Hej Mindhelper

Jeg har gået i et stykke tid nu og tænkt over om jeg måske har social angst i en mild version. Har det rigtig svært i min klasse og er meget sjældent aktiv i timerne, det var så slemt på et tidspunkt at jeg kunne finde på ikke at gå ind i klassen hvis jeg var kommet lidt forsent. Men det er ikke så meget i skolen jeg er mest bekymret.
Har det rigtig svært ved at tale med mine forældre om noget som helst, helt normale ting som bare at føre en normal samtale med min mor kan gøre mig virkelig ubehageligt tilpas. Også ting der har større betydning som hvad jeg vil med uddanelse og drenge osv.

Bare det at tænke på at sige noget til mine forældre gør at jeg ofte lukker helt ned, begynder at græde uden helt at vide hvorfor og mister modet, det sker også under normale samtaler hvor jeg bryder sammen.

Dette gør også at jeg ikke har nogle at snakke med det om da jeg ikke har mange venner og dem jeg har, har måske større problemer af deres egne og vil ikke have de skal tage stilling til 2 personers problemer.

Fordi jeg ikke føler at jeg kunne snakke med mine veninder har jeg brugt meget af tiden på at feste med dem, og drukket for meget bevidst i håb om jeg ville have nemmere med at tale med dem og har i det hele taget drukket mere end hvad der er sundt for at kunne slippe for det store pres jeg hele tiden føler jeg skal bære på.

Har prøvet noget hjælp på skolen men da jeg ikke kan lide at tage initiativ til en samtale, blev det mere min vejleder der sad og spurgte mig om forskellige ting som jeg svarede så kort som muligt på.

Har været inde og søge lidt på social angst og kan genkende nogle af tingene som at jeg ikke lide at tage en telefon hvis jeg ikke ved hvem ringer eller snakke med nogle jeg ikke kender, eller tale andre sprig jeg ikke føler mig sikker i. Og nogle andre ting med nervøsitet osv.

Ved ikke helt hvad jeg skal gøre eller om det overhovedet noget at være bekymret for

På forhånd tak for hjælpen.

(Pige, 15 år)


Kære pige på 15 år

Det lyder, som om det er virkeligt hårdt for dig lige for tiden. Så jeg er rigtigt glad for, at du har valgt at skrive ind. Det er nemlig et tegn på, at du søger hjælp. Og det er første skridt på vejen mod at få det bedre.

Du er ikke alene
Det lyder, som om det er virkeligt svært for dig at skulle føre samtaler med andre. Og det må bare være virkeligt hårdt at have det sådan. Men jeg får også lyst til at fortælle dig, at du langt fra er alene om at have det sådan. Der er rigtigt mange, der oplever, at det kan være rigtigt svært at skulle snakke med andre. Og når man har rigtigt svært ved at snakke med andre, er det også meget normalt, at man for eksempel begynder at bruge alkohol til at gøre det nemmere at snakke med andre. Men det er bare så vigtigt, at du får snakket med nogen om, at du har det sådan. Man kan nemlig hurtigt komme til at gøre ting, når man er meget fuld, som man måske faktisk slet ikke havde lyst til. Og det er ikke særligt fedt. Derfor er det virkeligt vigtigt, at du får fortalt nogen, at du har det sådan. Så du kan få hjælp til at gøre det nemmere for dig at tage kontakt til andre uden, du behøver bruge alkohol til det. 

Du beskriver nogle ting, der godt kunne lyde lidt som noget social angst. For eksempel, at det gør dig så ubehageligt tilpas at skulle snakke med andre. Men man kan sagtens have nogle af symptomerne på social angst uden, at det behøver være social angst. Derfor er det en professionel, der sidder sammen med dig, der skal hjælpe med at finde ud af, om du mon har social angst. Men selv, hvis det ikke er social angst, er det rigtigt vigtigt, at du får snakket med nogen om alle de ting, du beskriver her. For det er nemlig nogle ting, som er drønsvære. Og som fylder rigtigt meget for dig. Og det skal du ikke gå rundt med alene. Det er nemlig alt for svært, og det fortjener du ikke.

Snak med dine forældre
Det allerbedste råd, jeg kan give dig, er at snakke med dine forældre. Og jeg forstår virkeligt godt, hvis det lyder uoverskueligt for dig. For det er bare drønsvært for dig at skulle tage kontakt til andre. Men det er bare så vigtigt, at du får fortalt nogen om, at det for eksempel er så svært for dig at skulle tage kontakt til andre. For det lyder faktisk, som om du føler dig lidt alene, fordi du ikke rigtigt har fået snakket med nogen om det her? Er det rigtigt forstået? Det er ikke nogen særligt rar følelse. Og man kan faktisk tit få den til at blive lidt mindre ved at få snakket med nogen om de ting, der fylder. Så selvom jeg virkeligt godt forstår, at det er svært for dig at skulle fortælle de her ting til nogen, er det rigtigt vigtigt, du gør det.

Tænk på, at du faktisk allerede har fortalt lidt til din vejleder. Det kan godt være, du ikke føler, du fik sagt så meget. Men du fik sagt noget, og det er mega sejt, når det faktisk er så svært for dig. Så giv dig selv et klap på skulderen for det. Og brug den oplevelse til at huske dig selv på, at du faktisk godt kan, når du skal snakke med dine forældre. Hvis det er nemmere for dig, kan du også prøve at skrive alle de her ting i et brev til dine forældre. Eller du kan vise dem det her brevkassespørgsmål, hvor du har beskrevet tingene så for fint. Det kan måske gøre det lidt nemmere, fordi du så ikke behøver sige så meget. Men kun skal aflevere brevet?

Tag fat i Headspace Headspace er rigtigt oplagte at tage fat i, hvis man har brug for at snakke med nogen, men ikke lige ved, hvem man skal snakke med. Hos Headspace sidder der nemlig en hel masse søde, frivillige rådgivere klar til at snakke med dig. Og de er klar til at snakke med dig om lige nøjagtigt dét, der er svært for dig. Headspace har også en chat-funktion, hvis det er nemmere for dig at skulle skrive med dem. Eller, hvis du ikke lige bor i nærheden af et Headspace-center. De frivillige i Headspace har snakket med mange unge, der har haft mange forskellige problemer. Så de er vant til at snakke med unge, der har det svært. Og du kan være helt anonym hos Headspace. Så du kan trygt tage fat i Headspace.

Snak med din læge
Du kan også prøve at snakke med din læge, hvis det bliver ved med at være svært for dig. Din læge er nemlig også uddannet til at hjælpe dig, hvis det gør ondt indeni. Det kan din læge blandt andet gøre ved at hjælpe dig med at finde ud af, hvor du bedst kan få hjælp henne.

Jeg håber, at mit svar har hjulpet dig. Og håber jeg virkeligt, at du får hjælp til at gøre det nemmere for dig at tage kontakt til andre. Så du ikke skal gå alene rundt med de her ting. For det fortjener du ikke. 

De varmeste hilsner fra en Mindhelper