Hej,

Undskyld hvis det er lidt langt og forvirrende, er bare også selv ret forvirret lige i øjeblikket.

Min første kæreste nogensinde fik jeg, da jeg var meget ung. Han slog, var jaloux, truende, manipulerende og kontrollerende. Låste døren, anklagede mig for at kigge på andre mænd, truede med døden, med at slå, tog en kniv frem, truede med at kaste med ting og hans humør kunne ændres på et split sekund. Jeg blev gravid efter nogle år med ham. Jeg forlod ham under min graviditet og han slog mig med et bælte, jeg lovede at jeg ville give mit barn en mere tryg opvækst.

Senere fandt jeg så en ny mand (den eneste anden end den første jeg nogensinde har været sammen) da min datter var 2/3. Han er en del ældre end mig og løj også om sin alder. Men ikke desto mindre, så har han taget min datter til sig som sin egen, han laver mange ting med hende (også alene og os alle sammen), han kan tage på cykleture med hende, giver hende gaver, hjælper hende på toilet, følger hende i børnehave, tager hende med til sit sport, tager hende med ud og besøge sine venner der også har børn og da vi var på ferie introducerede han hende til sin familie som sin egen. Derhjemme hjælper han også med madlavning, rengøring og vask. Han er for det meste med os, han opmuntre mig til at se mine veninder (har kun en rigtig tæt, men det er en god ven) og komme til dans en gang om ugen og se min mor (som også er som en bedsteveninde for mig nu hvor jeg er blevet ældre, hun er der altid og støtter mig og efter jeg selv er blevet mor forstår vi bedre hinanden). Men han har virkelig ændret sit liv gået fra singleliv til et familieliv, og vi går kun ud sammen når det har været få gange og generelt taler han rigtig komplimenterende om mig til sine venner og familie og giver mig mange komplimenter. Min familie elsker ham. Jeg elsker ham også og når jeg skriver nu kan jeg ikke se hvad jeg har at brokke mig over men alligevel føles noget forkert.

Hans opdragelse er mere streng end min. Før da min datter græd ude offentligt kunne han sige “alle kigger”, “kun babyer græder”. Da hun engang græd pga hun var overtræt tager han hårdt fat i hendes tøj ved hendes overkrop og trækker hende ind og skal til at sige højt/råbe “stop”, jeg fjerne hende dog. Ellers er der mange af den slags episoder hvor jeg synes hun græder og han er for hård. Det er ikke altid bare en gang imellem. Jeg ved det med børn kan være svært og frustrerende og man kan lave fejl, men hvis jeg synes jeg har lavet en fejl siger jeg undskyld til min datter, bliver ikke ved som om det var det rigtige og har det ok med hvis nogen giver mig et råd eller tager hende hvis det hjælper det lige er en anden end mor. Jeg kritiserer ham aldrig for det når det sker, jeg kommer og siger han kan sidde og jeg kan tage over hvis situationen stresser ham. Men når jeg gør det bliver han rasende hver gang og det er mit store problem. Han begynder at svine mig til.

Jeg blev også gravid med ham og det er ikke længe siden jeg har født nu her som 20-årig. I graviditeten kunne han blive rasende over hvis min datter sad på skødet og snakke om jeg kun elsker min datter og vil dræbe babyen. Sidst i min graviditet omkring uge 39-40, gjorde det at han blev sur på mig at han rejste sig op og pegede mig i ansigtet og råbte. Jeg gik ud og sov ved min mor. Han blev blot mere sur. En anden gang i uge 40 græd min datter og jeg ville trøste da hun skulle til at sove/eller var vågnet en nat og kaldte meget. Han spærrer mig fysisk ved døren først.

Her få dage efter jeg fødte skete der en uenighed ang min datter igen. Jeg står med min datter i hånden og min søn på armen og ammer. Han kommer snakker højt og peger mig helt op i ansigtet (jeg kommer så – ikke så smart, og har det skidt med det – at prikke ham i ansigtet men ikke hårdt selvfølgelig fordi han så så rasende ud at jeg ikkke vidste hvad jeg kunne forvente) , han begynder på den sædvanlige smører (vi skændtes om det samme ca. en gang hver til hveranden uge), om at alle kvinder er djævle, karma kommer efter mig, at han godt kan forstå min voldelige eks og det var mig der havde svigtet ham, at min datter er dum og at han er dum at hjælpe så meget når jeg er så utaknemlig, at jeg ikke har nogle venner fordi jeg er sådan og sådan, jeg er illoyal fordi jeg ikke følger hans opdragelse, at jeg ødelægger min datter og det er derfor hun er sådan og jeg ikke ved hvad kærlighed er og jeg kan gøre med hende hvad jeg vil men hans søn bestemmer han og at jeg burde læse hvordan man bliver en god kone istedet for alle mine romaner og bæger om børns udvikling og tilknytning. Jeg får sagt at hvis jeg skal hører på det hver uge, så har jeg ikke lyst til at fortsætte og at jeg gerne vil han går ud eller jeg kan gå til der kommer ro på. Han siger nej og jeg kan gå hvis jeg kun tager min datter men ikke med vores søn (jeg ville ikke holde dem fra at se hinanden). Sådan er det han snakker hver gang vi skændtes om de samme ting ca en gang hver uge til hveranden. Før sagde han nogle gange undskyld, og at det aldrig ville ske igen, senere lyder det mere som om han gør det fordi det er det rigtige og jeg skal lytte til ham og en dag bliver jeg “perfekt”, så at vi holder sammen uanset hvad, jeg bliver glad hvis han dræber sig selv og det er det jeg ønsker. Derefter går der nogle dage hvor vi ikke snakker eller kan holde hinanden ud hvorefter vi så ligner det perfekte par igen og lader som om intet nogensinde skete indtil næste skænderi.

