Hej

Jeg har her de sidste 4 år haft det dårligt, men ved ikke helt hvorfor. Jeg græder nogle gange uden grund, og det opstår på underlige tidspunkter, og kort tid efter kan jeg have det okay igen. Jeg var ved en psykolog for lidt tid siden, men jeg kunne ikke åbne mig helt op for hende. Hun informerede mig inden vi begyndte at snakke, at alt ville blive mellem os, med mindre jeg havde (haft) selvmords tanker, i så fald skulle hun fortælle det til mine forældre. Nu er det bare sådan da jeg fortalte mine forældre at jeg havde det dårligt, blev de begge meget ked af det og akavede omkring mig, jeg er bange for at de vil blive helt knust hvis de finder ud af at jeg har haft selvmords tanker. For lidt over et år siden havde jeg det så dårligt at jeg prøvede at fryse mine veninder ude, sådan så de ikke ville blive triste hvis jeg døde. Efter noget tid indså jeg at jeg ikke ville kunne få dem til at gå fra mig, og jeg fik dårlig samvittighed og undskyldte. De sagde at det var okay og de til hver en tid vil støtte mig. Det skal dog siges at jeg ikke fortalte dem hvorfor jeg var så afvisende og ond overfor dem, igen sagde jeg bare at jeg havde haft det lidt dårligt.

Jeg har overvejet hvad det kunne være der gør at jeg har det som jeg har det, og hvis jeg kigger på nettet ender jeg tit ind på angst, stress eller depression. Jeg har taget nogle af de der online test om depression og stress, og jeg kan huske at de alle sammen har været i det orange/røde felt. Jeg har dog aldrig langt noget i det.

Nogle af de ting der irritere mig er:
Sover længe, men er altid træt
Kan ikke holde fokus
Har svært ved at huske
Kan tænke på små ting i lang tid ( foreksempel en besked jeg sendte til en klassekammerat, som jeg efterfølgende ville have omformuleret )
Ting der engang gjorde mig glad, har jeg ingen interesse i ( vi skal på badeferie i sommerferien, men jeg vil helst blive hjemme )
Jeg har også fået at vide at jeg er meget asocial. Jeg snakker med mine veninder, men jeg har svært ved snakke med fremmede og endda også andre klassekammerater.

Jeg synes tit man høre folk snakke om at nogen siger at de har stress, depression mm. uden at have det, og bare gør det for opmærksomhed. Jeg vil ikke være en af dem, så har bare givet mig selv skylden for mine følelser og tanker.

Jeg kan bare ikke klare det mere, og vil gerne have nogle råd til hvad jeg kan gøre.

(Pige, 16 år)


Kære Pige på 16

Hvor er jeg glad for, at du har skrevet herind og fortalt os om, hvordan du har det. Det lyder til, at der er en masse svære følelser og tanker, der fylder i dit liv lige nu. Det skal du tage alvorligt, så du kan få det godt igen. Og du har allerede taget det første skridt ved at skrive herind til os. Det er nemlig et tegn på, at du beder om hjælp. Og det er altid det første skridt på vejen mod at få det bedre.

Det er normalt i perioder
Det er helt normalt at have perioder, hvor ens humør skifter meget. Så er man ked af det det ene øjeblik og glad igen det næste. Det er normalt. Specielt når man er teenager, hvor alle ens hormoner bare flyver rundt i kroppen. Så det er ikke noget du skal være bange for. Men du skal tage dine selvmordstanker alvorligt. Og du skal også tage det alvorligt, hvis du er bange for, at du måske har en depression. For hvis du har rigtigt mange af tegnene på depression og stress, så er det et tegn på, at du har det mega svært. Uanset om det så er en depression eller ej. Og det er super hæmmende for at du kan leve dit liv, så det er ikke noget du skal gå med alene.

Det er super ubehageligt at have selvmordstanker. Men du er ikke den første, der har kæmpet med dem. Det er der rigtigt mange, der har gjort før dig, men som heldigvis har fået det godt igen. Så jeg synes, du skal skal prøve at læse vores artikel omkring selvmordstanker. Det hjælper nemlig nogen gange lidt at vide, at man ikke er alene. Du kan også kigge på vores artikel omkring depression. For nogen af de ting beskriver, kunne godt lyde som de ting andre, har har haft en depression også beskriver. Men jeg kan ikke svare dig på, om det er en depression. Det er en fagperson, der sidder ved siden af dig, der skal hjælpe dig med det. Men både depression og selvmordstanker kan man heldigvis gøre noget ved. Og du kan sagtens få det godt igen, selvom det hele virker uoverskueligt lige nu.

Når man prøver at beskytte andre fra sig selv
Du virker til at være en rigtigt sød og ansvarsfuld pige, som er meget nervøs for at gøre dine forældre og veninder kede af det. Du skriver, at dine forældre blev rigtigt kede af det sidste gang, de fandt ud af, at du havde det dårligt. Det er helt normalt for forældre, at blive kede af det, når de finder ud af, at deres barn ikke har det godt. Men det betyder ikke, at man ikke skal snakke om det – tværtimod. Det bedste du kan gøre for dig selv og dine forældre, er at fortælle dem, hvordan du går og har det. De vil sikkert rigtigt gerne have det af vide, så de har mulighed for at hjælpe dig. Du er jo deres barn. Og det er ikke dit ansvar, at beskytte dine forældre mod dine følelser. Men det giver så god mening, at du har det sådan. Jeg er bare næsten sikker på, at dine forældre ville blive endnu mere kede af det, hvis der skete dig noget. Så det allerbedste du kan gøre for dine forældre er at fortælle dem, hvordan du har det. Også selvom det er drønsvært. 

Du nævner også, at du prøvede at trække dig fra dine veninder, så de ikke blev kede af det, hvis du forsvandt. Det ville de ikke være med til! Og det gør mig faktisk lidt glad at læse, for hvor lyder det bare til, at du har nogle rigtigt gode veninder. Det er helt op til dig, hvad du vil fortælle dem. Men jeg er næsten sikker på, at de rigtigt gerne vil vide, hvordan du går og har det. De kender dig, holder af dig og ønsker dig sikkert alt det bedste. Du kan jo prøve at vende det hele på hovedet. Hvis det nu var din ene veninde, som havde det, som du har det nu, ville du så ikke gerne have, at hun fortalte dig det?

Hvorfor vi skal snakke om de svære ting
Det kan være rigtigt svært at tale om de følelser og tanker man har – især når de følelser er ubehagelige, uoverskuelige og kan gøre folk kede af det. Men det er vigtigt vi gør det alligevel. Det er vigtigt, fordi det er det første skridt mod at få bedre. Når vi snakker sammen, og lytter til hinanden, så får vi også mulighed for at få afløb for de følelser, som kan fylde hele kroppen. Det kan føles som et helt hav, der flyder ud af kroppen, når man åbner op. Det er den måde vi lærer af hinanden på, og den måde vi kan hjælpe hinanden på. For svære følelser og tanker er nemlig ikke noget, man kan se på hinanden. Så andre kan kun vide, at man kæmper med noget svært og har brug for deres hjælp, hvis man fortæller det. Du kan finde flere gode grund til at dele dine problemer med andre i den artikel, jeg har linket til. 

Hvordan snakker man om det? 
Det kan føles totalt uoverskueligt at skulle snakke om de ting, der gør ondt. Hvis du også har det sådan, synes jeg, du skal læse vores guide til at snakke om svære ting med sine forældre. Og vores guide til at tale med sine venner om svære ting.

Snak om det!
Som du nok kan fornemme, så er mit bedste råd til dig at snakke med nogen om det. Det er nemlig den eneste måde, du kan blive hjulpet på vej mod at få det bedre. Jeg har allerede nævnt dine forældre og dine veninder. Dem synes jeg klar, du skal tage fat i. Men du kan se mine forslag til, hvem du ellers kan snakke med nedenunder: 

Det blev et rigtigt langt svar på dit spørgsmål. Jeg håber virkeligt at du kan bruge det, og så ønsker jeg dig alt muligt held og lykke fremadrettet. Du fortjener at få det godt igen.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykolog
Profilbillede
Bjørk Helena Sanvig Knudsen
Psykologistuderende
Profilbillede
Linn Søndergaard Lindegaard
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Trist eller deprimeretAlle brevkasseindlæg