Hej MH.

Jeg har i nu et halvt år været heartbroken. Jeg elsker den her ældre fyr, men vores forhold blev ødelagt. Jeg kan ikke leve uden ham. Folk bliver ved med at fortælle at det kan jeg godt, men nej! Jeg er ALDRIG glad, og uanset hvor hårdt jeg prøver på at komme videre, så kan jeg ikke. Jeg kan ikke snakke med nogen om det her, for alle dem jeg har betroet mig til har svigtet mig. Inklusiv mine forældre, som bare fortæller det videre til deres kollegaer. Jeg har i hele 2018 haft bagtanken at jeg ikke ville leve mere. Og jeg kan ikke ryste den af mig. Jeg er så ulykkelig, jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden ham. Og jeg ved ikke om jeg kan klare det her alene, men jeg er bange for at blive svigtet igen. Han er den eneste der aldrig har stukket mig i ryggen.

(Pige, 14 år)


Kære pige på 14 år

Det er altid rigtigt hårdt, når et forhold går i stykker. Særligt, når det er et forhold, man har været glad for. Og som man måske ikke var klar til skulle slutte. Derfor kan jeg godt forstå, at du er rigtigt ked af det. For det er bare aldrig særligt sjovt.

Snak med dem
Du skriver, at dem, du betror dig til, har svigtet dig. Inklusive dine forældre, som har sagt det videre til sine kollegaer. Det, kan jeg godt forstå, er en rigtig æv-følelse at stå med. Specielt, hvis du havde regnet med, at det ikke kom videre. Men jeg kommer til at tænke på, om du har snakket med dem om, at du faktisk føler dig svigtet? Folk omkring dig har sikkert handlet i den bedste mening. Derfor kunne du prøve at fortælle dem, at det, de gør, faktisk gør dig ked af det. Du kunne også prøve at snakke med dem om, hvad der så hjælper dig. Så kan de måske bedre hjælpe dig i fremtiden. Har du brug for hjælp til at starte samtalen, kan du prøve at læse en artikel med gode råd til at snakke med familien om de svære ting. 

Lav noget, der kan flytte tankerne
Det virker til, at den her fyr fylder rigtigt meget for dig. Det kan jeg virkeligt godt forstå, når du var glad for jeres forhold. Og det er helt normalt. Men derfor tænker jeg, om du kunne prøve at lave noget, der kunne flytte tankerne hen på noget andet? Det kan være en hyggelig aftale med veninderne. En hobby, du synes, er sjov. Hvad som helst, der kan være med til at flytte tankerne i bare nogle minutter. Du kan også læse denne artikel om kærestesorger og gode råd at klare dem, hvis du vil have flere idéer til, hvad du kan gøre. 

Tal med nogen om det
Jeg synes, det lyder, som om du har været ked af det længe nu. Du skriver også selv, at du ikke er sikker på, du kan klare det alene. Og det kan jeg virkeligt godt forstå. Det er ikke sjovt at gå rundt at være ulykkelig hele tiden. Og det er ikke meningen, du skal klare det alene. Men det virker til, at du ikke rigtigt føler, at du har nogen at snakke med. Jeg synes alligevel, at du skal prøve at få snakket med nogen. Er der slet ikke en voksen eller en anden, du er tryg ved at snakke med? Det er nemlig rigtigt vigtigt at få snakket med nogen, når man er så ulykkelig, som du er.

Børnetelefonen eller Headspace kan også hjælpe
Måske kan det være nemmere at snakke med nogen, du slet ikke kender? Så kunne du for eksempel tage kontakt til Headspace eller Børnetelefonen. Du kan være helt anonym. Og dem, du kommer til at snakke med, er vant til at snakke med unge med alverdens problemer. Så det er gode og trygge rammer at få snakket om alt det svære i.

Tag fat i Livslinien
Du nævner også, at du har haft tanken om, at du ikke har lyst til at leve længere. Det er et tegn på, at det gør rigtigt ondt indeni dig. Og at du har det rigtigt svært lige nu. Derfor får jeg også lyst til at nævne Livslinien. Dem kan du hive fat i, når den tanke kommer til at fylde for meget. De frivillige derinde er vant til at snakke med folk, der har tanker om ikke at ville være her mere. Livslinien er også helt anonym, og også her er du i trygge hænder.

Din læge kan hjælpe
Hvis du bliver ved med at gå rundt og være ulykkelig, synes jeg, du skal gå til din læge. Din læge vil kunne hjælpe dig med at finde hjælp til at få det bedre. Måske er det svært at vide, hvad du skal sige? Så kan du her læse en artikel om at snakke med lægen om det, der fylder. 

Jeg håber virkeligt, at mit svar har givet dig nogle idéer til, hvad du kan gøre. Og jeg håber, at du får snakket med nogen. For du skal ikke gå med det her alene. Måske føles det ikke sådan lige nu, men jeg tror på, at du godt kan blive glad igen!

De allerbedste hilsner fra en Mindhelper