Hej Mindhelper.

Jeg har fået jer anbefalet af nogle klassekammerater og nu prøver vi…

Jeg er mentalt meget langt nede i et dybt hul pt. Jeg har ikke super meget energi i min hverdag, og har ikke overskud til at være social aktiv eller til stede med min familie. Jeg sidder ofte i skolen (2.g på stx) og laver alt muligt andet og venter bare på at få fri. Når jeg så for fri skynder jeg mig hjem på mit værelse. Enten falder jeg i søvn i min seng med det samme, ellers sætter jeg mig op og spiller computer indtil vi skal spise aftensmad. Jeg laver ikke rigtig mine lektier og mine afleveringer bliver lidt sløset og halve. Jeg er selv klar over der et problem og det ikke er nice, da både lærer, kammerater og forældre også kan både mærke og fortæller mig at der må være noget galt.

(18 år)


Kære Du

Det lyder til, at du har det svært lige nu. Derfor er jeg også glad for, at du har taget dine klassekammeraters råd og skrevet herind til os.

At føle sig nede i et hul

Du skriver, at du mentalt føler dig langt nede i et hul. Det kan være rigtig hårdt at have det sådan. Og når man har den følelse, kan det også godt påvirke ens overskud og humør rigtig meget. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du ikke rigtig har noget energi eller overskud til sociale ting. For det lyder til, at din energi er brugt op, når du har været i skole. 

Når man er ramlet ind i en periode, hvor det hele føles gråt, og de svære tanker fylder meget i ens hoved, kan det også være svært at samle sig om at lave noget. Derfor er det også naturligt, at det man kan have svært ved at koncentrere sig og følge med i skolen, når man har det svært. 

Og du skal vide, at det ikke er unormalt, at have en periode, hvor man føler sig nede i kulkælderen. Det er noget, som alle mennesker oplever fra tid til anden. For vores følelser, humør og overskud svinger gennem hele livet. Og heldigvis kan man godt komme op af hullet og få det bedre igen. Sommetider kræver det måske bare, at man får en hjælpende hånd. 

I vores artikel I kulkælderen? få 10 gode råd til at håndtere din tristhed, står der nogle gode tips til, hvad man kan gøre, når hverdagen er fyldt med leverpostejsdage, og det hele føles lidt gråt i gråt. Så jeg tænker, at der måske er nogle af de råd, som kunne være hjælpsomme for dig?

Prøv at gøre lidt af det alligevel

Når man er havnet i et dybt hul, kan de ting som man plejede at lave godt komme til at virke uoverskuelige. Og når man har den følelse, er det helt naturligt, at man måske stopper med at ses ligeså meget med sine venner eller laver så meget efter skole, som man gjorde før. Men ofte kan det desværre godt blive en ond spiral. For når man ikke gør de ting, som man plejede at synes var fede, og som gav plus på overskudskontoen. Så kan det godt dræne ens overskud, og så kan tingene  komme til at virke endnu mere uoverskuelige. Giver det mening?

Derfor kan det også være en god ide fx at prøve at ses med vennerne alligevel. Og jeg ved godt, at det måske kan føles lidt bagvendt, at det som man slet ikke magter er lige netop det, som også kan være en hjælp for en. Men rigtig mange oplever, at det faktisk er helt okay, når de først er kommet afsted, og at det giver en lille smule overskud og energi på kontoen.

Tag det i små bidder

Det kan sommetider også være en hjælp at tage det i små bidder. For det kan godt føles overvældende fx at skulle ses med sine venner flere gange om ugen i mange timer. Derfor kan det også være en god ide, at man fx starter med at ses med sine venner i en time efter skole, og så kan komme hjem og slappe af bagefter. Og hvis det så egentlig var okay, så kan det være, at I kan være sammen i to timer næste gang. Sådan så man  på den måde lige så stille kommer tilbage til at gøre de ting, som man plejede at synes var fede. 

Snak med nogen om det 

Det lyder til, at du har nogle rigtig søde og opmærksomme personer omkring dig. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du snakker med dine forældre, lærer eller dine venner om, hvordan du går og har det?

For hvis du ikke allerede gør det, så tænker jeg, at det kunne være en rigtig god ide at gøre. Når man har det svært, er noget af det allerbedste, man kan gøre nemlig at tale med nogen om det. For ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre. Og selvom de måske ikke direkte kan gøre noget ved det, så kan det være rigtig rart og lettende at få delt sine tanker. 

Snak med en studievejleder

Når man mangler overskud og ikke helt kan samle sig om sine lektier og afleveringer, kan det være en rigtig god ide at snakke med en studievejleder. Studievejledere ved nemlig en hel masse om trivsel. Derfor snakker de også ofte med unge, som er ramlet ind i en periode med manglende overskud, energi og motivation. De fleste gymnasier har en studievejleder tilknyttet, som man kan bestille en tid hos, og få en snak om, hvordan man går og har det. Så det kan jeg varmt anbefale dig at gøre. 

Headspace

Hvis du tænker, at det kunne være rigtig rart at snakke med nogle helt andre, kan du også tage fat i Headspace. Headspace er et tilbud, hvor unge kan komme og snakke om det, der fylder hos dem. Intet er for stort eller småt til Headspace. Derfor vil de frivillige også altid gerne hjælpe og lytte. Og de sørger også altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis, og du kan også sagtens være anonym. Du kan både chatte med dem eller få tid til en samtale. Så dem kan du trygt tage fat i. 

Lægen 

Når man har det svært, og føler sig langt nede i et hul, kan det være en rigtig god ide at tage et smut til lægen, og få en snak om, hvordan man har det. For læger ved rigtig meget om, hvordan kroppen fungerer både udenpå og indeni. Derfor er de også rigtig gode til at hjælpe, når man bøvler med manglende overskud og har det svært. Og så kan lægen også hjælpe dig med at finde ud af, om der er noget hjælp, som ville være rart for dig at få. 

I vores guide til at snakke med lægen om svære ting, kan du læse lidt mere om, hvordan det er at gå til lægen, når man har det svært. 

Det er hammerhårdt, når man er ramlet ind i periode, hvor man føler sig nede i et dybt hul. Derfor håber jeg også rigtig meget på, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender de varmeste tanker din vej og håber, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper