Hej.

Jeg kan ikke kende mig selv længere, jeg har ikke været på arbejde i flere dage nu, for jeg kan simpelhen ikke komme afsted. Jeg får det så dårlig hver gang jeg skal noget, og jeg kan slet ikke overskue det, så jeg bryder totalt sammen. I starten fik jeg tvunget mig selv ud af døren, og var ved at komme for sent hver gang, men jeg kan slet ikke tage mig sammen mere. Jeg forstår det ikke, jeg ved at jeg godt kan lide mit arbejde, og jeg vil jo gerne tjene penge i mit sabbatår, men jeg føler mig så tom. Det føltes ligegyldig, jeg har heller ikke lyst til at bevæge mig længere, for jeg kan bare ikke overskue det. Og ridningen som jeg plejer at elske, er jeg ret ligeglad med. Jeg er kommet afsted pga at jeg har aftaler med min veninde på gården, men jeg har bare lyst til at græde hele tiden, hvilket også sker, og jeg plejer aldrig at græde.. Jeg plejer at være det her perfektionistiske menneske der aldrig gør noget halvt og som er igang hele tiden, og elsker at være aktiv. Og nu er jeg bare så ligeglad, både med mig selv og alt i min hverdag. Jeg forstår det bare ikke… alt gik lige meget bedre. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op, jeg føler virkelig at jeg er en belastning for mine forældre.. Da jeg har været deprimeret før for 3 år siden men aldrig følt mig så doven og uduelig. Sidst var jeg også tilknyttet psyk, hvilket jeg har været indtil for et halvt år siden.. hvor jeg blev afsluttet. Så nu står jeg med det her selv, og jeg ved ikke hvad der er gået galt, jeg kan bare ikke overskue alle de konsekvenser det har når jeg ikke kommer afsted på arbejde. Jeg kan heller ikke holde tanke ud ift at mine forældre skal være i at jeg har det dårligt igen. Hvorfor kan jeg ikke finde ud af at være som alle andre 19 årige, der holder sabbatår sparer penge op og rejser eller køber bil eller flytter hjemmefra. Jeg føler virkelig at alting ville være så meget bedre uden mig. Jeg hader mig selv, og jeg ved ikke hvad jeg skal stille op med mig selv eller mit liv længere … Bliver mit liv nogensinde oprigtigt godt og bare nogenlunde normalt?

(Pige, 19 år)

Hej Pige på 19 år

Det lyder som om, at det er super svært at være dig for tiden. Derfor er jeg super glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig et tegn på, at du rækker ud efter hjælp, og det er første skridt på vejen imod at få det bedre.

Der er en vej ud

Det er hammersvært, når livet begynder at blive svært og uoverskueligt igen, når det ellers lige var begyndt at gå bedre og køre derudaf efter, at man for eksempel har haft en depression. Derfor kan jeg også godt forstå, at du er begyndt at spørge dig selv, om du nogensinde får et godt og normalt liv igen. Men at få det godt igen ovenpå en depression er ikke en lige vej. Det er helt normalt, at der kommer perioder, hvor det hele bliver hammersvært igen, også selvom det ellers virkede som om, tingene lige var begyndt at gå bedre.

Men det betyder ikke, at du ikke godt kan få et godt liv. For det er heldigvis sådan, at selvom det er helt normalt at få tilbagefald, så kommer langt de fleste også ud på den anden side af dem og får det godt igen. Og faktisk så oplever rigtigt mange, at det er lidt nemmere at komme ud på den anden side igen anden gang, fordi de allerede har en masse redskaber i sin værktøjskasse, de kan bruge. Men nogle gange har man brug for lidt hjælp til at blive mindet om, hvad det er for nogle redskaber, man har i sin værktøjskasse til at hjælpe sig selv til at få det godt igen, og det er helt okay. 

Du er ikke alene

Det lyder som om, det er rigtigt frusterende for dig, at du ikke har energi til at komme ud af døren og af sted på arbejde, fordi du kommer til at føle, at du ikke kan det samme som andre på din alder. Er det rigtigt forstået? Det giver god mening, at du har det sådan. Men alle mennesker har det, som man kalder en stresstærskel. Det er en slags grænse for, hvor meget belastning man kan klare før, at ens krop og ens hoved ikke kan klare det mere. Og den er forskellig for alle mennesker. Nogle mennesker har en mega høj stresstærskel og kan brage gennem livet med 120 km/t uden, at de på noget tidspunkt bliver stresset af det. Og andre har en stresstærskel, der er lidt lavere og kan ikke klare helt så meget før, at deres krop siger fra.

