Hej.
Jeg lever en hverdag, hvor jeg går og er meget trist. Har lige lyttet til jeres fil med 10 gode råd og gør faktisk flere af dem i hverdagen, dsv uden at give pote. Grunlaget for min tristhed er at gennem de seneste 3,5 års tid, har mistet 6 familiemedlemmer, haft en personlig situation gennem 2021, hvor jeg nærmest hele året igennem kom hjem til skuffede forældre. Den dag idag oplever jeg dsv også mine forældre der tit skændes. Så jeg ville høre om i havde nogen gode råd, der kunne få mig tilbage på sporet igen.
MVH
(20 år)
Kære Du
Det lyder til, at tristheden fylder meget hos dig. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og fortalt om det. For det skal du bestemt ikke gå med alene.
Det giver mening
Du skriver, at du gennem de sidste 3,5 år har mistet seks familiemedlemmer og haft en personlig situation. Det lyder som mange svære ting på kort tid. Derfor tænker jeg også, at det er helt naturligt, at det påvirker dig og at tristheden fylder lige nu. For når man har mistet så mange, så er det helt normalt at sorgen popper frem. Og når man oven i hatten også selv har haft noget at kæmpe med samtidig, så kan de svære tanker og følelser godt komme til at fylde meget. Men selvom det er sådan lige nu, så skal du vide, at det godt kan blive bedre. De fleste mennesker oplever at have svære perioder, og heldigvis får langt de fleste det også godt igen.
Du har allerede taget nogle vigtige skridt
Du skriver også, at du har lyttet til vores 10 gode råd til, hvad man kan gøre når tristheden fylder, og at du også gør flere af tingene i hverdagen. Det skal du have kæmpe ros for. For det er mega sejt, at du gør noget for at få det bedre. Og derfor kan jeg også godt forstå, at det kan være frustrerende, når du oplever, at det endnu ikke har givet pote.
Nogle gange, når tristheden fylder meget, så kan det godt tage lidt tid inden de gode ting, som man gør, begynder at virke. Derfor er det også normalt, at man måske skal gøre tingene i lidt tid, før man mærker en forskel. Og bare det, at du lytter til filen og begynder at gøre nogle af tingene er et skridt i den rigtige retning. Så bliv endelig ved med det.
Giv plads til de svære følelser
Når man har oplevet de ting, som du beskriver, er det helt naturligt at være trist. Derfor tænker jeg også, at det er en god ide at give plads til de svære tanker og følelser. For hvis man hele tiden fx prøver at skubbe dem væk eller komme af med dem, kan de nogle gange komme til at fylde endnu mere. Du kan forestille dig en gryde, der koger helt vildt, hvor man kæmper og kæmper for at holde låget på gryden. Og det tærer på alle ens kræfter. Derfor er det også nogle gange bedre at løfte låget af gryden og lade det koge i stedet for at kæmpe for at holde det nede. For ofte kan det være rigtig lettende og forløsende at give plads til de svære tanker og følelser, og tit kan det også tage lidt af luften ud af dem, når de får lov til at være der.
Lav noget du synes er rart
Når man går gennem en svær periode, kan det også være en rigtig god ide at gøre nogle af de ting, som man synes er rare. Det kan fx være at gå en lang tur, bage eller noget helt tredje, som du godt kan lide at lave. For når der ikke er så meget overskud og tristheden fylder, kan det være godt at lave nogle af de ting, som også lader ens batterier op og ikke kun “skal-ting”, som dræner en endnu mere.
Så er der noget, som du godt kan lide at lave, som du kan prioritere i den næste tid?
Fortæl dine forældre, hvordan du har det
Du skriver også, at du i dag desværre oplever at dine forældre tit skændes. Det er ikke rart, når ens forældre skændes meget. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god ide at du fortalte dem, at du ikke har det godt med, at de skændes så meget, og at det gør dig ked af det, når du føler, at du skuffer dem. For så kan det være, at I kan få en god snak om det, og finde ud af, hvad I kan gøre, så det bliver rart for alle tre at være derhjemme. Hvis du synes, at det er svært at få sagt til dine forældre, kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man kan tage hul på snakken.
Snak med nogen om det
Jeg kommer også til at tænke på, om du har snakket med nogen om, hvad der er sket de sidste 3,5 år, og om hvordan du har det? Hvis du ikke har, så tænker jeg nemlig, at det kunne være en rigtig god ide at gøre. For det er alt for hårdt at gå med de tunge tanker og følelser helt alene.
Det kan fx være en god ven, en bedsteforældre eller en helt tredje, som du er tryg ved. Det vigtige er nemlig ikke, hvem du snakker med. Det vigtige er, at du ikke går med alle de svære tanker og følelser alene.
De vil altid gerne lytte hos Headspace
Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Hos dem sidder der nemlig en hel masse rigtig søde og rare frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, når man er ramt af tristhed. Og de sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspace centre i de fleste større byer, og ellers kan du også altid fange dem på chat. Så dem kan jeg varmt anbefale dig at tage fat i.
Det er hammersvært, når tristheden fylder meget. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.
De bedste hilsner fra en Mindhelper