg skulle skrive at jeg tror at jeg har depression over SMS til min mor. Men jeg er bange for at hun bliver ked af det og føler sig som en dårlig mor. For det er hun overhovedet ikke. Jeg elsker hende.
Synes i at jeg skal skrive det til hende.
Jeg føler mig for svag til selv at kunne bedømme hvad der er klogt og hvad der er dumt.
Tak
Mvh Mig
(Pige, 14 år)
Kæreste du
Det lyder, som om du har det virkeligt svært for tiden. Så jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at skrive ind. Det betyder, at du opsøger hjælp. Det er bestemt ikke altid nemt, men det er første skridt på vej mod at få det bedre. Så det bare et flot og virkeligt vigtigt skridt du har taget.
Du har det svært
Du skriver, at du har næsten alle symptomerne på depression. Det er et tegn på, at det er rigtigt svært for dig lige nu. Og at du har rigtigt ondt indeni. Det er virkeligt ikke sjovt at gå rundt og have det sådan. Slet ikke, hvis man går rundt og har det svært helt alene. Og måske er lidt i tvivl om, om man skal fortælle nogen, hvordan man har det. Men når man har det rigtigt svært – ligesom dig – er det faktisk drønvigtigt, at man får det sagt til nogen. Når man går rundt med de svære ting for sig selv, har de det nemlig med at bygge sig op og komme til at fylde mere og mere. Men det kan man bryde ved at få det sagt højt. Så man kan få noget hjælp til at få det bedre. Det kan nemlig godt lade sig gøre at få det godt igen. Faktisk får langt de fleste det godt igen med den rigtige hjælp. Derfor er det så vigtigt, at du får fortalt nogen, hvordan du går og har det. Det kunne for eksempel være din mor.
Snak med din mor – eller skriv til hende
Du spørger, om du godt kan skrive til din mor, hvordan du har det. Og ja, det kan du godt. Det er nemlig som sagt virkeligt vigtigt, at du får fortalt nogen, hvordan du har det. Så du ikke skal gå rundt og have det svært helt alene. Det fortjener du nemlig ikke, for det er alt for hårdt. Og hvis det er nemmere for dig at skrive det, så kan du sagtens gøre det. Men det er vigtigt, at du gør det på et tidspunkt, hvor din mor har mulighed for at få fat i dig. For eksempel om aftenen, hvor I begge to er hjemme. Det er nemlig helt normalt, at man kan blive lidt bekymret, når nogen man holder af, har det svært. Så det er vigtigt, at din mor har mulighed for at snakke med dig, hvis hun bliver bekymret, når hun får din besked. Men det er så vigtigt, at du får det sagt til hende. Du skal nemlig ikke gå rundt og have det svært helt alene. Hvis du har lyst, kan du også prøve at læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Måske er der noget i den, du kan bruge?
Det er en tillidserklæring
Du skriver også, at du er bange for, at din mor kommer til at føle sig som en dårlig mor. Og sådan kan jeg virkeligt godt forstå, du har det. Og det kan måske godt være, at din mor kommer til at føle det engang imellem. Det er nemlig en helt normal reaktion, når man er pårørende til en, der har det rigtigt svært. Men jeg tænker også, at din mor bliver rigtigt glad for, at du fortæller hende, hvordan du har det. Det er nemlig en kæmpe tillidserklæring at fortælle, at man har det svært. Så ved at fortælle din mor, hvordan du har det, viser du hende faktisk, at hun er en rigtigt god mor. Det viser nemlig, at du har rigtigt meget tillid til hende, at du tør fortælle hende, at du har det svært. Hvis du har lyst, kan du jo også skrive det til hende i din besked, at du faktisk synes, at hun er en virkeligt god mor. Og at du fortæller hende det her, fordi du virkeligt har brug for støtte fra en, som du holder af. Det tænker jeg nemlig kun, hun bliver rigtigt glad for at høre. Og det kan måske hjælpe lidt på din egen bekymring for, om hun kommer til at føle sig som en dårlig mor?
Tag fat i Headspace
Nogle gange kan det være nemmere at starte med at snakke med nogen, man slet ikke kender. Hvis du har det sådan, kan du tage fat i Headspace. I Headspace sidder en masse søde og dygtige rådgivere klar til at snakke med dig. De frivillige rådgivere er klar til at snakke med dig om lige netop det, der fylder hos dig. Rådgiverne har snakket med en hel masse unge, der har haft en masse forskellige problemer. Så de er vant til at snakke med unge, der har det svært. Du kan desuden være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det. Så du kan trygt tage fat i Headspace og høre dem, om ikke de har nogle råd, du kan bruge?
Din læge kan hjælpe
Det lyder, som om du har haft det svært længe nu. Og det er ikke meningen, man skal gå rundt og have det rigtigt skidt alt for længe ad gangen. Derfor tænker jeg også, det ville være en rigtigt god idé at tage en snak med din læge. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe dig, når det gør rigtigt ondt indeni. Og din læge vil kunne hjælpe dig med at finde ud af, hvor du bedst kan få hjælp henne. Så du kan få det bedre igen.
Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og så krydser jeg virkeligt bare alt, hvad jeg kan for, at du får noget hjælp. Så du kan få det godt. Det kan nemlig godt lade sig gøre at få det godt igen.
De allerbedste hilsner fra en Mindhelper