Engang da tingene var rolige sagde han at han godt kunne se han var for hård og vi havde en god snak. Det holdt tre uger.

Da jeg endnu var gravid kunne jeg nemt gå ud og fjerne mig fra ham og lave ting med min datter. I graviditeten gjorde udsigten til hele dage hjemme med ham og min datter samtidig mig nervøs og stresset.

Nu med en lille baby føler jeg mig så sårbar, jeg kan ikke længere bare gå ud og det er hårdt at tage sig af to små børn selv hvis jeg var alene. Jeg føler mig så forvirret, for han tager sig også meget af min datter og er altid god ved mig og opvarter mig, når vi ikke skændtes, så det er nemmere for mig. Så tager han hende ud og laver ting så jeg kan få sovet, ammet, passet baby i fred og ro, her den første tid også min datter heller ikke føler sig overset.

Det gør også jeg føler mig lidt ensom (vi snakker ikke så meget, selvom vi er meget sammen) og forvirret og lidt låst fast. Under min første graviditet og efter fødslen boede jeg ved min mor i 3-4 uger, selvom hun selvfølgelig arbejde elskede jeg at have hende som støtte og snakke med hende om aftenen og det gav meget. Jeg ser stadig min mor et par gange hver eneste uge vi ses tit, det virker også fjollet har boet hjemmefra længe og har rejst alene med barn og har to børn, men den ensomhed jeg føler især efter skænderier hvor jeg bliver snakket sådan til gør jeg savner at bo hjemme og snakkene om aften eller bare besøgene fra hende om aftenen efter jeg var flyttet fordi det at have nogen at snakke med man stoler helt på og aldrig snakker sådan til en.

Men han er også rigtig dejlig, men så er der de ting. Jeg ved ikke hvad jeg skal tænke. Det er også pinligt hvis det ikke går. Ellers synes jeg selv jeg er kvik nok, har en god familie og tager god uddannelse. Men først en mand der slår og barn som meget ung, så ny mand ( vi er gift) og barn igen som nogle år efter, det er pinligt hvis det heller ikke går og jeg ved jo godt hvad man så tænker om sådan som man hvis msn hører historien. Jeg elsker også begge mine børn så højt og vil jo også have de er frie til at vise følelser og hjemmet føles rart, jeg føler mig også især efter mit første forhold at jeg er virkelig virkelig træt af den slags snak. Men samtidig på trods af det har han virkelig mange mange rigtig gode sider.

(Pige, 20 år)


Kære 20-årige pige

Det lyder, som om du har været en hel masse svære ting igennem. Så det giver rigtigt god mening, at det er forvirrende for dig lige nu. Derfor er jeg rigtigt glad for, at du har skrevet ind og sat lidt ord på dine tanker. Det er bare så vigtigt og virkeligt sejt!

Allerførst vil jeg lige fortælle dig, at jeg har skrevet nogle ting ud af dit spørgsmål. Simpelthen for at være sikker på, at du ikke kan genkendes ud fra det, du har skrevet.

Du gør, hvad du kan
Du skriver, at du ikke har lyst til at gå, fordi det ville være pinligt. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er sådan, du har det. Og det er også helt okay at have det sådan. Men jeg vil bare gerne fortælle dig, at jeg ikke synes, du har nogen grund til at være pinlig over det. Det lyder, som om du gør alt, hvad du kan for at give dine børn en god opvækst. Og det er ikke pinligt. Det er faktisk virkeligt, virkeligt sejt. Det er bestemt ikke nemt, når man står i sådan en situation, som du gør. Så det tænker jeg slet ikke, du har nogen grund til at være pinlig over. Nogle gange viser mennesker sig bare at være nogen andre, end dem man troede, de var. Og det kan du ikke gøre for. Det er ikke dig, der er noget galt med. Og jeg tænker slet ikke, at du har nogen grund til at være pinlig. Faktisk tænker jeg, at du har rigtigt mange grunde til at være stolt af dig selv i stedet. For det lyder bestemt ikke til, at du har haft det let.

