Hej Mindhelper
Okay så jeg vil gerne vide hvad jeg skal gøre, så der er ligesom den her dreng (lades kalde ham Peter) som jeg har hørt godt kan lide mig lidt og jeg ved ikke lige hvordan jeg skal sige til ham at jeg altså ikk vil noget med ham. Er nemlig virkelig bange for at det ødelægger vores venskab + han er også en af mine veninders eks så det er jo helt forkert. Og jeg er begyndt at skrive med en anden dreng (ham kalder vi Anders) så føler også det ville være ondt ikk at fortælle Peter at jeg ikk vil noget på det punkt med ham så heller bare gode venner, men Peter er bare blevet såret nogle gange af andre piger.
Håber i Forstår og vil give mig råd til hvordan jeg skal snakke med Peter om at vi altså ikk skal være mere end venner?
(14 år)
Kære dig,
Jeg kan godt forstå, det er et svært dilemma du står i. For hvordan fortæller man sin gode ven, at man ikke vil være mere end venner, uden at såre ham?
Jeg har desværre ikke en opskrift, jeg kan give dig som sikrer, at Peter ikke bliver såret, men jeg vil gerne komme med nogle råd til, hvordan du kan gribe situationen an.
Som jeg ser det, så er der to ting, du kan vælge imellem at gøre. Du kan fortælle Peter hvordan du har det, men det er ikke til at vide, om han bliver ked af det. Eller du kan lade være med at fortælle Peter det, og vente og se, om han fortæller dig, hvordan han har det.
Fortæl Peter, at i kun skal være venner
Du kan vælge at fortælle Peter, at I kun skal være venner. På den måde ved Peter, hvordan du har det, og du kan have ro i maven over, at I begge to så ved, at I kun skal være venner. Men det er ikke til at vide, om Peter bliver ked af det.
På dit brev til os, er det meget tydeligt for mig, at du på ingen måde ønsker at såre Peter. Men desværre har vi ikke magten til at kontrollere andres følelser, og derfor er det heller ikke til at sige, om Peter bliver ked af det, hvis du fortæller ham, at du kun vil være venner.
Her er det vigtigt at vide, at det ikke er din skyld, hvis Peter bliver ked af det. Det kan gøre rigtig ondt, når den man godt kan lide, ikke kan lide én tilbage, men man kan jo ikke selv bestemme over sine følelser, og hvem man kan lide.
Så selvom du ikke ønsker at såre Peter, så kan jeg ikke love, at han ikke bliver ked af det, hvis du fortæller ham, at du kun vil være venner.
Hvis du vælger at fortælle det til Peter…
Hvis du vælger at fortælle Peter, at du kun vil være venner, så kan det være en god ide at tænke over, hvordan du vil gøre det.
Det er aldrig rart når den man kan lide, ikke kan lide én tilbage, og derfor kan det være smart at overveje, hvad man kan gøre for at afvise den anden så blidt som muligt.
Kunne du for eksempel sørge for, at du fortæller Peter det, når I sidder sammen alene, så der ikke er andre imens? Nogle gange kan det være rart, at der ikke står en masse mennesker omkring én, når man bliver ked af det.
Kunne du også tænke over, hvordan du vil sige det til ham? Det kunne eksempelvis være ved at fortælle ham, at du synes han er en rigtig god ven, og at du er glad for at I er venner, men at det også er vigtigt for dig at sige, at du ikke har lyst til at være mere end venner.
Vent og se om Peter fortæller dig, at han godt kan lide dig
Selvom man kan have en følelse af, at man altid skal fortælle sandheden, især til sine venner, så betyder det ikke, at man altid skal fortælle alt man føler.
Derfor er mit næste forslag til dig, at du venter med at fortælle Peter, hvordan du har det, til han kommer og spørger dig om, hvordan du har det med ham. For selvom du har hørt at Peter kan lide dig, så er det jo ikke sikkert, at han vil fortælle dig det selv.
Det er helt normalt at være lun på nogen, og godt kunne lide dem, uden nogensinde at fortælle dem det. Dét kan der være mange grunde til, man ikke vælger at gøre. For eksempel hvis man er bange for, at de ikke kan lide én tilbage.
Hvis Peter vælger ikke at fortælle dig det selv, så behøver du heller ikke fortælle ham, at du kun vil være venner.
Men hvis Peter vælger at fortælle dig, at han godt kan lide dig, så kan du selvfølgelig sige til ham, at du desværre kun vil være venner. Så har Peter også selv valgt at tage fat i dig.
Der er altid en risiko for, at den man kan lide, desværre ikke kan lide én tilbage. Det ved de fleste mennesker også godt, når de vælger at fortælle det til den person, de kan lide.
Så hvis Peter vælger at fortælle dig det, så kan det også godt være, at han godt ved, at der er en risiko for, at du fortæller ham, at du ikke kan lide ham. Og det kan nogle gange gøre mindre ondt at blive afvist, når man selv er klar til at fortælle, hvordan man har det.
Der er ikke noget rigtigt eller forkert at gøre
Uanset om du vælger at fortælle Peter det eller ej, så er der ikke noget der er mere rigtigt end det andet.
Jeg kan godt forstå du har en følelse af, at du gerne vil være ærlig over for Peter, men samtidig kan jeg ikke love dig, at han ikke bliver rigtig ked af det.
På den anden side, kan det også nogle gange være bedre at vente til personen selv kommer og fortæller om sine følelser til én. For så er de måske også selv klar over, at det kan være, de bliver afvist.
Jeg håber mit svar kan hjælpe dig godt på vej, og jeg sender dig en masse god energi.
De bedste hilsner fra en Mindhelper