Hej Mindhelper

svar til det svar eg fik vi skriver breve til hinanden hele tiden jeg sidder og skriver 5-6-7 sider til ham hver eneste uge så han har noget at læse og har ogs en bluse af hans der dufter af ham jeg sover med den hver dag han har ogs fået en ind der dufter af mig som han har lagt i en pose så duften ik forsvinder det der nok ogs er mest hårdt er at vi ik endnu ved hvor lang tid han skal sidde det finder vi først ud af den 11-07ene for der skal vi i retten men jeg får det værre og værre fordi jeg ved hvordan han har det der inde men jeg blir ved med at sige vi godt kan klare det her sammen for jeg tror virkelig på det her og på at hvis vi klare det her kan vi klare hele verden sammen det bare mærkeligt at skulle have en hver dag uden ham og mange af mine tanker går jeg for det meste inde med fordi jeg er bange for hvordan folk vil kigge og tænke om mig

(19 år)


Kære du

Det virker virkelig som om, at det fylder rigtig meget for dig, at din kæreste er inde og sidde i fængsel.

Du savner ham utrolig meget og vil bare gerne være ved hans side. Det forstår jeg godt. Men det lyder også som om, at du mangler nogle at tale med ift. dine følelser og tanker om hele situationen.

Derfor vil jeg også prøve at komme med nogle forslag til, hvad du kan gøre, for måske at finde lidt mere ro og fred.

Du/I gør det rigtig godt 

Når jeg læser dit brev, så lyder det til, at I gør rigtig meget godt for at holde kontakten og holde jeres parforhold kørende. I skriver breve til hinanden, giver tøj sprøjtet med parfume og bliver ved med at vise jeres kærlighed til hinanden. Bliv endelig ved med det.

Dog lyder det som om, at det der måske fylder allermest hos dig lige nu er, at du ikke får snakket med nogen om, hvordan du har det.

Du skriver, at mange af dine tanker går du med alene, fordi du er bange for, hvordan folk vil kigge og tænke om dig. 

Når ens kæreste sidder i fængsel, kan det være rigtig svært at snakke om det, fordi det ikke er alle, som kender en der har siddet i fængsel. Derfor giver det også rigtig god mening, at du har svært ved at snakke med dem omkring dig. 

Kender du SAVN?

Hvis du godt kunne tænke dig at snakke med nogen, som selv har en kæreste eller familiemedlem som også sidder i fængsel, så kan jeg varmt anbefale dig SAVN.

Hos SAVN sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med pårørende til folk som sidder i fængsel.

Derfor er de også rigtig gode at snakke med, hvis man har en kæreste der sidder i fængsel og man savner ham helt vildt. 

Det er gratis og du kan være helt anonym, hvis du har lyst til det.

Har du prøvet at snakke med headspace?

Nogle andre som kan være rigtig gode at snakke med, hvis der er noget som fylder, er headspace. Hos headspace sidder der en masse søde og dygtige frivillige, som er vant til at snakke med unge, som har det svært.

Derfor kan de også være rigtig gode at snakke med, hvis du har brug for at snakke med nogen, som hverken kender dig eller dømmer dig. 

Der ligger headspacecentre i de fleste større byer. Ellers kan du fange dem på deres chat eller ringe derind.

Det er også helt gratis og du kan være anonym, hvis du har lyst til det.

Det kan være svært at gå med et kæmpe savn alene og ikke dele det med nogen. Derfor håber jeg også, at mit svar til dig, har givet dig lyst til at dele dine tanker med nogen. Jeg sender de bedste tanker din vej.

De bedste hilsner fra en Mindhelper