Hej, jeg har i mange år hørt podcast om aftenen. Siden barndommen har jeg skulle hære radio eller musik for at falde i søvn.

Nu er det dog begyndt at irritere mig efter jeg er flyttet sammen med kæresten. Han gider selvfølgelig ikke lytte til min podcast. Så det resulterer i jeg sover med høretelefoner i. Det gør ondt i ørerne i længden.
Jeg vil derfor gerne have nogle tips til hvirdan jeg evt. jan afvænne min vane med at SKULLE lytte til podcast

(20 år)


Kære du

Det kan være en rigtig god hjælp at lytte til noget, hvis man har svært ved at falde i søvn. Det kan være med til at få ens hoved til at slappe af og give en ro i kroppen. Derfor kan jeg også godt forstå, at det er lidt noget møg, at din kæreste ikke synes det er fedt at høre podcasts. 

Men jeg har lidt bud på, hvad du kan prøve nu, så du kan komme til at sove godt alligevel. 

Kan I finde noget I begge kan holde ud? 

Nu skriver du og spørger, hvordan du kan afvænne din vane. Men jeg kommer til at tænke på, om der måske er en mellemvej inden det. Måske kan du og din kæreste finde noget lyd, som I begge kan holde ud at høre om aftenen. Podcast kan nemlig være lidt distraherende, hvis man ikke er vant til at bruge det som afslapning. 

Så kunne et bud eksempelvis være naturlyde, såsom regnvejr, skovlyde eller ild der knitrer. Naturlyde kan nemlig også have den afslappende effekt på kroppen og er måske lidt nemmere for din kæreste at acceptere. Det kunne også være stille jazz-musik eller lignende. 


Prøv eventuelt at snakke med din kæreste om, om der er nogle lyde, som han synes er afslappende og om han kunne være med på, at prøve det af. 

Det kan tage lidt tid at vende sig fra igen 

Hvis det nu er sådan, at det bliver nødvendigt for dig, at få aflært vanen med at høre musik, så har jeg også lidt idéer til det. 

Først vil jeg dog sige, at når man har gjort noget meget længe, så kan det også tage et stykke tid at få ændret vanen igen. Så forsøg ikke at blive alt for frustreret, hvis det ikke lige lykkes de første par dage. Det er træls, men det tager lidt tid at vænne kroppen til noget nyt. Lidt ligesom at begynde i fitness altid er en hård nyser de første mange uger. 

Når det kommer til vaneændring, så er det nemmere at erstatte en vane med noget andet end at fjerne vanen. Det er simpelthen sådan vores hjerner er bygget. 

Din hjerne forbinder podcasten eller radioen med at det er sovetid, så når lyden starter, så ved din krop at det betyder, den skal begynde at slappe af. Det er jo i virkeligheden mega smart. Lidt ligesom når din næse dufter mad, så begynder din mund at producere spyt.

Så i stedet for at prøve at fjerne podcasten og så prøve at sove alligevel, så vi måske prøve at finde nogle bud på nogle erstatninger, som du i stedet kan lære din krop at forbinde med ‘sovetid’. Mine umiddelbare bud kunne være: 

  • At læse i en papirbog
  • At lave en række udstrækningsøvelser
  • At lave vejrtrækningsøvelser 
  • At tage et varmt bad
  • At høre naturlyde
  • At skrive dagbog

Alle de her bud er fine at bruge som soveritualer, fordi de er med til at give ro i kroppen eller hovedet. Måske nogle af dem kunne være hjælpsomme for dig? 

Tjek Ro-appen ud for gode øvelser

Til sidst vil jeg lige anbefale dig at tjekke vores app Ro ud, som blandt andet indeholder et helt tema om søvn og hvordan man får ro i kroppen. Der vil du både kunne finde naturlyde, udstrækningsøvelser, musik og meget andet godt til at hjælpe søvnen på vej 

Du kan finde appen til Iphone her 

Og til Android her 

Jeg håber, at mit svar har kunne hjælpe dig på vej i en god retning. Og så krydser jeg fingre for at du og din kæreste finder en løsning, så du kan komme til at sove rigtigt godt igen. 

Virtuelt kram herfra. 

De bedste hilsner fra en Mindhelper