Hejsa

Jeg føler mit liv er meningsløst og kedeligt.

Min hverdag forløber sådan: Jeg står op og tager i skole, kommer hjem og ligger mig for det meste til at sove, tager lidt at spise og sover igen.

Har ikke meget at lave, da jeg bor i en lille by og jeg har ingen venner at være sammen med.
Jeg snakker med mange fra klassen men bliver aldrig inviteret med.

Nu er vinterferien gået og alt jeg har gjort er at arbejde og være med min mor. (Det er altså ikke det fedeste i den her alder)

I mens de andre har været til MGP aften og shopping i Aarhus.

Det er ikke kun det at jeg mangler venner.
Jeg mangler noget at “leve” for. At gøre, stå op for.

(16 år)


Kære Du

Det lyder til, at du er ramlet ind i en svær periode lige nu. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind og delt det. For det skal du bestemt ikke gå med alene 

Hverdagens trummerum kan godt få farve igen

Du skriver, at du føler, at dit liv er kedeligt og meningsløst, og at dine dage forløber på samme måde igen og igen. Den følelse tror jeg, at der er rigtig mange der kender til. For nogle gange når hverdagens trummerum bare kører derudaf, kan det godt blive lidt kedeligt og gråt det hele. Og når man så samtidig også mangler nogle at være sammen med, så kan den tunge følelse godt ramme en endnu hårdere. Derfor tænker jeg også, at det giver mening, at du er ramt af en følelse af meningsløshed og kedsomhed lige nu. 

Men heldigvis kan det godt blive bedre, sådan så hverdagen igen får farve. Nogle gange sker det helt af sig selv og andre gange har man måske brug for en hjælpende hånd til at komme op af kulkælderen igen. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel I kulkælderen? få 10 gode råd til at håndtere din tristhed, som kunne hjælpe dig på vej?

Spring ud i det 

Når jeg læser dit brev synes jeg, at det lyder til at du godt kunne tænke dig at lave mere med dem fra klassen. Er det mon rigtigt forstået?

Hvis det er, så er mit allerbedste råd at springe ud i det. For nogle gange skal man være den der tager det første skridt og spørger de andre, om man skal lave noget. Og jeg ved godt, at det kan føles helt vildt skræmmende, når man ikke plejer at blive inviteret med. Men nogle gange handler det om, at få taget det første skridt. For så kan det også være, at man selv bliver inviteret med næste gang. Du skriver også, at du snakker med mange af de andre i klassen. Så jeg tænker, at der er et ret godt fundament for at bygge et tættere venskab op der. 

Lær nye mennesker at kende 

Jeg bider også mærke i, at du skriver, at du også mangler noget at leve for – at gøre og stå op for. Nogle gange, når man er ramt af den følelse kan det hjælpe at få en hobby. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om der er noget du godt kan lide at lave? Der findes nemlig klubber og fællesskaber for de fleste ting. Hvis du har lyst kan du prøve at google lidt rundt og se om der er noget, som kunne være spændende i dit område. Og tit er en fritidsinteresse også en rigtig god måde at møde andre mennesker på, for så har man altid den ting at være fælles om. 

Du er altid velkommen hos Ventilen 

Et andet fællesskab, hvor du også altid er velkommen er hos Ventilen. Ventilen er et sted, hvor man som ung kan komme og møde andre unge og være social. Og så laver de en hel masse fede aktiviteter fx biografture, spilleaftener og fællesspisning. Så dem kan jeg varmt anbefale dig.

Snak med dine forældre 

Når man går og tumler med nogle svære ting kan det også være en rigtig god ide at tale med nogle voksne om det. Dine forældre er måske nogle af de voksne, som er tættest på dig. Derfor tænker jeg også, at det kunne være godt, at du fortalte dem, hvordan du går og har det. For heldigvis vil langt de fleste forældre rigtig gerne have, at deres børn har det godt. Derfor vil de som regel også gerne hjælpe og lytte, når man fortæller dem, at der er nogle ting, som er svære for tiden. 

Hvis du synes, at det er lidt svært at få taget hul på snakken kan du tage et kig i vores guide til at snakke med forældre om svære ting. I den står der nemlig nogle gode råd til, hvordan man får åbnet op for snakken. 

Hvis det slet ikke dur at snakke med dine forældre kan du også snakke med en anden voksen. Det kan fx være en lærer, en tante eller en helt tredje, som du er tryg ved. Det vigtigste er nemlig bare, at du ikke går med alt det svære alene. 

Headspace 

Her på falderebet vil jeg også lige tippe dig om Headspace. Headspace er et sted, hvor unge kan komme og tale om det, som fylder hos dem. Og de frivillige, som arbejder hos Headspace er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor er de også rigtig gode at snakke med, når man er ramt af en følelse af meningsløshed og kedsomhed. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Der er Headspacecentre i de fleste større byer og ellers kan du også altid fange dem på chat. 

Det er hammerhårdt, når man er ramlet ind i en periode, hvor det hele føles gråt og kedeligt. Derfor håber jeg også rigtig meget, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender en masse varme tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper