Kære brevkasse,

jeg vil gerne fortælle om min livs kamp.

I det startede for ca. ni år siden, skulle jeg opereret.
operation var katastrofe, fordi jeg fik også en blodprop i hjerne. Jeg låg i koma, da jeg vågn op huskede jeg ingenting, og jeg kunne ikke at snakke. Jeg boede i genoptræning og lært at tale igen. Jeg gik også i specialskole i fire år, de første år var okay men, hver år blevet skide kedeligt og for let til mig, fordi jeg har gået i folkeskole, så derfor. Jeg blev super populær kun fordi jeg stået i forsvar imod en super led pige som kristisere, drillede, gør nar de andre i hele ungdomsårgangen.

Jeg savner mit gamle liv, selvom jeg var super ensom i folkeskolen bare fordi jeg har født anderledes end de andre normale børn. Mine forældre er også skilt. Jeg er helvedes bange for at tale i telefoner, på grunden jeg lider lidt social angst, jeg hader socialmedier. Jeg lider meget posttraumatisk stresssyndrom. Jeg har meget svær at stole på andre mennesker, så jeg kan være paranoid med fremmede mennesker og deres motiver.

Nu sidder jeg lorte fucking kørestol, det eneste jeg mig lære at gå igen, jeg savner at bevæge mig, det piner mig hver eneste dag. Jeg føler mig det er ydmyget at være i offentlige steder, især børn, som de glor, peger, hvisker og spørger rundt.

Jeg har også en tre søskende. Jeg elsker mine alle tre søskende, og jeg savner dem, men jeg synes er skide svært at kontakte og være sammen dem, fordi de er alt for travlt med deres arbejde, skole, venner osv….

Jeg elsker min mor, hun er min forbillede, hun støttede mig altid med

(Pige, 20 år)


Hej Pige på 20 år

Det er virkeligt en lang og sej kamp, du har været igennem. Og jeg er så glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. Det er nemlig så vigtigt ikke at gå alene med de svære ting. 

Jeg har slettet en del oplysninger fra dit spørgsmål. Det er for at du kan være sikker på at være anonym. Det håber jeg er okay med dig.

Du er en sej pige

Hold da op. Det er godt nok en hård historie, du har. Og jeg er rigtigt ked af på dine vegne over, at operationen gik så galt. Og jeg forestiller mig, at det må have været et virkeligt hårdt forløb, du var igennem, da du vågnede op. Derfor er den første tanke, der slår mig, når jeg læser din historie også, at du lyder som en mega sej pige. For det må virkeligt kræve styrke og mod at kæmpe sig tilbage efter at have været igennem sådan en omgang. Men det giver også rigtigt god mening, at der er nogle ting, der er svære. 

Det tænker jeg er en helt naturlig reaktion. For det er nogle mega hårde og svære ting, du har været igennem, og det er sådan noget, der sætter sig i en. Lidt som når man får sår på huden. Det tager tid for dem at hele, og selv når de er helet, så er der nogle sår, der bliver til ar. Det betyder ikke, at man ikke kan et godt liv alligevel. Det betyder bare, at man har nogle ting med sig, som måske nogle gange popper op som en trold af en æske. Og når de popper op, så kan det gøre rigtigt ondt. 

Det er helt naturligt

Du skriver, at du savner dit gamle liv, også selvom der var nogle ting i dit gamle liv, der heller ikke var så gode. Men jeg tænker, at det giver rigtigt god mening. For der var en hel masse ting, du kunne i dit gamle liv, som du skal vænne dig til, at du ikke kan mere. Og det kan godt tage lang tid at vænne sig til det og acceptere det. Nogle gange er der måske perioder, hvor man egentligt har accepteret det. Og så er der andre perioder, hvor det er svært at skulle acceptere det. Det tænker jeg er en helt naturlig del af processen. 

Snak med dine søskende om at ses noget mere

Det lyder rigtigt dejligt, at du har nogle søskende, som du elsker rigtigt højt. Det er nemlig rigtigt vigtigt at have nogle mennesker omkring sig, som man har det godt med, og som man er tryg ved. Derfor kan jeg også sagtens forstå, at du gerne vil være noget mere sammen med dine søskende. Men det lyder som om, det er lidt svært at tage kontakt til dem, fordi du synes, at de alle sammen har travlt med deres eget liv. Er det rigtigt forstået? Det kan være rigtigt hårdt, når man har det sådan. For det kan godt komme til at føles ensomt at se på ens søskende leve et travlt liv, som man ikke selv kan være med på. Er det mon noget, du kan genkende? 

Men jeg kommer til at tænke på, om du egentligt har fortalt dine søskende, at du gerne vil ses noget mere med dem? Hvis ikke du har det, så synes jeg nemlig, at du skal prøve at snakke med dem om det. Jeg ved godt, at det ikke er nemt. For når du er så glad for dine søskende, så gætter jeg på, at dine søskende også er rigtigt glade for dig. Derfor tænker jeg også, at de gerne vil være sammen med dig, men hvis du ikke fortæller dem, at du gerne vil ses noget mere med dem, så kan de ikke vide det. 

Snak med nogen

Jeg kommer også til at tænke på, om der mon er nogen i nærheden, som du kan dele alle de her tanker og følelser med? Jeg synes nemlig, at det lyder super svært, hvis du skal gå rundt med alle de her tanker og følelser alene. Det er nemlig nogle mega svære og tunge tanker og følelser, du kæmper med. Og jeg tænker faktisk, at det er så tungt, at selv det stærkeste menneske i verden ikke ville kunne bære det alene. Derfor ville det være rigtigt godt at få snakket med nogen. For selvom det selvfølgeligt ikke er en mirakelkur, så hjælper det tit lidt at få sat ord på sine tanker og følelser. Både fordi man får lidt luft for dem, men også fordi man lige pludseligt ikke er alene om at skulle klare dem. 

Jeg tænker for eksempel, at det kunne være oplagt at snakke med din mor, for det lyder som om, du har et rigtigt godt forhold til hende. Og det er tit nemmere at dele de svære tanker og følelser med nogen, som man kender godt og er rigtigt tryg ved. Hvis der er nogle andre, som du hellere vil snakke med, så skal du endelig bare gøre det. Det vigtigste er nemlig ikke, hvem du snakker med. Det vigtigste er, at du får snakket med nogen.  

Snak med din læge

Du skriver, at du både lider af posttraumatisk stress syndrom og lidt social angst. Det får mig til at tænke på, om du mon får noget hjælp til det? For det lyder nemlig som nogle super hårde ting at skulle kæmpe med helt selv. Og det skal du heller ikke. Der er nemlig heldigvis hjælp at få, hvis man kæmper med PTSD og social angst. Og heldigvis så får langt de fleste det bedre igen, når de har fået hjælp. Derfor tænker jeg også, at det kunne være en god idé at snakke med din læge, hvis du ikke får hjælp allerede. Din læge er nemlig uddannet til at hjælpe dig både, når det er noget psykisk og noget fysisk, der er svært. Og din læge kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor du kan få hjælp til de her ting henne. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du får snakket med nogen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå med alle de her tanker alene.

De bedste hilsner fra en Mindhelper