Jeg har haft nogen ret svære perioder i mit liv tidligere. Så jeg kom til at tænke på, om der er en mulighed for, at jeg kan få det sådan igen?

Hej Mindhelper

Kan man godt have depremeret episoder i sit liv?

Første gang hvor jeg har været rigtig depremeret skete der noget i mit liv jeg helst ikke vil tale om. Der gjodre mig så ked af det. At jeg bare lå i sengen og nægtede at forlade mit værelse, og så alle mulige videoer på internettet for at komme væk fra tankerne. Jeg spiste heller ikke, men var bare trist. Jeg prøvede ikke engang at smile.

Anden gang jeg blev rigtig trist var der jeg fik standpunkt for første gang i 8 klasse. Jeg begyndte at hade mig selv så helt utroligt meget. Begyndte at tænke på selvmord. Til sidst blev jeg så fyldt med så helt utroligt meget selvhad. At jeg skar et 4 cm langt sår ind i min hofte så ingen kunne se det. Efter det har mine selmordstanker forsvundet lidt.

Mit spørgsmål er, at nu hvor jeg føler mig glad igen, er der så nogen grund til at føle sig bekymret for at jeg kunne begynde at få en lille-medium depression igen? Eller er jeg helt sikker nu.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det lyder, som om du har kæmpet med en del svære perioder i dit liv. Så jeg kan godt forstå, hvis du er lidt bekymret for, om de kan vende tilbage igen. Og jeg er glad for, du har skrevet herind og delt dine tanker. 

Triste perioder er helt normale
Du starter ud med at spørge, om man godt kan have deprimerede perioder i sit liv. Og det er i hvert fald helt normalt at have perioder i sit liv, hvor man føler sig mere ked af det og trist end normalt. Sådan nogle perioder har vi alle sammen. Men det lyder også, som om du har kæmoet med lidt mere end, at du “bare” er trist i nogle perioder. Det lyder, som om du faktisk har haft det rigtigt svært nogen gange. Og det skal du tage alvorligt. For når man har selvmordstanker, er det altid et tegn på, at det gør mega ondt indeni. Derfor er det vigtigt, at du fortæller det til nogen, hvis du får det sådan igen.

Der er altid en risiko
Du spørger også, om der er en mulighed for, at du kan få det sådan, som du har haft det tidligere en gang til? Og der er jeg nødt til at sige til dig, at der altid vil være en risiko for, at du kan opleve at få det sådan igen i en periode. Man kan nemlig godt rende ind i svære perioder i sit liv mere end en gang. Sådan er det for os alle sammen. Så selvom det ville være rart, så bliver man ikke blive immun over for hårde perioder i sit liv på samme måde, som man bliver immun overfor en sygdom, hvis man først har haft den en gang.

Men prøv om du kan lade være med at gå rundt og bekymre dig for, om du nu får sådan en svær periode igen. Prøv i stedet for at nyd, at du har det godt lige nu. Og hold fast i at gøre de ting som har været med til at gøre, at du har fået igen. For der er ingen, der siger, at du behøver få det svært igen. Men det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, hvis du på et tidspunkt kan mærke, at du er ved at få det dårligt igen. Så du kan få noget hjælp, inden det bliver helt vildt svært for dig en gang til.

Fortæl det til nogen
Det lyder, som om du har haft det ret svært tidligere. Og at du også har været ude for nogle ret svære ting. Så det er helt normalt, hvis du er bekymret for, om du kan ramle ind i sådan nogle svære perioder igen. Men det er vigtigt, at du fortæller det til nogen, hvis du går rundt og er bekymret for, om du skulle få det svært igen. Det er nemlig nogle ret svære bekymringer. Og dem skal du have delt med nogen. Så du ikke er alene med alle dine bekymringer. Og så der er nogen, der kan støtte dig og berolige dig, når du bliver bekymret. Du kan for eksempel prøve at snakke med dine forældre om det. Jeg gætter nemlig på, at de også har været der, når du har haft det svært tidligere? Så jeg er næsten sikker på, at de også gerne vil lytte til dig nu.

Men hvis du har lidt mere brug for at snakke med nogen, du ikke kender, kan du også tage fat i Headspace. Hos Headspace er du nemlig altid velkommen, hvis der er noget, du har brug for at snakke om. De frivillige rådgivere, der sidder klar til at snakke med dig, har snakket med rigtigt mange forskellige unge, der har haft brug for nogen at snakke med. Så de skal nok gøre alt, hvad de kan for, at samtalen bliver så tryg som muligt for dig. Du kan også være helt anonym i Headspace, hvis du helst vil det.

Husk Livslinien
Du skriver, at du har haft selvmordstanker tidligere. Derfor nævner jeg lige for en sikkerheds skyld Livslinien. Det er ikke sikkert, du har brug for dem lige nu. Men hvis du får selvmordstanker igen, er det vigtigt at du fortæller det til nogen. Og det er selvfølgeligt altid rigtigt godt at fortælle det til nogen, der er i nærheden af dig. Som for eksempel dine forældre. Men hvis det er nemmere for dig at snakke med nogen, du ikke kender, sidder de frivillige rådgivere hos Livslinien altid klar til at snakke med dig, hvis du har selvmordstanker. Du kan også være helt anonym hos Livslinien. Og du skal bare tage fat i dem, hvis du føler, du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt.

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig lidt. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen, hvis du går rundt og er bekymret for at få det dårligt igen. For det er ikke nogle særligt rare bekymringer at gå rundt med. Og derfor skal du ikke gå rundt med dem alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper