Hej Brevkasse.
Det første gang jeg gør sådan noget her. Jeg har haft problem med mit selvværd nu, lige siden 5. Klasse, og føler nu det er på tid at gøre noget ved det. Jeg går nu i 3g og det fylder stadig en kæmpe del. Jeg kan slet ikke finde ud af at snakke med piger, eller drengene fra min klasse. Jeg ser bare hvordan de alle snakker sammen hvor jeg slet ikke kan tilpasse mig. Som person er jeg ikke en der snakker lavt eller kigger væk, og det heller ikke fordi man ka se på mig jeg ikke ka snakke med folk. Men det noget jeg har tænkt på hverdag i flere år ødelægger mit humør hver evig eneste dag. Jeg tager aldrig ud eller noget. Hva kan jeg gøre?
(18 år)
Kære Du
Det kan være mega hårdt at gå og bøvle med selvværdet. Derfor er jeg også rigtig glad for, at du har skrevet herind til os og delt dine tanker. .
Du skriver, at du siden 3.klasse har kæmpet med problemer ift. dit selvværd, og at det nu er på tide at gøre noget ved det. Og det synes jeg er mega sejt! For det at reagere på, at der er noget, som fylder og bøvler for en, er allerede første skridt på vejen mod at ændre det.
Selvværd
Det kan være hammerhårdt at have problemer med selvværdet. For selvværd er vores følelse af at være gode nok i os selv. Og hvis ens selvværd ikke er så godt, kan de negative tanker om en selv godt komme til at fylde rigtig meget. Det kan fx være tanker som “er jeg god nok”, “de andre kan nok ikke lide mig” og “jeg dummer mig også altid”. Og når de tanker har sat sig fast i hovedet, kan det godt komme til at påvirke ens humør rigtig meget. Derfor tænker jeg også, at det giver god mening, at du synes det påvirker dig og ødelægger dit humør.
Det er også sådan med os mennesker, at vi ofte er meget mere kritiske overfor os selv end vi er overfor andre. Så hvis man først er blevet opmærksom på, at man fx har svært ved at snakke med andre, så holder man sig måske også fra at gøre det. Fordi man måske tænker “jeg kan heller ikke finde ud af at snakke med andre”. Og så kan det godt lidt blive en ond spiral, hvor man kommer til at slå sig selv oveni hovedet hver gang, man kommer til at lave en fejl, og så kan ens selvværd godt blive mere og mere skrøbeligt.
Det kan være hammer-opslidende i længden. Men heldigvis kan ens selvværd godt blive bygget op igen. I vores artikel Lavt selvværd? få 7 gode råd til, hvordan du får det bedre med dig selv, står der nogle gode råd til, hvordan man ligeså stille bygger sit selvværd op igen. Så jeg tænker, at der måske er nogle af de råd, som kunne være en hjælp for dig at afprøve.
Små skridt
Det kan være helt vildt frustrerende, når man gerne vil snakke med de andre i ens klasse, men oplever, at det bare ikke rigtig fungerer. Og når man så ser de andre snakke sammen uden problemer, kan det godt føles lidt som en mavepuster. Men det med at snakke med andre, er noget som rigtig mange synes kan være svært en gang imellem. Så selvom det måske ikke ser sådan ud, er jeg næsten helt sikker på, at der også er nogle af dine klassekammerater, som også kender den følelse, som du sidder med.
Nogle oplever også, at det måske kan være lidt svært at finde ud af, hvad man skal snakke om, eller hvordan man lige får brudt ind i samtalen. Hvis du også har det sådan, kan du tage et kig i vores artikel om smalltalk. Der står nemlig en masse gode råd til, hvordan man bliver bedre til at smalltalke og skabe kontakt til andre. Så måske der er noget i den, som er hjælpsomt for dig. Og du skal vide, at det er helt normalt, at det kan føles lidt underligt og akavet i starten, men heldigvis oplever de fleste, at det bliver nemmere og nemmere at snakke med andre jo flere gange, de gør det.
Snak med dem omkring dig
Det kan være rigtig tungt at gå med en masse triste tanker og følelser. Derfor kommer jeg også til at tænke på, om du har nogen omkring dig, som du kan snakke med om, hvordan du har det?
Det kan fx være dine forældre, en god ven eller en helt tredje, som du er tryg ved. Jeg tænker nemlig, at det måske kunne være rart for dig, at få delt dine tanker og følelser, så de ikke ligger inde i dig og ulmer. Og ofte bliver alt det svære lidt lettere, når man deler det med andre.
Headspace
Du kan også tage fat i Headspace og få en snak om, hvordan du har det. For der sidder en hel masse super søde og rare frivillige klar til at hjælpe og lytte. De frivillige er vant til at snakke med unge, som har det svært. Derfor ved de også godt, at det måske kan være lidt svært at snakke om det, som fylder. Men de hjælper så godt de kan og sørger altid for, at det foregår på en måde, som er rar for dig. Det er helt gratis og du kan også sagtens være anonym. Så dem kan du trygt tage fat i.
Det kan være hammersvært og frustrerende, at bøvle med selvværdet og have svært ved at snakke med sine klasskamrater. Derfor håber jeg også meget på, at der er noget i mit svar, som er hjælpsomt for dig.
De bedste hilsner fra en Mindhelper