Hej,

Jeg har det rigtig svært. Jeg græder mig i søvn. Jeg har de fleste tegn på en depression, jeg tør bare ikke sige det til mine forældre – eller jeg ved ikke hvordan jeg skal.

Hilsen en 14 årig pige

(14 år)


Hej 14 årig

Det er ikke meningen, at du skal græde dig selv i søvn. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker.

Du skal ikke gå med det alene

Det lyder til, at du er ramlet ind i en periode, hvor det hele er hammer-svært. For når man kan genkende de fleste af tegnene på depression hos sig selv, så er det fordi, man går rundt og er rigtigt ked af det. Det er ikke unormalt at ramle ind i perioder af livet, hvor man har det svært og er ked af det. Det sker for de fleste mennesker i løbet af livet. For livet er ikke altid bare lige ud af landevejen. I nogle perioder af livet er man glad, fordi det går godt, og man har det godt. Og i andre perioder af livet ramler man ind i noget, der er svært, som gør, at man er ked af det. 

Men selvom det ikke er unormalt at ramle ind i perioder, hvor alting føles svært, og man er meget ked af det. Så er det vigtigt, at man tager det alvorligt og snakker med nogen om det i de perioder. For det er ikke meningen, at man skal græde sig selv i søvn. Så er det et tegn på, at man har det for svært til, at det er noget, man skal klare sig igennem alene. 

Der er hjælp at få

Selvom det er helt normalt at være ked af det i en periode af sit liv, så skal det helst holde op igen på et tidspunkt. For hvis man bliver ved med at gå rundt og være ked af det, så kan det være et tegn på, at der er noget mere galt. Der er for eksempel nogen, der oplever at have en depression. De oplever, at alting er blevet gråt og trist. De føler sig kede af det meget af tiden og har svært ved at finde energi til noget som helst. Hvis du kan genkende noget af det, så kan du læse vores artikel om depression

Det er ikke unormalt, at man i perioder af sit liv kan genkende nogle af tegnene på depression, uden det betyder, at man har en depression. Men hvis det har stået på i lang tid, og der er mange af tegnene, man kan genkende. Så er det vigtigt, man tager det alvorligt. For der er hjælp at få, hvis det viser sig, det er en depression, man kæmper med. Og heldigvis får langt de fleste det godt igen med den rigtige hjælp.

Fortæl det til dine forældre

Der er rigtigt mange unge, der skriver ind til Mindhelper, fordi de har det lidt på samme måde som dig. De har det svært og er kede af det, men de tør ikke at fortælle det til deres forældre. Det kan for eksempel være fordi, de ikke har lyst til at gøre deres forældre bekymrede. Eller det kan være fordi, de er bange for at skuffe deres forældre, hvis forældrene finder ud af, at de har det svært. Er der mon noget af det, som du kan genkende? 

Det er de færreste forældre, der bliver skuffet over, at man fortæller dem, at man har det svært. Det kan godt være, de måske bliver bekymrede. Men det er helt normalt at blive bekymret, når nogen man holder af, ikke har det godt. Og de fleste forældre kan godt finde ud af at passe på sig selv, samtidigt med de passer på deres børn. Samtidigt bliver de fleste forældre glade for, at man kommer til dem. For det er et tegn på tillid, at man tør at fortælle, hvordan man har det, også når man har det svært. 

Derfor er mit bedste råd til dig også, at du skal fortælle dine forældre, hvordan du har det. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at fortælle, at man har det svært. Men det kunne for eksempel lyde sådan her: “Mor, far, jeg har brug for at snakke med jer. Jeg har det ikke godt for tiden og er meget ked af det, og jeg kunne godt bruge noget hjælp.” Hvis du har lyst, så kan du også læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der er flere gode råd til, hvordan du kan tage snakken. 

De kan hjælpe hos PsykInfo

Hvis man har det svært og godt kunne tænke sig at få hjælp, men ikke helt ved hvilke muligheder der er for det. Så kan man altid tage fat i PsykInfo. PsykInfo er et tilbud, der findes i alle regioner, hvor man kan komme til at snakke med nogle rådgivere, der ved en masse om at have det svært psykisk. Du kan være helt anonym i rådgivningen, og rådgiverne er vant til at snakke med mennesker, der har det svært. Så dem kan du trygt tage fat i, hvis du har lyst. Du kan finde link til PsykInfo i din region i listen nedenunder:

Snak med din læge

Hvis du gerne vil finde ud af, om det måske er en depression, der driller dig, så skal du snakke med din læge. Din læge er nemlig uddannet til at kunne hjælpe dig både, når det er noget fysisk, som gør ondt. Og når det er noget psykisk, der er svært. Hvis ikke din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, om det mon er en depression, der driller dig. Så kan han eller hun i hvert fald hjælpe dig videre til nogen, som kan hjælpe dig. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så krydser jeg fingre for, at du får snakket med dine forældre om, hvordan du har det. For det er ikke meningen, du skal gå rundt og være så ked af det, som du er og klare dig igennem det helt alene.  

De bedste hilsner fra en Mindhelper