Lav en liste
Det lyder, som om du har svært ved at finde ud af, hvad du skal gøre. Om du skal blive ved ham, eller om du skal forlade ham. For din mand har gode sider. Men så er der også bare de her ikke så gode ting, der fylder rigtigt meget. Derfor tænker jeg, at du kunne prøve at lave en liste over fordele og ulemper ved jeres forhold. Hvis du skriver dem ned på et stykke papir, kan det måske hjælpe dig til at finde ud af, om det er de gode sider eller de dårlige sider, der fylder mest. Så har du det nemlig sort på hvidt i form af et stykke papir, hvor det står på. Det kan nogle gange gøre det nemmere at få et overblik over tingene, når man ikke skal have det hele oppe i hovedet.

Kan din gamle erfaring bruges som guide?
Det kan være rigtigt svært at have en mand, der både har nogle virkeligt fantastiske sider. Men også nogle sider, som bare virkeligt ikke er særligt gode for forholdet. For man holder jo virkeligt af de gode sider. Derfor giver det rigtigt god mening, at det er svært for dig at finde ud af, hvad du skal gøre. Her tænker jeg, at du måske kan bruge dit første forhold som en erfaring, du kan trække på. Hvordan var det at være i? Og har du lyst til at være i sådan et forhold igen? Hvordan havde du det, da du gik fra ham? Kan det her forhold risikere at udvikle sig i samme retning? Jeg tænker nemlig, at det er rigtigt vigtigt, at du passer på dig selv i det her. Og måske din gamle erfaring kan bruges til at hjælpe dig til at finde ud af, hvordan du gør det bedst.

Kan du tale med ham?
Det lyder, som om I har taget en snak om nogle af de her ting. Men jeg tænker alligevel, om det er en mulighed at snakke nogle alvorsord med ham? For han siger jo ting, som sårer dig. Og det er ikke okay. Og det er også rigtigt hårdt for dig at være i. Så måske kunne du prøve at snakke med ham om, at de ting, han siger, gør dig rigtigt ked af det. Og at det faktisk gør det rigtigt svært for dig at være i jeres forhold. Det kan også være, du kunne prøve at fortælle ham, at hvis det fortsætter, er du faktisk nødt til at gå fra ham. Fordi det ikke er trygt eller rart for dig at være i.

Snak med nogen
Det er en rigtigt svær situation, du er i. Derfor er mit aller, allervigtigste råd til dig at få snakket med nogen om det her. Det er ikke noget, du skal gå med alene. For jeg tænker, at det er vigtigt, at der er nogen, der kan give dig støtte og passe på dig. Ville du kunne snakke med din mor om det? Du skriver, at I er meget tætte. Derfor tænker jeg, at det ville være godt at få snakket med hende om det, fordi du er tryg ved hende. Måske har din mor også nogle andre vinkler på situationen, som du ville kunne bruge? Men allermest tænker jeg, at din mor ville kunne støtte dig, uanset om du ender med at gå fra ham eller ej.

Tag fat i Mødrehjælpen
Jeg kom til at tænke på Mødrehjælpen, da jeg læste dit spørgsmål. De hjælper gravide og forældre i sårbare situationer. Derfor tænker jeg, at de måske kunne være gode for dig at tage fat i. De er vant til at snakke med forældre i rigtigt svære situationer, så dem kan du trygt snakke med. Desuden har de også en masse artikler om parforhold. For eksempel har de en artikel om kendetegn på et usundt og et sundt parforhold. Jeg har linket til den, fordi jeg tænker, du måske kunne få noget ud af at læse den.

Jeg håber inderligt, at mit svar har hjulpet dig. Og at du måske har fået lidt inspiration til, hvad du kan gøre. Og så krydser jeg alt, hvad jeg kan krydse for, at du finder den bedste løsning for dig. For jeg synes virkeligt, du fortjener et godt forhold.

De allervarmeste hilsner fra en Mindhelper

Var svaret nyttigt for dig?

Op
Ned

Tak for din feedback

Fortæl gerne, hvorfor du pegede tommeltotten op eller ned.

Mange tak

Vi sætter stor pris på dit input.

Brevkassen

Få råd fra en Mindhelper

Profilbillede
Cecilie Juul Hinze
Psykolog
Profilbillede
Camilla Vestergaard Havsteen
Psykologistuderende
Profilbillede
Thomas Stensgaard Skare
Psykologistuderende
Skriv til brevkassen
Brevkassen
Alle indlæg om Kærlighed og sexAlle brevkasseindlæg