Hej
Jeg er en 17 årig piger, der går i 1.g og er påvirket af angst, mest social angst.
Det kom med pludseligt på efterskolen, hvor jeg endte med at droppe ud i foråret, og fik det faktisk så dårligt at jeg fik konstateret en depression, og blev sat op med en psykoterapeut.
Så gik jeg egentligt bare hjemme og arbejdede lidt, og havde det faktisk rigtigt godt igennem sommerferien. Dog var jeg knap nok social.
Efter sommeferien startede jeg på et kostgymnasium og var SÅ klar til det. Jeg havde glædet mig, på grund af at de sidste måneder havde været så gode.
Da jeg startede, opdagede jeg virkelig hvor meget min sociale angst virkelig påvirker mig, og jeg blev henvist til en psykolog.
Jeg besluttede mig hurtigt for at det ville være bedre at gå på et normalt gymnasie, så jeg sover hjemme, så jeg fik en sygemelding 2 måneder inde i skoleåret, og gik hjemme, indtil jeg startede på en normal stx efter grundforløbet.
Det gik fint i starten, men jeg er nu på et tidspunkt hvor jeg har VIRKELIG svært ved at komme i skole. Jeg føler mig angst hele tiden i skolen.
Jeg tror selv at det er i usikkerheden, specielt fordi jeg erlidt overvægtig.
Kan jeg klare gym?
(17 år)
Kære 17 årige pige
Det er hammer-hårdt at kæmpe med social angst. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.
Sejt at du udfordre angsten
Du skriver, at du har virkelig svært ved at komme i skole, fordi angsten fylder meget, når du er der. Det lyder ikke rart. Og jeg tænker, at det giver god mening, at det kan være svært at være i skolen, når det er der, angsten fylder. Angst er nemlig en ubehagelig følelse. Og derfor er det også en naturlig reaktion, gerne at ville væk fra det, som puster til den.
Men lige når det kommer til angst, så kan det være en rigtig gode ide, ikke at lytte til alt hvad angsten fortæller en. Så selvom angsten f.eks. giver en en ubehagelig fornemmelse i kroppen, eller får nogle trælse tanker til at dukke op. Så kan det være en god ide, at udfordre den. Angsten har det nemlig med, at gøre helt ufarlige ting farlige. Måske fortæller angsten en, at det er farligt at fremlægge foran andre, at ingen kan lide en, eller noget helt tredje – også selvom det ofte slet ikke passer. Derfor kan man også lige så stille lære hjernen, at der ikke er noget at være bange for, ved at udfordre angsten, og ikke undgå de ting. Derfor er det også super sejt, at du stadig kommer på gym, selvom det kan være svært. På den måde er du nemlig med til at udfordre angsten.
Tvivlen er normal
Du spørger også, om du kan klare gym. Og det kan jeg desværre ikke give dig et direkte svar på. Men jeg kan sige, at det er helt normalt, at komme til at tvivle på, om man kan gennemføre sin skole, når angsten fylder meget. Og jeg tror at rigtig mange unge med social angst, kan genkende det med, at tvivlen kan poppe op engang imellem. Samtidig er der også rigtig mange unge med social ansgt, som gennemfører gym. Derfor er det heller ikke ensbetydende med, at man ikke kan komme gennem gymnasiet. Men sommetider har man brug for noget hjælp, så det bliver lettere at gennemføre gymnasiet. For det skal helst ikke være sådan, at angsten fylder alt for meget. For så kan det blive meget opslidende at være i.
Taler du stadig med psykologen?
Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du stadig snakker med din psykolog? For hvis du gør tænker jeg, at det ville være en god ide at tale med psykologen om, hvordan du har det for tiden. For måske kan i sammen finde ud af, om der er noget som ville gøre det lettere for dig, at komme i skolen.
Hvis du ikke taler med psykologen mere, så kan du tage et smut op til din læge. Lægen kan nemlig finde ud af, om der så er noget andet hjælp, som kunne være rart for dig at få.
De kan hjælpe hos studievejledningen
Et andet sted, som også er godt at tage hen, når man bøvler med gym, er studievejledningen. Studievejledere er nemlig vant til at snakke med unge, som har det svært på den ene eller anden måde. Derfor er de også gode at hive fat i, når man er i tvivl om man kan klare gym. De fleste gymnasier har en studievejleder, hvor man kan bestille en tid.
Tips til ting du selv kan gøre
Du skriver også, at du tror at angsten kommer af, at du føler dig usikker, specielt fordi du er lidt overvægtig. Det kan fylde en hel del, når man er usikker på sig selv. Men du skal vide, at du langt fra er alene. Rigtig mange unge kæmper med usikkerhed, især i forhold til krop og udseende. Og tanker om, om man er god nok kan godt puste til angsten. Især hvis man måske også sammenligner sig med andre. Derfor tænker jeg også, at der måske er noget i vores artikel om at slutte fred med sin krop, som kan hjælpe? Den handler nemlig om, hvordan man bliver mindre selvkritisk og accepterer sig selv.
Du kan også læse mere om social angst i 4 typiske tegn på social angst + råd til, hvad kan du gøre. Her er der også nogle tips til, som kan hjælpe, når man bøvler med angst. Så måske der også er noget der, som du kan prøve af.
Tal med andre om det
Noget af det bedste at gøre, når man er inde i en periode, hvor angsten fylder er, at tale med andre om det. For tunge tanker og følelser bliver ofte lidt lettere, når man deler dem med en anden. Så har du mon en forældre, en lærer eller en helt tredje, som du kan snakke med?
Hvis du gerne vil tale med en, som ikke kender dig i forvejen kan jeg også varmt anbefale dig Angsttelefonen. Hos Angsttelefonen arbejder der nemlig nogle super søde og dygtige rådgivere. De ved en masse om, hvad det vil sige at kæmpe med angst. Derfor kan det også være rart, at tale med dem.
Det er hårdt, når man er ramt ind i en periode, hvor angsten fylder meget. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, som du kan bruge. Jeg sender i hvert fald en masse gode tanker din vej og håber, at du snart kan finde lidt mere ro ovre på gymnasiet.
De bedste hilsner fra en Mindhelper