Hej

Jeg har det super dårligt med mig selv og har været deprimeret on/off i flere år.. hvad gør jeg?

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det er super hårdt at gå rundt og have det svært med sig selv rigtigt længe. Så jeg er super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting.

Du kan godt få det godt igen

Det lyder ikke særligt rart, at du har haft det dårligt med dig selv og følt dig mere eller mindre deprimeret i så lang tid. For det er nogle super hårde ting at gå rundt og kæmpe med. Hvis man ikke bryder sig særligt meget om sig selv og har det rigtigt svært med sig selv, så kan det godt påvirke ens humør og gøre en rigtigt ked af det. Fordi det er så super hårdt at gå rundt og være ked af det og sur på sig selv og den måde, man er på. Samtidigt kan man faktisk også få det svært med sig selv af at gå rundt og være ked af det. Fordi det farver ens tanker, når man er ked af det. Og så får man måske øje på endnu flere ting, man ikke bryder sig om ved sig selv.

Så det kan hurtigt blive sådan en lidt ond cirkel, hvor det ene gør det andet værre. Derfor tænker jeg også, at det du beskriver, giver super god mening. Men det er ikke særligt sjovt at have det sådan. Heldigvis så ved jeg, at der er hjælp at få til det, som du kæmper med. For du er langt fra den eneste, der går rundt og har det dårligt med sig selv og føler dig deprimeret. Det er der faktisk en del unge, der kæmper med. Men der er heldigvis også rigtigt mange unge, der har fået det godt igen. Nogle gange kræver det bare den rigtige hjælp.

Hvis det er for svært

Hvis man har gået rundt og følt sig deprimeret og haft det skidt med sig selv rigtigt længe, så kan det godt være en god idé at være lidt opmærksom. For selvom det er helt normalt at have perioder, hvor man føler sig ked af det, så skulle det helst holde op igen på et tidspunkt. Der er nemlig nogen, der oplever at få en depression. De føler sig tit triste meget af tiden. Og de oplever også tit at komme til at få det rigtigt dårligt med sig selv. Hvis du har lyst, så kan du læse mere om depression i den artikel, jeg har linket til.

Man kan sagtens have nogle af tegnene i artiklen uden, at det behøver betyde, at man har depression. Men hvis du kan genkende mange tegnene, og det har stået på rigtigt længe, så er det en god idé at snakke med nogen om det. For så er det i hvert fald et tegn på, at det er rigtigt svært for dig for tiden. Og lige meget om det er en depression eller ej, så skal du ikke gå rundt og have det rigtigt svært alene. Så skal du snakke med nogen om det, så du kan få noget hjælp til at få det bedre igen.

Snak med nogen

Jeg har egentligt været lidt inde på det, som er mit bedste råd til dig. Mit bedste råd er nemlig, at du skal snakke med nogen om, hvordan du har det, hvis du ikke har gjort det. For hvis man har gået rundt og haft det dårligt med mig selv i rigtigt lang tid, så kan man nogle gange godt have brug for noget hjælp for at få det godt igen. Men folk omkring dig kan ikke vide, at du har brug for hjælp, hvis du ikke fortæller dem det. Svære følelser og tanker er nemlig ikke noget, man kan se på hinanden, selvom det nogle gange kunne være rart, hvis andre bare kunne se, at man har brug for hjælp.

Jeg tænker på, om du kan snakke med dine forældre om det? De fleste forældre vil nemlig rigtigt gerne hjælpe, hvis man har det svært, fordi de holder af en og bekymrer sig for en. Hvis det ikke dur at snakke med dine forældre, så tænker jeg på, om der mon er nogle andre tæt på dig, som plejer at være gode til at snakke med dig og lytte til dig? Det kunne for eksempel være en sød og rar tante eller onkel, eller måske en super god veninde. Det er nemlig egentligt ikke så vigtigt, hvem du starter med at snakker med. Det vigtige er, at du snakker med nogen, som plejer at være gode til at hjælpe dig. Så du ikke skal gå alene med alle dine tanker og følelser.

Du kan altid tage fat i Headspace

Hvis du ikke kan komme i tanke om nogen, du kan snakke med. Eller, hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, du ikke kender, så kan du altid tage fat i Headspace. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis du har brug for nogen at snakke med. Og der er intet, der hverken er for stort eller for småt at snakke om hos Headspace. De frivillige rådgivere i Headspace er super søde og dygtige, og så er de vant til at snakke med unge, der har det svært. Du kan også være helt anonym hos Headspace, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i.

Snak med din læge

Du har gået rundt og haft det svært rigtigt længe nu. Derfor synes jeg også, du skal prøve at snakke med din læge om, hvordan du har det. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe, når det er noget psykisk, der er svært. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af om det for eksempel er en depression, der er grunden til, at du bliver ved med at have det så svært. Samtidigt så kan din læge også hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til at få det bedre henne. For det kan heldigvis godt lade sig gøre.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå alene med det. Og så du kan få noget hjælp til at få det bedre.

De bedste hilsner fra en Mindhelper