Hej Mindhelper

I starten af december fik en depression. Jeg får ingenting ud af psykologsamtaler og de støttende samtaler jeg får i psykiatrien. Jeg magter ikke at arbejde med noget, så min psykolog kan ikke gøre så meget. Jeg går normalt på efterskole, men har ikke rigtig gået i skole siden dec. Har også været hjemme efter at have spist overdosis salt. Var tilbage på skolen et par dage sidste uge, men det gik ikke. Jeg ender med at isolere mig, og på skolen er der ikke en forælder, der hiver mig ud af sengen. Jeg hader alting. Min mor har siden januar snakket om at hun kan se det går fremad. Men jeg kan ikke mærke det, så jeg tror ikke på hende længere. Jeg er bange for, om det er begyndt at blive værre denne her uge. Jeg har også planer om selvmord, som jeg har udsat mange gange. Hvornår er det slemt nok til at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse? Jeg kan ikke mærke mig selv, så jeg ved ikke om jeg kommer til at begå selvmord i morgen eller ej. Mine forældre passer på mig, men det kan de ikke konstant, og jeg ved aldrig, om jeg kan passe på mig. Jeg er bange for om jeg gør noget, om mine forældres ansvar er for stort. Ingen kan fortælle mig hvornår det her går over, og jeg kan snart ikke mere.

(17 år)


Kære Du

Det er rigtig hårdt at være dig for tiden. Derfor er jeg mega glad for, at du har skrevet herind til os. Det er det helt rigtige, du har gjort.

Depression og selvmordstanker

Du skriver, at du har en depression, og at du er bange for, at det begynder at blive værre. Det kan være rigtig tungt at kæmpe med en depression. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du synes at det er svært at være i lige nu.

En depression kan nemlig fungere lidt ligesom, at have et par farvede briller på. Verden er egentlig den samme, men alting virker trist og gråt gennem brillerne. Derfor fylder tunge tanker også tit meget, når man er deprimeret. Og måske kan man komme til at tvivle på, om det nogensinde vil blive bedre. Det tror jeg, at mange unge, som har haft en depression, kan genkende.

Andre svære tanker, som kan krybe sig ind når man har en depression, er selvmordstanker. Selvmordstanker er et tegn på, at man har det svært, og at man måske ikke kan se sig ud af ens situation. Så kan selvmord nemlig komme til at virke, som den eneste løsning. Derfor er der også mange unge som har selvmordstanker der fortæller, at det egentlig ikke handler om, at de har lyst til at dø, men at de bare gerne vil have det bedre. Kan du genkende det? Men selvmord er aldrig løsningen, for det er muligt at få det bedre.

Natten er altid mørkest, før daggry

Selvom det kan være svært at forstille sig når man står i det, så er det er muligt at komme ud af en depression. Og det er også helt normalt, at de svære tanker kan komme og gå i bølger. Så at man fx har uger hvor man får det værre. Det kan føles nedslående når man får det dårligere. Men tit betyder det, at man er blevet trukket helt ned med bølgen. Og så vil man som regel også opleve at bøgen vender, og at man bliver hevet lidt op igen, og får det bedre.

Tal med en voksen

Mit bedste råd til dig er, at fortælle en voksen, om dine selvmordstanker – fx dine forældre, en sød tante, eller en helt tredje. Selvmordstanker er nemlig aldrig noget, som du skal gå igennem alene.

Det er helt naturligt at synes, det er svært at fortælle sine forældre, om tankerne. Mange unge kan fx være bange for, om deres forældre bliver kede af det eller bekymrede. Hvis du har det sådan skal du vide, at det er helt okay, at bekymre sine forældre. Og de fleste forældre vil rigtig gerne vide, når man går og tumler med svære tanker. For så kan de støtte en, og være der for en, i det svære.

Hvis du gerne vil have lidt tips til, hvordan du kan åbne samtalen op, så kan du kigge på artiklen Guide til at tale med forældre om svære ting.

Fortæl det til psykologen eller psykiateren

Du skriver også, at du ikke føler, at du får noget ud af dine samtaler hos psykologen og psykiateren du går hos. Derfor kommer jeg til at tænke på, om du har fortalt dem, at du har det sådan? For ellers er det en rigtig god ide at gøre. Din psykolog og psykiater er der for at hjælpe dig, og derfor er det lige så vigtigt at få sagt, når noget ikke fungere, som når noget fungerer godt. For så kan psykologen og psykiateren bedre møde dig, der hvor du er lige nu, og hjælpe dig.

Det er også vigtigt, at du fortæller din psykolog eller psykiater, om dine selvmordstanker. Selvmordstanker er nemlig noget man skal have hjælp til. Og jeg tror, at både din psykolog og psykiater før har prøvet, at have en i behandling, som havde selvmordstanker. Derfor har de måske også nogle redskaber til, hvordan man bedst kan håndtere de svære tanker. Og så kan i sammen finde ud af, hvordan du bedst kan blive hjulpet.

Psykiatrisk akutmodtagelse

Du spørger også, hvornår selvmordstanker er slemme nok, til at ringe til psykiatrisk akutmodtagelse. Her vil jeg sige, at det altid er bedre, at ringe en gang for meget, end en gang for lidt. Så hvis du kan mærke at selvmordstankerne dukker op, og at du bliver bange for, om du kunne komme til at handle på dem, så skal du ringe til dem. Også selvom du måske stadig er i tvivl. Jeg har sat de regionale psykiatriske skadestuer ind herunder:

  • Region Syddanmark
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Esbjerg: 9944 6700
    Odense: 9944 9140 og 99 44 91 41
  • Region Midtjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    7847 0470
  • Region Nordjylland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnummer:
    Aalborg: 9764 3700
  • Region Sjælland
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Roskilde: Ring 1818 og tast 3
    Slagelse: Ring 1818 og tast 3
    Vordingborg: Ring 1818 og tast 3
  • Region Hovedstaden
    Psykiatrisk skadestues hjemmeside
    Telefonnumre:
    Glostrup: 3864 0671
    Amager: 3864 1650
    Ballerup: 3864 5003
    København: 3864 7360
    Nordsjælland: 3864 3200
    Bornholm: 3864​ 4050

Livslinien

Livslinien er også et rigtig god tilbud, hvis man har selvmordstanker. Hos Livslinien arbejder der nemlig nogle rigtig søde og dygtige folk, som altid er klar på at lytte. De taler hver dag med mennesker, som har det svært. Og de ved også godt, at det kan være et stort skridt, at ringe ind. Så de gør altid deres bedste for, at det skal være en god oplevelse, at snakke med dem.

Det er tungt at kæmpe med depression og selvmordstanker. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, som har været hjælpsomt. Jeg sender en masse varme tanker i din retning, og håber på, at du snart får det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper