Hej Mindhelper
Jeg føler, at hver evig eneste gang jeg går ud kigger alt og alle på mig. Jeg føler at der bliver snakket grimt om mig. Hvis jeg står eller sidder et sted alene føler jeg mig utilpas, hvis en person griner bliver jeg ked af det og får tåre i øjnene. Jeg begynder at holde på vejret uden jeg selv ligger mærke til det. Hvorfor er jeg sådan her?? hvis jeg er sammen med nogle venner er der ikke rigtig et problem. Er det bare dårlig selvværd?
(18 år)
Hej med dig
Det kan være rigtig svært og drænende at have en følelse af, at alt og alle kigger på en. Derfor kan jeg også godt forstå, at det fylder meget hos dig, og gør dig ked af det.
For det kan hurtigt blive mega overvældende hvis man føler sig forkert på den, hver eneste gang man sidder alene eller går ud.
Hvorfor bekymrer det os, hvad andre tænker om os?
Det er ganske naturligt for os mennesker at bruge rigtig meget tid på at tænke over, hvad andre tænker om os. Vi mærker måske deres blikke eller overhører en enkelt kommentar, og pludselig føler vi, at alt opmærksomheden er rettet mod os.
Det kan godt virke en smule mærkeligt, at vi bruger så meget energi på, hvad andre synes om os. Men faktisk er der en rigtig god grund til det. For dengang vores forfædre vandrede rundt på savannen mellem vilde dyr, var det enormt vigtigt ikke at skille sig ud.
For skilte man sig for meget ud, var der større chance for at blive spist af et rovdyr. Og selvom vi ikke længere skal være bekymrede om at blive spist af et rovdyr, så sidder det stadig i os. Derfor er det også helt normalt at være opmærksom på, hvad andre tænker
Venner og tryghed
Du skriver, at alle de ubehagelige følelser du oplever når du er alene, ikke sker, når du er sammen med dine venner.
Negative og ubehagelige tanker og følelser fylder ofte mere, når vi ikke er sammen med andre. Derfor giver det også god mening, at de ikke gør det, når du er sammen med dine venner.
Du kan godt få det bedre
Det kan godt virke enormt overvældende og uoverskueligt at gå ud af døren, hvis man føler at alle kigger på en og snakker grimt om en. Og når man har det sådan, kan det være et tegn på, at en følelse af usikkerhed vokser inde i dig.
Du kommer måske til at tænke tanker som: ‘Er jeg nu god nok?’ eller ‘Hvad tænker de andre virkelig om mig?’. Tanker som disse kan fylde rigtig meget og til sidst, kan man få helt lyst til at give op og bare blive derhjemme.
Derfor er det også vigtigt for mig at sige, at selvom det hele måske virker svært lige nu, så behøves det ikke at blive ved. Det første skridt mod at få det bedre, er at række ud efter hjælp. Og det, du har skrevet herind til os, er allerede tegn på at du gerne vil have det bedre. Så kæmpe ros til dig!
Hvis du har lyst til at læse mere om usikkerhed og hvad du kan gøre for at give slip på den, så kan jeg varmt anbefale dig vores artikel: Sådan kan du (lige så stille) give slip din usikkerhed. I den får du en masse tips til at skrue ned for din usikkerhed og få det bedre med dig selv.
Prøv at snakke med dine venner om det
Når man står i en situation, hvor man har brug for hjælp til at finde hoved og hale i det hele, kan det være en rigtig god ide at snakke med nogen om det. For ofte så er det nemmere at løse problemer, hvis man er flere om dem.
Derfor kommer jeg til at tænke på, om du ikke kunne prøve at snakke med nogle af dine venner om, hvordan du har det.
Ens venner er ofte nogle af dem, som kender en allerbedst. Derfor har de måske også nogle gode råd til, hvad du kan gøre for at føle dig mindre utilpas, når du er ude alene.
Headspace
Hvis du føler, at det kunne være rart at snakke med nogen, som ikke kender dig, er du altid velkommen hos Headspace. Hos Headspace sidder der en masse rigtig søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.
Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du stadig føler at du slås med dit selvværd.
Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det. Du kan enten fange dem deres chat eller besøge dem fysisk. Der er headspacecentre i de fleste større byer.
Det kan være virkelig svært, hvis man føler at alle kigger på en og snakker grimt om en. Derfor håber jeg også, at der er noget i mit svar til dig, som du kan bruge. Jeg sender de bedste tanker din vej.
De bedste hilsner fra en Mindhelper