Hej med jer.

Jeg har det virkelig svært her fortiden. Det startede helt tilbage i 4 klasse hvor vi blev delt i klasserne (går i 7 nu) og her efter sommerferien er jeg startet på en ny skole. Skolen og mennesker er rare nok, men jeg er kun i skole sådan 2-3 gange om ugen, fordi det simpelthen er alt for uoverskueligt at være så social i skolen. Jeg har selv social angst, og det har jeg haft i et års tid nu, og jeg føler virkelig at ingen kan lide mig, og jeg føler bare at jeg altid er den der laver fejl.
Men det kunne være dejligt hvis i havde nogle gode råd til alt det her?

God dag.

(13 år)


Kære Du

Det kan være mega hårdt, at kæmpe med social angst. Derfor er jeg også glad for, at du har skrevet herind, og fortalt om det.

At komme i skole

Du skriver, at du kun er i skole 2-3 gange om ugen, fordi det er uoverskueligt at være så social. Det kan kræve en masse energi at være sammen med andre. Og især hvis det er sammen med nogle, som man måske ikke kender super godt. De fleste unge vil nemlig gerne gøre et godt indtryk. Derfor er det også helt normalt at tænke over, hvad de andre mon synes om en og føle et pres over, at ville gøre det godt. 

Det er normalt at lave fejl

Du skriver også, at du føler, at ingen kan lide dig, og at du laver fejl. Det kan være nogle tunge tanker at have. For vi mennesker er flokdyr, og derfor gør det også ondt, når vi får en følelse af, at andre ikke kan lide os. Men det er godt at huske på, at selvom man kan have tanken om: “De kan ikke lide mig”, så betyder det ikke, at det passer. Tit er man nemlig sin egen hårdeste kritiker. Og hvis man så oven i hatten har social angst, så skal der nogle gange ikke så meget til før de selvkritiske tanker dukker op. Derfor er det også en god ide, at prøve at arbejde på, at skrue ned for de selvkritiske tanker. For alle mennesker begår fejl en gang imellem, og det er helt okay!

Jeg tænker, at der måske er noget i artiklen Dæmp din indre kritiker: Accepter dig selv!, som kan hjælpe. Du kan også tag et kig på Mindhelpers angstforløb. Her kan du lære mere om, hvad angst er, og få nogle teknikker til at få mere ro. 

Bliv ved

Jeg vil også gerne rose dig, for det er super godt, at du kommer i skole 2-3 gange om ugen, selvom det er svært. Når man har angst, kan man nemlig godt få lyst til at undgå det, som puster til angsten. Men selvom det kan virke lidt bagvendt, så er noget af det bedste at gøre, når man har angst at udfordre den. For på den måde kan man lige så stille lære kroppen og hovedet, at det som føles skræmmende, måske slet ikke er så farligt igen. 

Det med at udfordre angsten kan være lettere sagt end gjort, derfor er mit bedste råd til dig også, at tale med en voksen om, hvordan du har det.

Få hjælp

Ens forældre er tit nogle af de voksne, som er tættest på en. Så måske kan du tale med dem om, hvordan du kan få det bedre med at komme i skolen? Det kan nemlig være rart at tale om det, som er svært. Og så kan dine forældre også støtte dig.

Hvis det ikke dur med dine forældre, så kan du måske tale med en lærer eller en helt tredje voksen, som du er tryg ved. Det vigtigst er, at du ikke går med angsten alene.

Andet hjælp

Det kan også være en god ide, at få hjælp udefra, når man bøvler med angst. De fleste unge som har angst får det nemlig bedre, og får et liv, hvor den ikke styre, hvad de kan og ikke kan. Men sommetider kræver det, at man lige får en hjælpende hånd. Derfor vil jeg også råde dig til at tage et smut op til din læge. Lægen kan nemlig finde ud af, om der er noget hjælp, som kunne være godt for dig at få.

Du må også altid ringe ind til Angsttelefonen. Hos angsttelefonen arbejder der nogle dygtige og søde mennesker. De er vant til at hjælpe unge med angst. Så dem kan du trygt tage fat i.

Det er hårdt at kæmpe med social angst. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar, du kan bruge. Jeg sender en masse gode tanker din vej, og håber, at du får talt med nogen om, hvordan du har det.

De bedste hilsner fra en Mindhelper