Hvis man så har haft en depression som dig og er på vej til at få det bedre, så er man allerede belastet inden, man begynder at putte arbejde og fritidsinteresser ind i ligningen. For det er en hård opgave at komme sig ovenpå en depression, og det er noget som ens krop og hjerne bruger meget energi på. Derfor giver det også god mening, at du oplever, at det er svært at finde energi til alle de ting, som du egentligt gerne vil. Og du er slet ikke alene om at have det sådan. For selv uden en depression at kæmpe med, kræver det meget energi at have et arbejde. Så der er mange unge, der oplever ikke at have overskud til at have et arbejde og tjene penge i sit sabbatår. Nogle gange har man bare mere brug for at komme til hægterne igen ovenpå en masse år, hvor man har gået i skole, og det er helt okay. 

Snak med nogen

Jeg kommer til at tænke på, om du mon har fortalt folk omkring dig, hvordan du har det for tiden? Og at det hele er begyndt at blive rigtigt svært igen? Det kunne for eksempel være dine forældre eller dine veninder på rideskolen. Hvis ikke du har det, så er det mit bedste råd til dig. For det bliver meget lettere at klare sig igennem de svære perioder, hvis man ikke skal klare sig igennem dem alene. Det er lidt ligesom, hvis man skal bære en rigtigt tung taske. Det kan man godt gøre alene, men det er både meget hårdere og tager meget længere tid end, hvis der er nogen, som kan hjælpe en med at bære den. 

Det lyder som om, du har det rigtigt skidt med, at dine forældre skal opleve dig have det skidt igen. Derfor kan jeg også sagtens forstå, hvis du ikke har så meget lyst til at skulle snakke med dem. Men selvom man nogle gange kan have lyst til at skåne folk omkring sig ved ikke at fortælle dem, hvordan man har det, så de ikke skal opleve, at man har det svært igen. Så vil de fleste omkring en rigtigt gerne vide, at det hele er blevet svært igen, fordi de rigtigt gerne vil hjælpe. Men de kan ikke hjælpe, hvis de ikke ved, hvordan man har det. Hvis det er svært for dig at finde ud af, hvordan du skal starte samtalen, så kan du læse vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man kan få taget hul på de lidt svære samtaler. 

Snak med din chef

Jeg kommer også til at tænke på, om du mon har snakket med din chef om, hvordan du har det for tiden? Hvis ikke du har det, så tænker jeg også, at det kunne være en god idé at gøre det. For det kan jo være, at der kan findes en løsning, som kan gøre det lidt mere overskueligt for dig at arbejde. Og selvom det kan være lidt grænseoverskridende at skulle fortælle sin chef om noget, der er så personligt. Så er chefer jo også bare mennesker. Og heldigvis så vil langt de fleste chefer rigtigt gerne hjælpe sine medarbejdere, hvis de kan. 

Tag fat i Livslinien

Du skriver, at du føler, at alting ville være meget bedre uden dig. Det får mig til at tænke på, om du mon også har selvmordstanker? Hvis du har, så er det rigtigt vigtigt, at du snakker med nogen om det. Derfor linker jeg dig lige til Livslinien. Hos Livslinien sidder der nemlig en masse søde og dygtige frivillige rådgivere klar til at snakke, hvis man har selvmordstanker eller tanker om, at livet ikke er værd at leve. Du kan være helt anonym hos Livslinien, hvis du helst vil det. Så dem kan du trygt tage fat i, og det skal du endelig gøre, hvis du føler, at du har brug for det. Hellere en gang for meget end en gang for lidt. 

Tag en tur til lægen

Jeg tænker også, at det ville være en rigtigt god idé at snakke med din læge om, hvordan du har det for tiden. For som jeg startede med at skrive, så kan man nogle gange have brug for lidt hjælp til at komme tilbage på sporet, hvis livet er blevet svært igen. Og den hjælp kan din læge hjælpe dig med at finde. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at det du kan tage med dig fra mit svar er, at selvom livet bliver svært igen, lige som man troede, man var ved at få det bedre. Så er det ikke det samme som, at det aldrig kan blive godt igen, for der er en vej ud på den anden side igen. Nogle gange har man bare brug for at få lidt hjælp igen for at komme tilbage på det rigtige spor. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper