Jeg er på en måde kommet til at åbne Pandoras æske

Det er en svær situation, du står i. For det er rigtigt svært, når der bliver sat gang i en masse ting overhovedet på en, som man ikke har helt lyst til eller ikke er tryg ved. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind og delt dine tanker. For du skal ikke gå alene med alle de tanker og følelser, som du beskriver i dit brev. 

Alle kan få brug for hjælp

Jeg vil gerne starte mit brev med at rose dig for, at du var ærlig og fortalte sundhedsplejersken, hvordan du har det. For det lyder som om, det egentligt er ret svært for dig at snakke med andre om, hvordan du har det. Det lyder dog også som om, du lidt har fortrudt, at du åbnede op til sundhedsplejersken, fordi du ikke har lyst til at skulle videre med de ting, som du fortalte hende. Er det mon rigtigt forstået? Det kan være hårdt, når man får åbnet op for noget, som er rigtigt svært for en. Derfor kan man også nogle gange have lyst til bare at få det lukket ned igen, så man ikke behøver at forholde sig så meget til det igen. 

Samtidigt så kan man måske også blive lidt utryg ved, hvad der kommer til at ske, hvis man kommer ind i systemet. Men du skal vide, at der ikke er noget farligt ved at være inde i systemet. Systemet er der for at hjælpe en. Det kan for eksempel være, hvis man føler sig ked af det og meget presset af skolen og sine omgivelser, lidt som du beskriver. Det er nemlig ikke meningen, at man skal gå rundt og have det på den måde. Og det er helt normalt, at man kan få brug for hjælp, når der er noget, der er svært. Det oplever alle mennesker på et tidspunkt i sit liv at få brug for. Samtidigt er det heller ikke sådan, at man aldrig kommer ud af systemet igen, når man først er kommet ind. Når dem man møder i systemet ikke længere tænker, at man har brug for hjælp, så slipper de en igen. 

Det er normalt at græde

Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, at du skriver, at du nemt begynder at græde, når du åbner dig lidt op, også selvom du egentligt prøver at lade være. Du skal vide, at det er helt okay at græde, når man fortæller om noget, der er svært for en. Det er nemlig helt normalt at græde, når man fortæller om noget, der gør en ked af det. Og det er noget, som vi alle sammen gør. Gråd er nemlig kroppens måde at vise den, man snakker med, at det man snakker om er svært. Og at man har brug for, at de lytter til en og viser omsorg. 

Fortæl sundhedsplejersken, hvordan du har det 

Jeg tror, at det bedste råd jeg kan give dig er, at du skal snakke med sundhedsplejersken om alt det, som du har skrevet i det her brev. Så kan I nemlig få snakket sammen om, hvorfor du ikke har vildt meget lyst til at skulle snakke med lægen. Og hvorfor du i det hele taget ikke har super meget lyst til at være kommet videre i systemet. Samtidigt så kan sundhedsplejersken forklare dig, hvad der kommer til at ske, hvis du kommer videre i systemet. Og det kan måske være lidt rart at høre, for så bliver det måske afmystificeret lidt.  

Det kan være hammer-svært at skulle være ærlig omkring, at man faktisk ikke har helt vildt meget lyst til at tage imod den hjælp, som man har fået. Men sundhedsplejersken ved godt, at det kan være lidt skræmmende og svært at skulle åbne op for det svære, når man ikke er så vant til at snakke om det. Derfor tænker jeg heller ikke, at hun tror, at du skjuler noget, hvis du fortæller hende, hvordan du har det. Hvis det er for svært at skulle sige det til hende ansigt til ansigt, så kan du skrive det i et brev, som du kan aflevere til hende. Så kan hun læse det først og snakke med dig om det bagefter. Så behøver du ikke at sige så meget selv. Det kan måske gøre det lidt nemmere.  

Snak med dine forældre 

Jeg tænker også, at det kunne være en rigtigt god idé, hvis du fik delt alle de her tanker omkring møderne med din sundhedsplejesker med dine forældre. Sådan så du ikke skal klare den her situation alene. Der er nemlig ingen mennesker, der er bygget til at skulle klare alle de svære situationer i livet. Vi mennesker er nemlig flokdyr. Så vi er bygget til at have brug for hjælp fra andre omkring os, når der er noget, der er svært. Det lyder som om, det kan være lidt svært for dig at snakke med andre om, hvordan du har det. Derfor linket jeg lige til vores artikel om at snakke med sine forældre om de svære ting. Der er nemlig en masse gode råd til, hvordan du kan tage hul på snakken. 

Lægen gør ikke noget uden at snakke med dig 

Når jeg kommer til at læse dit brev, så kommer jeg til at tænke på, hvorfor du ikke har lyst til at snakke med lægen? Er det fordi, du ikke har lyst til at skulle fortælle lægen, hvordan du har det? Eller er det fordi, du er bekymret for, hvad der sker, hvis du fortæller lægen, hvordan du har det? Du skal i hvert fald vide, at din læge ikke gør noget uden, at han eller hun snakker med dig om det først. 

Når man snakker med lægen om de ting, som er svære for en, så er det nemlig altid en samtale mellem dig og lægen. Sådan så du og lægen snakker sammen om, hvad der kunne være det rareste for dig, at der kommer til at ske nu. Samtidigt så er lægen vant til at snakke med mennesker, der har det svært af alle mulige forskellige grunde. Læger er nemlig uddannet til at hjælpe både, når det er noget fysisk og noget psykisk, der er svært. 

Jeg håber, at der er noget i mit svar, der har hjulpet dig. Og så håber jeg, at du og sundhedsplejersken kan få snakket om, hvordan du har det med alt det her, så I kan finde en løsning på det sammen.