Hej Mindhelper
Jeg har i lang tid ikke kunne sove om aftenen, jeg ved ikke hvorfor, det er bare som om at jeg ligger og slapper af uden at falde i søvn. Det er mega irriterende, for jeg er altid mega træt i løbet af dagen, men når jeg skal sive kan jeg bare ikke. Jeg har prøvet med de der 4-7-8 vejrtrækninger, men det virker ikke, jeg har også prøvet med afslappende musik, men det virker heller ikke. Har i nogle råd til hvordan man hurtigere kan sove?
(Pige, 13 år)
Hej Pige på 13 år
Øv altså, det er mega irriterende, når man ikke kan sove. Derfor er jeg også super glad for, at du har skrevet herind og delt det med os.
Det er helt normalt
Det er sådan, at de fleste af os kommer til at have perioder af vores liv, hvor vi har svært ved at sove. Det kan der være super mange grunde til, men ofte har det noget at gøre med vores vaner. Du kan prøve at læse vores artikel med 8 typiske årsager til søvnproblemer. Ofte gør vi mennesker nemlig en masse ting, som er rigtigt dårlig for vores søvn uden at vi overhovedet lægger mærke til det.
Et godt eksempel på det kunne være, at vi kigger på vores computer, tv eller telefon lige inden vi skal sove. Hvis man har svært ved at sove om aftenen, så er det en rigtig god idé, at lægge skærmene fra sig allerede 1-2 timer før man skal i seng. Det lyder måske rigtigt træls, men det er simpelthen fordi, at det lys der kommer fra skærmene er med til at holde os vågne. Så kan man eventuelt læse en god bog eller høre musik i stedet i den tid.
Du skriver ikke noget om, om du sover i løbet af dagen? Hvis man er super træt, så kan man nemlig godt tænke, at en eftermiddagslur lige er det, som man har brug for. Men hvis man sover om eftermiddagen, så kan det være rigtigt svært at falde i søvn om aftenen, simpelthen fordi ens krop ikke er træt nok. Så er det en god idé, at droppe eftermiddagsluren, hvis det er noget, du kan nikke genkendende til.
Jeg vil også anbefale dig, at læse vores artikel med 10 gode råd til dem, som har svært ved at falde i søvn. Der står nemlig en masse forskellige tips, som du måske kan bruge?
Afslapningsteknikker
Det er super sejt, at du har prøvet 4-7-8 vejrtrækningsteknikken. Den kan nemlig hjælpe med at få kroppen til at slappe af, hvis den ikke er så træt. Desværre har det ikke virket så godt for dig. Men jeg kommer til at tænke på, hvor længe du har prøvet den af? For hvis man bruger afslapningsteknikker, vejrtræknings- eller mindfulnesstekninkker, så er en tommelfingerregel, at man skal prøve det af hver aften i 2 uger, før man kan afgøre om det virker eller ej. Det er fordi, at det godt kan tage tid, hvor man lige skal træne teknikken. Hvis du har lyst til at prøve en anden teknik af, så kan du også prøve vores øvelse progressiv muskelafspænding. Den kan nemlig også være rigtig god til at få kroppen til at slappe af.
Få hjælp fra dine forældre
Jeg tænker, at det kunne være en rigtig god idé, hvis du snakkede med dine forældre om, at du har svært ved at sove. For dine forældre er måske dem som har allerbedst mulighed for at hjælpe dig, når søvnen driller. Så kan i sammen prøve at sætte jer ned og snakke om, hvorfor det er så svært for dig at sove i øjeblikket. Det kan være rigtigt rart at få den hjælp og støtte. Og et par ekstra øjne på hele situationen, hvis man ikke lige kan se sig ud af, hvorfor søvnen driller sådan.
Hvis du har svært ved at sove, fordi du oplever en masse svære tanker eller bekymringer, så kan det også være en rigtig god idé, at få snakket om det. For det kan være med at gøre det hele lidt lettere at overskue, hvis man ikke går med det helt alene. Hvis det ikke duer at snakke med dine forældre, så er der måske en anden voksen, som du kan prøve at snakke med? Det kunne være din yndlingslærer, en sød moster eller helt 3. person.
Hvis det bliver ved
Hvis det bare bliver ved med at være svært at sove, så kan det være en rigtig god idé, at tage et smut til lægen. For så kan lægen nemlig hjælpe en med at finde ud af, hvorfor søren søvnen bliver ved med at drille og hvad så lige kan gøre ved det. Du kan eventuelt tage dine forældre med til lægen, hvis det er rarest for dig.
Det er møgirriterende, når man har svært ved at sove. Men det er helt normalt at opleve i perioder i ens liv og så kan det være en god idé, at kigge lidt på sine vaner. Jeg håber du har kunne bruge mit svar og så krydser jeg fingre for, at det kommer til at gå rigtigt godt med søvnen igen snart.
De bedste hilsner fra en Mindhelper